Tredobbelt dåb tager jo sin tid, så tankerne gik til mine muslimske og kinesiske venner, og hvordan de mon ville reagere på dansk kirkegang.
Det er de færreste af mine muslimske venner, som bærer tørklæde eller har fuldvoksne skæg. Så rent fysisk ville de passe fint ind i menigheden. Men jeg er ret sikker på, at de ville afslå min invitation. Ikke fordi muslimer ikke i princippet kan gå i kirke. Der må ikke være tvang i religion, står der i Koranen. Men situationen ville på mange måder være rent ud blasfemisk for dem, så hvorfor ligefrem opsøge det?
De fleste kirkegængere i Viborg finder Joakim Skovgaards malerier af Jesus, disciplene og profeterne på domkirkens vægge imponerende. Men afbildning af mennesker er forbudt i islam, da det efter muslimernes opfattelse kan føre til afgudsdyrkelse. Så allerede mens vi sidder og kigger os omkring inden gudstjenesten, kunne der blive problemer. Også fordi vi umiddelbart ville sætte os sammen i en blanding af mænd og kvinder, mens kønnene holdes skarpt adskilte i moskéen.
Salmesangen kunne muslimerne nok lige klare. Det er kun de fundamentalistiske wahhabister, der forbyder musik. Men der er hverken musik eller sang i moskéerne, så vennerne ville nok alligevel føle sig lidt forlegne.
FØRSTE trosartikel er der ingen problemer med. Vores fælles islamiske og kristne Gud er både almægtig og Jordens skaber. Men ved anden trosartikel ville det gå rivende galt. Muslimerne siger i bønnen, at Gud hverken avler eller er avlet. Altså kan han ikke have en søn. Jesus er en af de store profeter, sågar født af Jomfru Maria, men muslimerne mener, at han hverken blev korsfæstet eller begravet. Blot af Gud optaget direkte i Paradis.
Og så er der nadveren. Jeg synes, det er flot, at danske præster siger, at alle er velkomne ved Herrens bord og mener det. Men ikke bare er vin forbudt i islam, det er endnu mere utænkeligt, at en muslim skulle kunne spise Guds legeme og drikke hans blod. Det ville blive set som den største blasfemi og selv efter de fleste moderate muslimers mening kræve udstødelse og straf.
Jeg har været i utallige moskéer, men kun én gang under fredagsbønnen, hvor jeg heller ikke følte mig for godt tilpas. Så det er nok bedst for forståelsen os venner imellem, at muslimerne takker nej til kirkegangen.
MED KINESERNE ville situationen i kirken være fuldstændig anderledes. Med deres både-og-holdning til alt i tilværelsen, både kapitalist og kommunist, både konfucianer og buddhist på samme tid, ville de snildt kunne klare både at være ateist og kristen på samme tid. Kristen når man går i kirke, ateist når partiet kræver det. Som partiet i øvrigt gør i arbejdstiden, hvor religiøse handlinger og påklædning er forbudt.
Dåben ville give anledning til kinesiske overvejelser. Vand har en central plads i både daoisme og buddhisme. Vandet, der risler i den lille bæk eller opleves med tsunamiernes hærgen, er det fornemste eksempel på det komplementære i den daoistiske yin og yang-filosofi. Og for buddhisterne er det en flod, der skiller os fra det næste liv.
Kineserne ville blive begejstrede for kalkmalerierne. De må jo være et udtryk for forfædredyrkelse, som passer som fod i hose med konfucianismen.
Og så ville de kinesiske blikke utvivlsomt standse ved duen i kuplen over døbefonten. For os er billedet et symbol på Helligånden, hvad den selvfølgelig ikke er for kineserne. Nu har det arkitektonisk flasket sig sådan, at duen har et hul i maven. Kineseren ville se den som skudt og ville på god kinesisk vis begynde at gøre sig forestillinger om, hvordan den bedst kunne tilberedes. Men når så nadverindbydelsen kom og med begejstring blev modtaget af kineserne, ville de nok have svært ved at skjule skuffelsen over, at den forventede due blot blev til en lille tør oblat. Heldigvis passer vindrikning i én slurk helt med kinesisk skik.
Måske skulle jeg alligevel holde mig fra at fremme tværkulturel forståelse gennem dansk kirkegang. Måske skulle vi i den kristne verden være lidt forsigtige med, hvor og hvordan vi missionerer. At omvende muslimer kan i det ekstreme medføre dødsstraf, ikke for missionæren, men for den omvendte. Og at missionere i Kina er dels forbudt, dels en frustrerende bestilling. Vi har forsøgt i 500 år med ringe resultat. Måske er den allerstørste forskel mellem os og kineserne, at vores og muslimernes religiøse forestillinger om synd, nåde og tilgivelse ligger kineserne fjernt.
Så det er nok bedst, at jeg også går alene til pinsegudstjeneste næste år.
Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og bosat i Kina