Jeg har lagt mærke til noget: Jeg taler om fremtiden, som om der ikke er en, når jeg taler om klimakrisen. Og når jeg tænker over det, så har jeg gjort det i årevis. Fortalt alt og alle, at det her er sidste udkald. At nu er det nu, hvis der skal være noget tilbage. Jeg har delt artikler fra aviserne, jeg har delt tv-indslag, der alle understøttede min påstand om, at fremtiden ikke findes, hvis vi ikke alle handler nu
Og jeg er ikke den eneste. For faktisk taler de fleste af os, der taler i det offentlige rum, om fremtiden, som om der ikke er en. Vi skriver bøger om en fremtid, der snart ophører, vi skriver artikler i aviserne, vi diskuterer, vi laver indslag i tv, vi samler penge ind, alt sammen og alle sammen fra samme udgangspunkt: en jordklode, der skal reddes, hvis der skal være en fremtid. Det skal den også, det skal der også være.
Selvom de fleste læsere kender mine holdninger til både klima og vores overdrevne forbrug af ting og sager, så har jeg behov for at understrege, at det her ikke handler om at melde sig ud af kampen, men om at se på den med andre øjne.
Jeg kom til at tænke på, hvordan de samtaler, vi har om klimaet, påvirker min 13-årige datter. Og alle andre børn. Jeg ved godt, at Greta Thunberg har vækket dem i en bevægelse og sat skub i gode ting, men måske har hun også gjort dem virkelig bange, og måske fylder den angst i dem? Klimaangst, kalder eksperterne den.
Hvordan mon det er at vokse op i en verden, alle andre taler om ikke er her, når man engang bliver voksen? Jeg kan kun forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at gå rundt med alle de samtaler i baghovedet. Og hvis vores børn ubevidst går rundt og er bange, hvad så med os voksne?
Måske kunne det være interessant at se, hvad der skete med os, vores børn og ikke mindst vores verden, hvis vi vendte frygt og angst til drømme og håb. Hvad nu, hvis vi gjorde som Dalai Lama sagde: ”In order to carry a positive action, we must develop a positive vision.” – for at udføre en positiv handling, må vi udvikle en positiv vision. Hvad nu, hvis vi ikke sagde, at i fremtiden er naturen væk, men i stedet sagde, at i fremtiden er der masser af vild natur? Hvad ville der så ske? Hvad nu, hvis vi sagde, at i fremtiden er der masser af fisk i verdenshavene, og ikke, at i fremtiden er der ingen fisk tilbage i verdenshavene?
Hvad ville der ske, hvis vi begyndte at se en fremtid foran os, der så lys ud? Hvis vi begyndte at tale højt om den verden, vi drømmer om at overlade til vores børn, og ikke forsvare den verden, vi lever i nu, og som vi forsøger at redde? Ville vi så begynde at stille andre spørgsmål? Eller måske efterlyse andre svar? Ville vi få andre eller endnu flere mennesker med om bord? Hvad var det, Martin Luther King Jr. sagde, at enhver bevægelse, enhver kultur, vil mislykkes, hvis den ikke kan male et billede af en verden, som folk ønsker at være i.
Lad os bare kalde det at reframe fremtiden. Reframing er et begreb, man arbejder med i NLP-terapien, og det går kort fortalt ud på at lave nye rammer for sin tænkning. Man ser verden med nye positive øjne og får vendt et negativt perspektiv til et nyt og konstruktivt et.
Og som den amerikanske journalist Richard Louv siger, som også har inspireret mig til klummen her: Der må være et andet billede i vores store hjerne end en fremtid, hvor Jorden med nød og næppe klarer sig. Der må også være et billede derinde af en fremtid fuld af natur, vild natur. Så fra nu af ser jeg sådan en fremtid for min datter. Prøv at se efter hos dig selv og se, om du ser det samme for dine børn eller børnebørn.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.