"Jeg håber ikke, I har kedet jer for meget," sagde den nyligt afdøde forfatter Lise Nørgaard i TV 2-programmet "Det sidste ord", da hun sagde sine sidste ord til offentligheden:
"Jeg har hele mit liv været bange for at kede folk. Det skulle nødig ende sådan."
De fleste mennesker drømmer om at blive anerkendt i andres blik. At være et menneske, som andre har lyst til at sidde ved siden af til middagsselskabet; at være en man har lyst til at diskutere interessante spørgsmål med; at være en, som foretager sig ting, andre har lyst til at høre om.
De færreste har lyst til at være det menneske, som andre mest af alt snakker med af pligt. Et menneske, der ikke bliver set som meget andet end en del af en stor, almindelig masse. Et menneske, der slet og ret bliver betragtet som kedeligt.
Lise Nørgaards sidste ord er symptomatiske for en tid, hvor det kedelige, jævne, normale, uspektakulære menneske ofte bliver foragtet, mens det enestående bliver hyldet som efterstræbelsesværdigt.
Hver fredag aften bliver mennesket med den ekstraordinære x-faktor hyldet i bedste sendetid på TV 2, hvor de kedelige sangere allerede blev sendt ud i de første audition-programmer. På sociale medier henter den ordinære hverdag heller ikke mange "synes godt om"-tilkendegivelser, med mindre hverdagen bliver gjort særligt appellerende.
For nylig skrev sognepræst Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad om samme fænomen, at "netop frygten for ikke at være tilstrækkeligt udadvendt og kreativ til at kunne opnå andres agtelse udgør en markant del af det menneskelige mindreværd i dag".
Kedsomhed er tilmed blevet noget man forsker i for at indkapsle, hvad der keder os, så folk kan undgå den ubehagelige følelse af at kede sig og undgå at blive ramt af det bedømmende kedsomhedsstempel.
Det kedelige menneske er foragtet, men hvad er det, der egentlig bliver foragtet? Hvorfor drives vi hele tiden mod at skulle være interessante i andres øjne, hvis det fører til et uholdbart præstationspres, og hvad betyder det for måden, vi omgås hinanden?
Kedelige mennesker stimulerer os ikke
Lad os først få styr på, hvem der egentlig er kedelige. Det kedelig menneske arbejder som revisor, har ikke rigtigt nogen interesser, humoristisk sans eller holdninger. Vedkommende er generelt negativt indstillet, taler eller lytter ikke særligt meget til, hvad andre siger, sover meget og ser en hel del fjernsyn.
Ja, fremstillingen er ekstremt fordomsfuld, stærkt karikeret og så unuanceret, at den virker nærmest latterlig. Men den er formuleret på baggrund af et studie fra 2022, hvor forskere bad folk fortælle om deres fordomme om kedelige mennesker. Svarene viste, at der er gennemgående karaktertræk, som man finder mere kedelige end andre. Eksempelvis bliver dataanalytikere, revisorer og skattemedarbejdere opfattet som mere kedelige end kunstnere, forskere eller journalister.
Den kedelige person kan kort opsummeres til et menneske, der ikke stimulerer vores sociale behov, forklarer Josefa Ros Velasco. Hun forsker i kedsomhed, er præsident for Det Internationale Selskab for Kedsomhedsstudier og postdoc ved Complutense Universitetet i Madrid. Hun understreger, at kedsomhed altid er en subjektiv oplevelse, men ikke desto mindre har et kedeligt menneske flere kendetegn:
"I vores samfund er mange blevet opdraget til at tænke, at et kedeligt menneske har svært ved at etablere relationer til andre mennesker, ikke er nysgerrigt, ikke interesserer sig for omverdenen, ikke har det sjovt, ikke ved, hvad man skal bruge sin fritid på, gentager sig selv, aldrig forlader sin comfort zone og ikke tager imod udfordringer," siger Josefa Ros Velasco.
Hun synes, det er åbenlyst, at manges foragt for kedelige mennesker handler om, at vi foregriber, at vi kommer til at have det ubehageligt i selskab med en kedelig person.
"Vi foragter dem, fordi vi ikke er interesseret i deres kedelige selskab. Samtidigt ser vi dem som mennesker, som samfundet ikke bør stræbe efter, fordi de ikke kan bidrage med noget. Men det er ikke noget nyt. Det har altid været gældende," siger Josefa Ros Velasco.
Misvisende og skandaløs
Afvisningen og stemplingen af andre folk som kedelige er et problematisk træk ved vores kultur, siger forfatter og præst Kristian Ditlev Jensen. Han mener for det første, at det er misvisende, når folk generelt set synes, at nogle jobs er mere spændende end andre.
