Så har Morten Albæk begået endnu bog. Det gennemsnitlige menneske hedder den. Det bliver helt sikkert en bog, som mange intellektuelle og kritikere kommer til at elske at hade. Jeg har ikke selv læst den og kommer heller ikke til det.
Når jeg alligevel tillader mig at bruge den som anledning til en kommentar, skyldes det titlen, som er så typisk for moderne debatsprog. Det er nemlig sådan, at gennemsnitlig er blevet et skældsord, som alverdens bloggere og samfundskritikere ivrigt spidder deres landsmænd med.
LÆS OGSÅ: Sådan slipper jeg selvbebrejdelserne
I de interviews, jeg har læst med Morten Albæk, bliver hans umiddelbare narcissisme altid blødt lidt op af hans krukkeri over, at han ikke er særligt begavet. Han blev født jævn og gennemsnitlig. Men det er åbenbart lige meget og det er her, alle gennemsnitkritikerne skralder i kor derfor er man alligevel forpligtet til at stræbe efter at præstere det udmærkede, det fremragende, det ikke-gennemsnitlige.
Den mest oplagte indvending er, at det jo er en begrebslogisk umulighed, at alle skal hæve sig over gennemsnittet. Gennemsnit er et relativt begreb, og en sådan fælles anstrengelse vil jo bare flytte gennemsnittet. Men den vigtige indvending i denne sammenhæng er, at det ødelægger forholdet mellem mennesker, hvis vores handlinger primært bedømmes på deres relative værdi altså hvorvidt de hæver os op over alle de andre.
Jeg er studenterpræst på to elitære universiteter i London. Og en del af mit sjælesørgeriske arbejde består i at tale med studerende, som er ved at finde ud af, at de måske ikke er så specielle endda.
Det er absolut ikke en triviel erkendelse, og det er meget hjerteskærende at være vidne til, hvordan deres verden og fremtidsdrømme ramler sammen om dem. Jeg skal tøjle mig selv for ikke at komme med noget ligegyldigt coach-snak om vilje og hårdt arbejde, for de arbejder allerede hårdt, meget hårdt, og de konkurrerer med ligemænd, der arbejder lige så hårdt.
Der er som regel ingen tvivl om, at disse studerende vil klare sig godt og få nogle gode job. Men det er ikke det, det handler om for dem. De vil være unikke, outstanding, enere. De troende blandt dem klamrer sig til Gud og reciterer (for)tvivlende, at alt er muligt for Gud. Jesu all inclusive, hippie-kærlighed kan de ikke bruge til så meget. De vil se følbare resultater, og de bliver altid skuffede.
Jeg vil gerne kunne sige, at når de først rammer bunden og for alvor indser, at de er gennemsnitlige, omend i den gode ende af gennemsnittet, så forandrer det hele sig, og alt bliver godt. Men langt de fleste sidder fast i følelser af skuffelse, skam, had og misundelse.
Og det gælder ikke kun for de studerende. Det gælder for mange, mange mennesker, der er vokset op med, at meningen med livet er at skabe noget usædvanligt og at være noget specielt, og at vores succes skal måles i andres beundrende og misundelige blikke.
Vi, Jesu tilhængere, har noget at skulle sige imod denne dyrkelse af det unikke. Vi skal korrigere folks standarder, så den begrænsede skaberkraft, mennesket er givet, bliver brugt i kærlighedens tjeneste. Og vi skal ud at samle de skuffede og bitre op.
Dermed ikke sagt, at vi skal prædike, at alt er godt nok, eller at man ikke skal gøre sig umage. Nej, det vigtige er at få kommunikeret, at en god handling ikke skal vurderes på dens relative værdi, men på dens relationelle værdi: om den oprejser og støtter næsten, eller om den udkonkurrerer og ydmyger selvsamme.
Rikke Juul er studenterpræst ved Royal College Art og Imperial College, London