I det følsomme samfund skal følelserne ud

De største følelser blev lagt åbent frem efter Christian Eriksens hjertestop, og den blotlægning er et gennemgående træk ved vores samfund. For i dagens Danmark græder politikere offentligt, og tv-programmer klippes som storladne følelsesdramaer

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

I Parken, foran fjernsynet og på de sociale medier flød tårerne forrige lørdag efter landsholdsstjernen Christian Eriksens hjertestop. Og de stoppede ikke, da der tre kvarter senere kom besked om, at han var vågen.

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen skrev i dagbladet Politiken knap en uge senere, at han havde grædt hver eneste dag siden, og han var ikke alene. På DR’s hjemmeside kunne man få råd fra en krisepsykolog, og pressekonferencerne med landsholdet lignede mere end noget andet ærbødig sorgbearbejdning, hvor store mænd talte med små stemmer.

De største følelser blev lagt åbent frem, og den blotlægning er et gennemgående træk ved vores samfund: Statsministeren græder for rullende kameraer på en minkfarm, amatørbagere, -kokke og -sangere demonstrerer hele følelsesregistret i primetime-tv, sproget fornys med følelsesopmærksomme ord, og på de sociale medier er man analfabet, hvis man ikke skriver og læser emoji.

Det er, som om særligt de sorgfulde eller vanskelige følelser nyder opmærksomhed. I lyset af, at Christian Eriksen var en del af det mindretal, der reddes fra et hjerteanfald, var sorgen egentlig vendt til glæde. Men hvad var det så, mange græd over i sidste uge?

”Kontroltabet,” slår historiker og seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning Lone Kølle Martinsen fast.

”Alt er blevet gennemreguleret i vores samfund, og vi joker med, at der kun er tre måder at dø på: mord, selvmord eller lægesjusk. Alt andet er uacceptabelt. Men pludselig udfolder der sig på Danmarks nationalscene et shakespearesk drama, hvor den dygtigste spiller dratter om. Dér erfarede vi kontroltabet,” siger hun.

”Læser man i Bibelen, er døden meget nærværende. Hele dens grundfortælling kredser om, hvordan du som menneske skal forholde dig til liv og død. Det er narrativer, som mennesker til langt op i historien har fundet trøst i, men det gør vi ikke længere i samme grad. Så døden som nærværende tema har vi ikke den samme berøring med, som man havde tidligere.”

At døden som naturlig horisont er fortrængt i forlængelse af sekulariseringen mener også Bent Meier Sørensen, der er professor ved institut for ledelse, politik og filosofi på CBS.

”Blandt alle vores følelser er der én, som velfærden prøver at tage fra os: følelsen af tilværelsens tragiske element. Den store gerning, den heltemodige selvopofrelse, ultimativt: døden. Vores tid taler om store følelser, men har svært ved at se de store handlinger, det heroiske, for det heroiske hænger sammen med offeret – den ultimative helt er den, der går til i sin heltegerning. Og det er i sidste ende Kristus.”

På den måde ser Bent Meier Sørensen begivenheden i Parken som et markant udtryk for en større tendens.

”Det kan godt være, at vi har lavet et samfund, hvor det gælder om at leve længst og ikke blive fed, men sådan et dødsfald viser os, at der er mere på spil i vores liv, end vi kan kontrollere. Den erfaring er sjælden. Den får vi ved kongens død, ved heltens død, ved rigets undergang eller i forbindelse med pandemien – altså når vi bliver magtesløse.”

Og derfor græder vi: Fordi vores virkelighed bliver større, fortæller Bent Meier Sørensen.

”Det, at der findes noget, der udvider min virkelighed, er en nåde og en lettelse, for så er jeg ikke længere det største i mit liv. Det er der en forvandlende kraft i, fordi det indskriver mit liv i en større historie, for eksempel den tragiske helts død. Når han dør, bliver den, der var den stærkeste, den svageste, ham, der har ofret sit liv, bliver den, alle skal hjælpe, og vi bliver suget ind i dramaet som heltens beskyttere og arvtagere. På den måde gør det tragiske drama os større.”

At der knytter sig så store følelser til fortællingen om Christian Eriksen hænger ifølge Bent Meier Sørensen sammen med, at han ofrede sig for alle os knoldsparkere, der ikke havde talent, udholdenhed eller mod til som han at søge det sublime.

”I Eriksens tilfælde er det mig, der har slået ham ihjel. Det er mit begær efter at generobre EM-pokalen fra 1992, der har sendt helten i døden. Helten er jo udsendt af nogen for at gøre det, vi ikke selv kan gøre. Eriksen kommer i klasse med modstandsfolkene under krigen, der også ofrede sig for os.”