"Hvis man taler med en ortopædkirurg, bliver det klart, at de bare laver nye hofter og knæ til folk. Nogle af dem ender også med at skifte job, fordi de synes, det er så kedeligt, at de laver det samme hver dag," siger han.
Dernæst er problemet, at man kommer til at give mindre opmærksomhed til de folk, der bliver anskuet som kedelige. På den måde fjerner man deres mulighed for at komme til orde og forsvare deres livssyn. De bliver slet og ret underkendt i den offentlige mening, siger Kristian Ditlev Jensen:
"I vores tid vægtes det usædvanlige utroligt højt. Man forsøger hele tiden at finde på noget nyt, være skandaløst opmærksomhedssøgende, spændende og iøjnefaldende. Det giver en kamp om opmærksomheden, og herunder ligger kampen mod kedsomheden. Det normale bliver anskuet som noget kedeligt, fordi det stikker mindst ud, og derfor bliver det kedelige menneske ikke anerkendt for sin måde at leve på," siger Kristian Ditlev Jensen.
Han illustrerer pointen ved, hvordan man fortæller historier til hinanden. Hvis man spørger et andet menneske om, hvordan vedkommendes dag har været, lukker man op for en potentiel meget lang fortælling, hvis alle detaljerne skal med. Derfor udvælger vi de interessante, væsentlige begivenheder, der stikker ud fra hverdagens trivielle gøremål, og allerede her underkender vi det kedelige.
"Det er ligesom, at mænd reagerer, hvis kvinder har spektakulære attributter, der får dem til at stå ud fra andre kvinder. Man er programmeret til at tage afstand fra det uspektakulære og kedelige. Men når den afstandtagen udvikler sig til en foragt for kedelige mennesker, får man en fornemmelse af et samfund, hvor nogle mennesker er mere erstattelige end andre, og det er en skandaløs tanke, hvis man tænker på det som kristen," siger Kristian Ditlev Jensen.
Mislykkede forventninger
Værdidommen over andre mennesker er i sin grundnatur arrogant, fordi man ikke overvejer, at man selv kan være impliceret i kedsomheden, mener Kirsten Hyldgaard, lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, der har skrevet flere artikler om kedsomhed.
Ikke desto mindre oplever vi alle sammen, at andre mennesker kan forekomme kedelige, og det kan føles ubehageligt at kede sig, fortæller hun. Kedsomhed er en menneskelig grundstemning af, at man "spilder sin tid", og derfor kommer der også en grundlæggende foragt for kedelige mennesker.
Der er noget ved det her kedelige menneske, der gør, at det føles, som om tiden går i stå, når man mødes, og man ikke har nogen udsigt til at få noget interessant ud af situationen. Vi føler, at vi kunne få meget mere ud af vores tid, og når noget opleves som kedeligt, er det fordi, det ikke indfrier vores forventninger, fortæller Kirsten Hyldgaard med henvisning til den tyske filosof Martin Heidegger.
"Man kan jo kun kede sig ved en bordherre, hvis man har en forventning om, at det skal være sjovt og spændende at sidde rundt om middagsbordet. På den måde er man selv impliceret i, at et andet menneske forekommer kedeligt," siger Kirsten Hyldgaard.
Heidegger så kedsomhed som et udtryk for, at man er fanget i en situation, man ikke kan bruge til noget, og hvor de fremtidige muligheder er suspenderet, når det menneske, man taler med, opleves så intetsigende, at den her samtale forekommer helt meningsløs. Man føler bare, at tiden slæber sig afsted i den anden persons selskab. Dermed indikerer kedsomhed et tab af fremtidige muligheder, og man har slet ikke nogen fremtid at orientere sig mod i det kedelige øjeblik.
Frygt for spildtid fører til frygt for kedsomhed
Noget kunne altså tyde på, at foragten for det kedelige menneske skyldes en frygt for at spilde tiden på mennesker, som ikke kan stimulere os.
Netop spildtiden og manglende stimulans synes særligt foragtet i en tid, der i stigende grad orienterer sig efter det perfekte. Den britiske psykoanalytiker, professor og forfatter Josh Cohen skrev sidste år en artikel i The Economist om "perfektionsfælden", hvor han beskriver, at vi i angsten for det utilstrækkelige stræber efter det perfekte.
