Pårørende. Alle er pårørende til en eller anden. Man er pårørende, når man står nær en, der er syg, har været ude for en ulykke eller bare er gammel. Man kan være pårørende som familie, men man kan også være en ven.
Ordet kommer af et verbum, der er gået ud af brug, at pårøre, som ifølge ordbogen betyder at ”stå nær, være i familie med”. Som pårørende står man per definition ved siden af; man er ikke centrum. Det betyder ikke, at det ikke betyder noget at være pårørende, det kan være rystende, måske endda livsændrende.
”Mørkets nattevagter” er titlen på en ny dokumentarserie i fire afsnit i DR Lyd, hvor Anne Kjær taler med mennesker, der er eller har været pårørende til et menneske med en psykisk sygdom. Her er datteren, hvis far begik selvmord, da hun var 12 år. Vennen, der måtte tage over, da hans nære ven røg ind i en dyb psykose. Hustruen, der stod med ansvaret for tre små børn og en syg mand. Og hende, der står nær som både datter, søster og mor.
Stemmen knækker, når samtalen med journalisten genopvarmer oplevelserne som pårørende, selvom det i nogle tilfælde ligger mange år tilbage. En fars selvmord går ikke væk.
”Gråden bor lige nedenunder,” siger Niels Mosumgaard, der som ven til forfatteren Peter Øvig Knudsen sætter ord på sin pårørendeerfaring.
Han fortæller om, hvordan man som nærtstående bliver oversvømmet af det grænseløse. Han var sammen med Peter Øvig Knudsens hustru med til at få sin ven tvangsindlagt på den lukkede afdeling. De reddede ham. Den syge blev rask, kom ud og var nulstillet af elektrochok, mens det samme slet ikke var tilfældet med de pårørende.
Pårørende nulstilles ikke. Mosumgaard beskriver, hvordan der efter vennens raskmelding begyndte en ny proces, som kom bag på ham. Han havde været bange for at miste sin nære ven og skulle komme sig over forløbet. Det er sværere end nogen ved at indlægge en, man holder af; det er et overgreb, uanset hvordan man vender og drejer det.
Mosumgaard havde måttet handle grænseoverskridende for at hjælpe og skulle komme overens med det. Han fortæller om et brev, han fik fra en advokat, som beskrev en lignende situation. Advokaten havde ”valgt kærligheden” og respekteret den syges grænser. En uge efter havde hans ven begået selvmord.
De stærke beretninger i ”Mørkets nattevagter” gør indtryk. For nogle er der et ”bagefter”, for andre er der en tilstand af op og ned, ud og ind: ”Man kan have det godt, selvom man har det skidt,” som en udtrykker det om en hyggelig aften, hvor broderen to dage senere blev indlagt bragende psykotisk.
De pårørende bliver hverdagens seismologer, der observerer små tegn og forsøger at agere efter det. De pårørende glemmer sig selv, men alle alvorlige sygdomme kan smitte til pårørende. Det anskueliggør ”Mørkets nattevagter” på fornemste vis.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.