Prøv avisen

Rachlin: Jørgen Schleimann var i en klasse for sig selv

Tidligere chefredaktør Jørgen Schleimann. Foto: Søren Bidstrup

Det er svært at yde en mand som Schleimann retfærdighed, når man skal gøre status over hans liv. De fleste ord er gennemsnitlige, og Schleimann var alt andet end gennemsnitlig

Jørgen Schleimann havde altid fuld fart på, næsten i overgear, næsten som om han kunne lette med sit overskæg som flagrende vinger. De færreste kunne følge med. Hans statur taget i betragtning gik det nogle gange så stærkt, at man var bange for, at han ville styrte død om.

Det gjorde han ikke. Også her overgik han forventningerne og tog af sted på sin sidste rejse i den respektable alder af 87 år.

Når han sluttede sine samtaler af med mig i de senere år, plejede han at sige: ”Hils alle dem, jeg kender” og tilføjede så med et lidt gnæggende grin: ”og især dem, jeg kan lide”.

Det er svært at yde en mand som Schleimann retfærdighed, når man skal gøre status over hans liv. De fleste ord er gennemsnitlige, og Schleimann var alt andet end gennemsnitlig.

Han var i en klasse for sig selv som journalist, publicist, mediemenneske og direktør. Han fik præget de medier, han stod i spidsen for, langt ud over den tid, han styrede dem, fra Radioavisen over Weekendavisen til TV 2, som blev kronen på hans livsværk.

Han var en af vor tids mest markante og visionære mediepersonligheder og vil, når de fleste andre er glemt, blive stående som en gigant i dansk mediehistorie.

I sin person og i sit virke kunne han som ingen anden forene det intellektuelle og det folkelige, det udsøgte med det populære uden skelen til konventioner eller politisk korrekthed, men med udpræget politisk tæft.

Schleimann var aldrig popularitetssøgende. Han var kvalitetssøgende.

Han var også kontroversiel og elskede at gå på tværs og imod strømmen – ikke for at være kontrær, men fordi han troede på sin sag. Det gav succes – og ballade. Han elskede det første og gik aldrig af vejen for det sidste, altid kampklar. Med den formel kom han til at sætte sig varige spor på de arbejdspladser, hvor han blev længe nok til at gøre en forskel.

Schleimann var belæst, berejst og besat af en kamikazepilots instinkt og ildhu for at bruge sig selv som missil, hvis han brændte for noget. Det gik han efter med en kompromisløs skånselsløshed over for sig selv og andre i sin nærhed.

Det kostede undervejs både i forhold til egen karriere og i forhold til nogle af de folk, han arbejdede med eller imod. Aldrig konfliktsky, kolerisk var der måske nogle, der oplevede ham som. Frygtet af mange, forhadt af nogle og elsket af de fleste, der arbejdede for ham. Han kunne forekomme stejl og måske intrigant over for kolleger i ledelsen, men altid loyal og trofast over for sine medarbejdere.

Når folk ikke levede op til hans standard og ikke leverede den faglige eller menneskelige kvalitet, han forventede, kunne han uden vaklen give dem diagnosen ”intellektuel dværgvækst”.

Men han skånede heller ikke sig selv og stod ved sin ungdoms fejltagelser som sin korte flirt med nazismen. ”Jeg er ingen åndelig flugtbilist,” sagde han engang til Kristeligt Dagblad, der interviewede ham om hans forhold til religion og hans beslutning om igen at melde sig ind i folkekirken efter 56 år.

Læs interviewet her

Til spørgsmålet om sit forhold til døden svarede han: ”Jeg synes, at det er den yderste ydmygelse. Dér er man totalt afmægtig. Jeg ved udmærket godt, at man ikke kan leve evigt. Men det ændrer ikke på min fornemmelse af det. Du kunne klassificere mig som en livsnyder, der ikke er interesseret i at få det afbrudt.”

Schleimann var en livsnyder med umådelig appetit på det hele – mad, vin, bøger, venner, kvinder, røverhistorier, franske filosoffer og meget lange ledere. Ingen kunne som han beskrive nydelsen af østers ledsaget af den rigtige og rigtigt afkølede vin og samtale. Han tog for sig af retterne og livet, men når det kom til stykket, følte han måske også en vis eksistentiel ensomhed efter familieforviklinger i barndommen, der efterlod en splint i hans hjerte.

Schleimann kunne dyrke sin forfængelighed med utilsløret fryd og excellerede i namedropping som en kunstart, når han strøede om sig med navne som Arthur Koestler, Albert Camus, Amos Oz og mange af de andre kendte politikere, kunstnere og filosoffer, som han vitterlig havde mødt, og hvis arbejde og værker han var så fortrolig med, at han ubesværet kunne citere dem. Han gjorde det med vid og charme, for han havde noget at have det i. Schleimann var i besiddelse af noget, som der er akut mangel på i branchen i vore dage – format. Faktisk verdensformat.

Jeg selv har kendt Schleimann i cirka 50 år, siden jeg mødte ham som helt ung, da jeg gik op for at aflevere en oversættelse af en russisk novelle til ham på tidsskriftet Perspektiv, som han dengang redigerede sammen med Anders Bodelsen fra et kontor i Vester Voldgade. Siden ansatte han mig som medarbejder på Radioavisen, og i 1987 var jeg en af de første, han hyrede til at være med til at starte TV 2. Det blev et langt og godt professionelt parløb, der med årene udviklede sig til et venskab.

Det var aldrig kedeligt.

Sidste gang jeg havde kontakt med Jørgen, var omkring den 5. juni, da jeg skulle skrive en grundlovstale og ville bruge hans bonmot, som han gjorde til Jyllands-Postens slogan i den korte periode, han var chefredaktør dér: ”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede”. Det forsvandt, så snart Schleimann stoppede – apropos format og frisind.

I interviewet med Kristeligt Dagblad fortalte han med utilsløret stolthed, at han var officer i den franske æreslegion.

Det passede ham rigtig godt for, ”det er det eneste, de ikke kan tage fra mig”. Det er måske sandt nok, men her undervurderede Schleimann for en gangs skyld sig selv.

Mens han levede, var der ingen, der kunne tage hans fortjenester i den danske medieverden fra ham. Det vil heller ikke ske nu efter hans død. Den begavede krudtugle eller enfant terrible, som han selv ville foretrække at blive kaldt, med det store intellekt og det eksplosive temperament får et solidt eftermæle og et langt efterliv.

Så tak, Schleimann, for 50 års samarbejde, bekendtskab og venskab og god tur derop på de flagrende vinger. Og så må du hilse alle deroppe – især dem, du kan lide.

Samuel Rachlin er journalist og forfatter. Han bor i Washington DC i USA