Prøv avisen

I Koranen er kønnene ligeværdige

ISLAM Som andre mænd har muslimske mænd op igennem historien fortolket Koranen til egen fordel og ind i en patriarkalsk tradition, som der ikke er belæg for

Af Aminah Tønnsen

Der gik nogen tid, før jeg fik læst sognepræst Preben Holms kommentar "Koranens kvindesyn er dybt forældet" af 24. januar og fandt ud af, at den var stilet til mig. Derfor dette sene svar.

Kort sagt, så står jeg naturligvis ved min påstand, at muslimske mænd op igennem historien har fortolket Koranen til egen fordel og ind i en patriarkalsk tradition, som der ikke er belæg for i Koranen. Derved er de årsag til, at muslimske kvinder i praksis har langt færre rettigheder og muligheder, end de burde have, og at Koranens kvindesyn af mange ikke-muslimer opfattes negativt.

Muslimske kvinder har selv – i takt med, at de har fået lettere adgang til uddannelsessystemet – i årtier brugt Koranen til at befri sig fra mandlig dominans og diskrimination. Eksempelvis er de familieretlige bestemmelser i lande som Marokko, Egypten, Libyen og Tunesien helt klart blevet mindre kvindediskriminerende igennem reformer i det seneste årti. Og i alle muslimske lande har kvinder længe haft mulighed for at oprette en udvidet ægteskabskontrakt, der sikrer dem imod familierettens mest negative bestemmelser.

Ifølge Koranen er kønnene ligeværdige – trods deres fysiske forskelligheder, og der er faktisk kun tale om en håndfuld vers, der kan betegnes som 'problematiske' eller 'kontroversielle' (heriblandt 4:34, som Holm nævner), fordi de overvejende er blevet udlagt til mændenes fordel. Modige kvinder og mænd har op igennem historien gjort opmærksom på dette forhold; men det har jo aldrig været nemt at fravriste mændene de privilegier, de har tiltusket sig på kvindernes bekostning – det kan selv danske kvinder snakke med om. Der er i de seneste årtier udkommet utallige bøger skrevet af muslimske kvinder rundt omkring i verden, der hver især giver deres bud på en nylæsning af Koranen og specielt de "problematiske" passager.

Da min allerførste bog "Islam Naturens Religion" udkom i sommeren 1989, skrev en af anmelderne bl.a.: "En kritik af, hvad man kunne kalde islamisk kultur, giver forfatteren derimod uden forbehold i afsnittet om kønsroller, hvor den kvindeundertrykkelse, der foregår under dække af islam, bringes frem og demonstreres som komplet uislamisk ifølge Koranen. Dette gøres med en flid og en harme, som en udenforstående næppe ville have vovet."

Og så skal jeg for god ordens skyld præcisere, at Koranen på ingen måder tillader, at mennesker gøres til slaver. Den opfordrer derimod til, at vilkårene for de slaver, som muslimerne havde i deres varetægt fra tiden før profeten, forbedres, og giver en anvisning på slaveriets gradvise afskaffelse.

At opfordre en troende muslim til at opgive troen på Koranen som Guds åbenbarede ord svarer nogenlunde til at opfordre en troende kristen opgive troen på Kristus – og hvorfor i alverden skulle vi dog gøre det? Tro er et personligt anliggende, som dybest set ikke vedkommer andre end os selv.

Omverdenen har naturligvis en vis interesse i, hvordan vi udmønter vor tro i praksis. At tro på Koranen som Guds åbenbarede ord har aldrig udelukket, at teksten er blevet fortolket forskelligt i forhold til skiftende kulturelle, sociale og politiske omstændigheder.

Koranen behøver ikke på nogen måde være en hæmsko, hvis den blot læses med åbent sind og respekt for dens ophav. Koranen indeholder en række generelle anvisninger, der er lige så brugbare i dag, som de var i går – og som de vil være i morgen.

Det siger sig selv, at man ikke ukritisk bør følge erfaringer og anvisninger uden i hvert enkelt tilfælde at se på både da- og nu-konteksten. For selv om man vælger at "tage hele pakken", behøver man jo ikke tage hovedet under armen og gå helt i sort.

Koranen opfordrer menneskene til at være nysgerrige og videbegærlige og til at se sig om i verden med åbent sind. Koranen appellerer til menneskenes samvittighed og retsind, og den opfordrer menneskene til at bruge deres ressourcer til gavn for det fælles bedste.

Det er op til menneskene at omsætte Koranens vejledning til praksis, og det hele står og falder med, om menneskene har den fornødne ydmyghed og uselviskhed til at fremme fred og retfærd i verden – eller om de misbruger Guds ord til at så ufred på den jord, han har sat dem til at forvalte. At Preben Holm finder Koranens kvindesyn dybt forældet, må stå helt for hans egen regning.

Aminah Tønnsen,

forfatter og foredragsholder, Frederiksberg.