Da Christian Eriksen lykkeligvis blev bragt tilbage til livet, vågnede han op i et land med følelserne helt uden på tøjet. Det er forståeligt, for vi lever i et samfund, der sætter følelserne i centrum, mener Karen Vallgårda, der er lektor i historie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og forsker i følelsernes historie.

”Der kan ligge en form for nydelse i de sorgfulde følelser, fordi følelsesmobiliseringen gør os til en del af et fællesskab,” siger hun: ”I de seneste 50 år er vi begyndt at dyrke den offentlige emotionalitet på en ny måde. Det er blevet et ideal at være i kontakt med sine følelser og at kunne udtrykke dem både privat og offentligt. Det forstærkes af de sociale medier, som blander et offentligt og et intimt rum, og hvor man selv iscenesætter sin emotionalitet.”

Den øgede fokus på følelser kan synes paradoksal i lyset af tidens velstand og fraværet af ydre fjender. Den grundlæggende bekymring for mad og fred har de færreste i dag. Lone Kølle Martinsen finder forklaringen af følelsernes primat i ”tabet af troen som følgesvend”:

”Vi rammes nemmere af ’tilværelsens ulidelige lethed’. Det, at der tidligere var et forsyn, der greb ind i menneskers liv – uanset om det var i Aristoteles’ eller Kierkegaards version – tog en byrde fra os. Men nu er alting enten de andres skyld – eller din egen.”

Også Bent Meier Sørensen griber til den tjekkiske forfatter Milan Kunderas klassiske romantitel, når han skal forklare følelsernes store rolle i samfundet. Vi er nemlig begyndt at føle på andres vegne, og det øger uvægerligt mængden af følelser.

”Det, vi oplever, er ikke følelsesudbrud, men sentimentalitet, altså følelser uden egne erfaringer. Det er det, Milan Kundera i ’Tilværelsens ulidelige lethed’ kalder kitsch – den tåre, der følger den første tåre, er kitsch. Og kitsch er en følelse, der ikke har noget korrelat, det er en følelse af en følelse.”

Allerede kirkefaderen Augustin identificerede følelsen af følelsen, fortæller Karen Vallgårda.

”Han væmmedes, når folk græd medlidenhedstårer ved en teaterforestilling, fordi han så det som en måde at vise, at man var god, når man græd over andres smerte.”

Bent Meier Sørensen deler kirkefaderens irritation over de gratis følelser.

”En følelse er ægte, hvis den koster noget. Hvis den ikke koster noget, er den uægte. Til en følelse knytter sig en handling, det gør der ikke til sentimentalitet.”

Men skillelinjen går ikke kun mellem ægte følelser og sentimentalitet. Den kan også anlægges i forhold til, hvilke indre rørelser vi beskæftiger os med. Lone Kølle Martinsen kalder vores tid for terapiens tidsalder.

”Ingen begivenhed er så lille, at vi ikke kan bruge en terapeut,” siger hun og fortæller om sin opvækst i fiskerlejet Bagenkop, hvor døden var en naturlig følgesvend.

”Jeg har tit undret mig over, hvor fremmedgjorte storbyboere er over for døden. Mange har aldrig set et dødt menneske. Men der er ét grundlæggende menneskeligt vilkår: At vi skal dø.”

Følelseshistorikere taler om emotionelle geografier – Bagenkop versus storbyen – og følelsernes plads i samfundet forandrer sig med tiden. Men hvor meget skyldes natur henholdsvis kultur?

”I forskningen betragter man visse følelser, for eksempel frygt, som meget basale. Men ellers er følelser noget, man kultiverer. Den måde, følelserne udfoldede sig på, da Christian Eriksen faldt om, bliver en rettesnor for, hvordan vi må føle en anden gang. På Twitter blev følelserne reproduceret igen og igen. Med en ret stærk justits,” siger Lone Kølle Martinsen.

På den måde kan følelsesfællesskabet ikke kun forene, men også virke ekskluderende, forklarer Karen Vallgårda. Af samme grund har de fleste lært sig de gældende kulturelle koder i det følsomme samfund, siger hun.

”Vi har nogle forudsætninger for, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt i forskellige situationer, men vores sprog for følelserne og vores måder at udtrykke og tolke dem er kulturelt tillærte. Vi har fået en terapeutisk kultur, hvor vi dyrker de store følelser. På den måde minder vores tid om den følelseskult, man havde i begyndelsen af 1800-tallet, hvor følsomheden også var i højsædet.”

BOKS: