Der hviler en særlig melankoli over Istanbul. Jeg var så heldig at tilbringe nogle kølige forårsdage dernede i marts med dis over Bosporus og mørkklædte menneskemængder, der dagen igennem strømmede om bord på færgerne og ud igen i de myldrende gader på den modsatte bred. Stor, skramlet, larmende, stejle gader, knejsende minareter i mængde og muskuløst vajende tyrkiske flag i blæsten oppe fra Sortehavet.
Et landskab læser vi som bekendt gerne gennem dem, der før har beskrevet det for os i kunst og litteratur. Den nobelpristagende tyrkiske forfatter Orhan Pamuk er en af dem, der har givet mig og mange andre øjne at se og sanse millionbyen med. Og det er Pamuk, der igen og igen fremhæver et melankolsk livssyn som noget, der forbinder byens borgerne og spejler sig i dens karakteristiske træk: forfaldet, ruinerne og de store gamle paladser, der vidner om fordums osmanniske magt og pragt.
Melankoli – på tyrkisk hüsün – rummer sorgen over det mistede og over, at alting har haft sin bedste tid. Hüsün kan være den søde smerte, hvor man begræder det tabte. Men den kan også rumme en vrede og bruges politisk, når det bliver til en fælles skam over faldet fra fortidens tinder og den lurende fornemmelse af nu at være foragtet og set ned på. For så er det, at autokraten slår til og med store ord og armbevægelser erklærer at ville genrejse sit folk og indgyde det dets tabte stolthed og ære.
I Istanbul bemærkes den slags bestræbelser især i et flittigt moskébyggeri. Overalt, hvor der rejses nye boligkvarterer, rejses der nye moskéer. Religiøs undervisning og løn til imamer udgør en betragtelig del af statens budget. Sådan bliver religionen statens allierede, når gamle værdier skal holde sammen på folket, og Vestens indflydelse og den korrumperende modernitet holdes stangen. Tendensen er ikke begrænset til Tyrkiet. Lige nu blæser kolde vinde fra øst i mere end én forstand.
På en af vores lange gåture rundt i Istanbuls stejle gader ville min rejsefælle vise mig den berømte græsk-ortodokse Chora-kirke i det muslimsk dominerede Edirnekapi-område. Kirken er berømt for sine enestående byzantinske mosaikker og fresker. Ligesom den berømte Hagia Sophia-katedral har Chora fungeret som museum, men er nu under den siddende regering ved at blive konverteret til moské.
Da vi kom forbi, var kirken lukket, hegnet ind af stilladser og presenninger, der kundgjorde, at her bygges om. Som vi kender det fra byggepladserne i så mange storbyer med byggeboom. Min ledsager, som har tilbragt måneder med at studere og nærlæse de bibelske billeder i kirken, fik sig ikke så lidt af en mavepuster. Hans værste anelse blev bekræftet. Og pludselig fik man en næsten fysisk fornemmelse af brutaliteten i den politisk-religiøse trang til at genvinde det tabte og kildre folkets trang til ære og nyerhvervet storhed.
Det rene vand selvfølgelig i forhold til så meget andet af det, vi er vidne til med Ruslands overgreb mod Ukraine. Men man aner igen-igen en tendens, der lige nu hjemsøger vores verden – også før så rodfæstede demokratier (netop nu i Israel) – når det tabte skal genvindes, og troen og værdierne, der ikke længere er flertallets, ikke længere tåles.
Men følelsen af hüsün går langt dybere end den primitive trang til at udradere en nutid, der står i vejen for en strålende fortid. Orhan Pamuk skildrer i sine romaner, hvordan melankolien også kan være en kilde til det modsatte, nemlig accepten af tabet, hvor man ser de mange nederlag og tab i øjnene, svælger sin smerte, tager sin skæbne på sig og kommer videre. Både som menneske og som folk. På den måde rummer hüsün også en glæde og en skønhed som accepten af den hverdag, man nu engang har fået givet.
I Hagia Sophia, der nu står som moské, og hvor køen derfor er lang, men adgangen gratis, har man taktfuldt ladet flere af mosaikkerne med Kristus-afbildninger være. Mosaikken af Maria med barnet, der pryder det vældige kor, er derimod dækket af med hvide sejl. Vi må vente og se, hvordan myndighederne vælger at gribe det an i Chora-kirken. Men uanset hvor diskret og smagfuldt det end gribes an, ligger der en brutalitet og grov magtanvendelse bag. Alt dét, som motiverne, der søges skjult, rummer og udtrykker den stejleste modsigelse af.
Dermed er de også en slags evangelisk kommentar til Orhan Pamuks fortolkning af Istanbuls hüsün – i hvert fald som jeg forstår den: i det sønderbrudte, uperfekte, ruinøse, tabsfyldte menneskeliv at se en dyb mening og betydning og en håbsfyldt vej videre ind i en nutid, der aldrig kan kontrolleres. Fortidstunge Istanbuls aktuelle tale til os i dag!
Refleksion skrives på skift af sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, journalist og forfatter Esben Kjær og debattør og forfatter Ali Aminali.