”Man skal ikke lade en god krise gå til spilde”. Jeg ved ikke, hvem der sagde det først, men det er i hvert fald ofte citeret. Næsten til ulidelighed, og nu har undertegnede selvfølgelig også ydet sit bidrag til at skamride citatet. Men der er noget om snakken. Der er lærdom i kriser, kriser kan være øjenåbnende og livsforandrende.
”Kend dig selv”, stod der indhugget på Apollon-templet i Delfi, men hvem kender egentlig sig selv, før de kender sig selv i krisen? Og som teologerne ikke kan blive trætte af at påpege, så kommer krise fra det græske ord for dom ”krisis”. En krise er en lille dommedag, hvor livet blottes, og sandheden, også den ubehagelige, kommer for en dag. Engang talte man ligefrem om kriseteologi, og nu er der dem, som vil tale om klimakriseteologi.
På DR2 lader de heller ikke en god krise gå til spilde. Ja, de samler den ligefrem op. Det kunne man denne mandag se i ”Indefra” med Anders Agger som vært. Udgangspunktet var nemlig en alternativ dosmerseddel, som ved et rent tilfælde blev fundet i en grøftekant ved Hjortshøj i udkanten af Aarhus.
En medarbejder på DR2 fik tilfældigvis øje på den henkastede eller tabte seddel, som viste sig at være en mærkelig og fascinerende blanding af eksistentielle spørgsmål og praktiske gøremål.
De første punkter lød således: ”Ændre livsindstilling”, ”Er jeg ensom?”, ”Rydde op i køkkenet”. Det kan man da kalde spændvidde, fra sjælelivet til køkkenregionen, fra urgamle spørgsmål til gammel opvask. Jo, menneskelivet er mangfoldigt, og jeg tog mig i at ønske den ukendte skribent et abonnement på Kristeligt Dagblad.
Jeg mener, her kan man jo også læse om alt fra trosliv til hobbyliv, fra hjertesorg til havearbejde, fra det dybe til det nære. Sedlen blev under alle omstændigheder det stof, som ”Indefra” blev gjort af; den vakte med Anders Aggers ord en ”urkraft af nysgerrighed”, og han satte sig for at finde ejeren til den eksistentielle krise. Han satte en seddel op i Brugsen og allierede sig med lokalpressen, men det lykkedes aldrig at finde den kriseramte sjæl.
Til gengæld fandt Anders Agger andre skæbner i den østjyske by, som kunne tale med om kriser, og han forsømte heller ikke at opsøge den lokale sognepræst i skikkelse af Morten Skovsted, som indbød Anders Agger til sin kongeniale mandeklub, hvor cigarrøgen bølgede over den lagrede portvin. Der var nu ikke meget krisestemning over det velbehagelige selskab, men nok nogle betragtninger over det underlige og bugtede menneskeliv.
I ”Indefra” om livskriser gjorde Anders Agger igen, hvad han gør bedst, når han viser det dybe i det dagligdags, almindelige menneskers særegne skæbner, de skarpe hjørner, de store overgange og de vigtige valg, som kommer til os alle. En slags opdagelsesrejsende ikke i fjerne egne, men i det nære og dog komplekse og mangefacetterede liv.
Heller ikke Hjortshøj er sfinskforladt. Også her er der gåder at udforske og historier at fortælle. En seddel i grøftekanten kan kaste meget af sig.
Jesper Bacher er sognepræst.