Efter den sekulære modernitet mistede troen på Gud, der blev opfattet som det perfekte, kunne mennesket nu selv finde meningen med sin tilværelse i bestræbelsen på at opnå det perfekte. Den stræben var ligefrem forudsætningen for at klare sig i et samfund, der var indrettet til at belønne dem, der gjorde en indsats for at lykkes med sine mål i livet, skrev han.
Meritokratiet blev begrebet for et samfund, der accepterede, at folk ikke nødvendigvis var lige, så længe udgangspunktet var, at folk havde lige muligheder, og deres succes blev afgjort af, hvor godt man forvaltede sine egne muligheder.
Men problemet ved den slags tankegang er, at det skaber en distinktion mellem den værdige vinder og den dovne taber. Derfor er det intet under, at unge mistrives i deres konstante søgen efter en validering af, at man klarer sig godt, skrev Josh Cohen.
Han bemærker tilmed, at succeskriteriet i særlig høj grad handler om at skille sig ud fra fællesskabet. Hvor 1950'ernes perfektionsideal handlede om at stifte en familie og leve op til normerne for det etablerede familieliv, er det ikke længere nok bare at leve op til forventninger. Nu skal man også have noget spektakulært at byde på, hvis man ikke vil blive oplevet som en kedelig taber.
Men den stræben bygger på en misforståelse om, at det spektakulære også er det lykkelige. Ikke desto mindre kan man let komme til at lave den sidestilling, bemærker Kristian Ditlev Jensen. Når han som præst skal forberede taler til folks begravelser og bisættelser, kommer de pårørende hurtigt til at tale om, at folk har haft et bemærkelsesværdigt, dramatisk, begivenhedsrigt liv, hvor der virkelig er sket meget, og man i hvert fald ikke har kedet sig.
"Når man så hører de andre, kedelige, upåfaldende historier, hvor Grethe blev gift med Allan som 23-årig, de fik to børn og boede i en parcelhusvilla, lyder det dødkedeligt. Men det er netop sådan et liv, folk gerne vil have, og som gør dem lykkelige," siger Kristian Ditlev Jensen.
Når vi vil undgå det kedelige, er det, fordi vi bliver draget mod det spændende, mener han. Problemet er bare, at det spændende typisk også er risikofyldt, så hvis man måske drages af spændingens lykkerus, gambler man også med risikoen for at blive ulykkelig. Men dermed ikke sagt, at kedsomheden er den rene lykkerus.
"Når folk keder sig i deres ægteskab, tænker de sommetider, at nu må der ske et eller andet. Det kan ende med forsøg med åbne parforhold og alt muligt andet desperat i forsøget på at bryde kedsomheden. Problemet er bare, at for de fleste er det ensbetydende med at smide den ægte intimitet ud: kærligheden gennem både sorger, glæder og hverdag. At smide det ud er netop kilden til et liv i ensomhed og især med manglende sammenhæng i livshistorien," siger Kristian Ditlev Jensen.
Kedelige muligheder
Kedsomhed er i dag blevet et større forskningsfelt, og mange forskere tilgår kedsomhed som en type mistrivsel på arbejdet, i det sociale liv eller i familien. Målet synes at være at lokalisere kedsomheden, som om man kan reagere og fjerne årsagen til kedsomheden. Man prøver altså at se mere konstruktivt på kedsomheden.
"I stedet for at stemple et menneske, der virker kedeligt, kan vi prøve at forstå, hvad der ligger bag, at de er kedelige, eller holder dem tilbage for at udfolde deres potentiale. Hvis vi dvæler ved, hvad de oplever, kan det være, at vi ender med at blive overraskede," siger præsidenten for Det Internationale Selskab for Kedsomhedsstudier, Josefa Ros Velasco.
Kedsomheden kan ligefrem bruges til noget, mener lektor Kirsten Hyldgaard, for med kedsomheden får man muligheden for at overveje, hvorfor man egentlig keder sig, og hvad man kan gøre ved situationen.
Det grundlæggende spørgsmål kan også være en kur mod folks foragt for kedelige mennesker, for hvis foragten opstår i en selv, kan man overveje at ændre situationen. Man kan eksempelvis gøre bordherren mere spændende ved at tale om det, der ligger begge parter på sinde. Det kunne jo være, at man bare fandt bordherren kedelig, fordi han konstant snakkede om fodbold eller andre ting, man ikke selv interesserer sig for. Så i stedet for at give op på vegne af samtalens fremtid, kan man gøre en indsats for at finde noget andet at snakke om end superligaklubbens seneste formkurve.
"På den måde forholder man sig ikke arrogant til kedsomheden og stempler et andet menneske som kedeligt. Tværtimod kan kedsomheden åbne nye muligheder," siger Kirsten Hyldgaard.