I Grønland hærger en anden epidemi

Også selvmord smitter, og antallet af selvmord i Grønland har i mange år været højt, skriver Birgitte Stoklund Larsen

I Grønland hærger en anden epidemi
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Indtil videre er der ingen mennesker, der er døde med coronavirus i Grønland. Der har i skrivende stund været 14 smittede, men alle er blevet raske. Myndighederne har taget en række forholdsregler for at begrænse smittespredningen, lovgivning er blevet ændret og så videre.

Til gengæld hærger en anden epidemi Grønland. Også selvmord smitter, og antallet af selvmord i Grønland har i mange år været højt. I 2019 tog 45 mennesker i Grønland deres eget liv. Hvis man skalerer det op i forhold til indbyggertal, ville det svare til, at der årligt var næsten 4700 selvmord i Danmark; det aktuelle tal er cirka 600. Der er altså en voldsom overhyppighed af selvmord i Grønland i forhold til resten af kongeriget.

I romanen ”Blomsterdalen” sætter den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen fokus på selvmordsepidemien. Korneliussen var gæst hos Anne Glad i ”Bogselskabet” for at tale om sin nye roman. Her indledes hvert af romanens 45 afsnit med en kort beskrivelse af et selvmord i stil med ”pige, 15 år, hængning uden for værksted”. De korte optegnelser er ikke rapporter om realiserede selvmord, men er inspireret af virkelighedens selvmord på basis af forfatterens research, statistik og samtaler. Korte, lakoniske og oprørende.

Det var en pointe hos Korneliussen i samtalen i ”Bogselskabet”, at der var et grotesk misforhold mellem myndighedernes indsats i forhold til corona og de samme myndigheders indsats i forhold til de mange selvmord. Indsatsen over for de sårbare unge var stærkt mangelfuld og præget af berøringsangst, og de mange selvmord er ikke kun en epidemi, lød det fra forfatteren: Det er en katastrofe for det grønlandske samfund med de unge mennesker, der begår selvmord.

Hun tøvede ikke med at kalde det en selvmordskultur. En kultur, som også rummer både skyld og skam og fortielser. Til gengæld får pårørende, venner og bekendte afløb på Facebook, hvor et selvmord typisk følges af mange opslag og tilkendegivelser. Lidt falsk og overfladisk, mente forfatteren.

Anne Glad fik ikke rigtigt hul på samtalen, som forblev flaksende og mere fokuseret på at nå rundt i interviewerens spørgsmål end at dykke ned i sagen.

Mere i dybden kom et interview for nogen tid siden i ”Kulturen på P1”, som jeg fandt frem på DR’s app, efter at jeg var blevet nysgerrig på ”Blomsterdalen”.

Her fortalte Niviaq Korneliussen blandt andet også om den udmattende søvnløshed om sommeren, som er højsæson for selvmord, og om tidligere tiders ”fjeldgængere”, gamle mennesker, der ikke havde en funktion i samfundet, som gik ud i fjeldet for at dø. Hænger den tradition sammen med den moderne selvmordskultur?

Kan en roman skubbe til selvmordskulturen i Grønland? Niviaq Korneliussen vil gerne bryde tabuet og fortielserne, så man nemmere kan tale om selvmordene og de erfaringer, der udløser dem. Det er svært med afsæt i egne følelser, men ofte lettere med afsæt i kunst eller litteratur. Forhåbentlig gør ”Blomsterdalen” sin virkning.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.