Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

I min barndom var der hundredetusindvis af viber. Nu er der næsten ingen tilbage

| Som barn på en gård i 1940'erne og 1950'erne oplevede jeg hvert forår vibens fantastiske sang. Nu er der ikke mange viber tilbage i Danmark, men jeg vil gerne fortælle om fuglen, som min far og farfar lærte mig at holde af

Viben er bæevet en sjældenhed i den danske natur. Og det er en skam, mener Jens Ove Stensberg.
Viben er bæevet en sjældenhed i den danske natur. Og det er en skam, mener Jens Ove Stensberg. Foto: Holger Ehlers/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Jeg vil gerne fortælle eftertiden om de fugle, der var på markerne op til omkring 1965. Det gør jeg fordi der skete en meget stor ændring i landbruget efter 1972. Jeg er født i 1943 på en gård øst for Hammerum. Min største interesse var naturen og fuglene. Jeg fik Politikens fuglebog da jeg var 10 år.

Jeg var meget glad for at iagttage fugle og især viben på vore marker fra 1950 til 1965, hvor min far solgte gården, og jeg begyndte på maskinmesterskolen i Esbjerg. Vores gård øst for Hammerum blev bygget af min farfar i 1922. Min far og farfar var vokset op i Sinding ved Herning. De har begge været interesseret i fugle og min far fortalte mig meget om deres erfaringer. Deres yndlingsfugle var viben, lærken og hvid vipstjert.

Nedenstående er mine egne erfaringer, og hvad min far fortalte, og hvad han fik fortalt fra sin far, som blev født i 1858. Der er således erfaringer over 100 år op til 1965. Min ældre søster sagde en dag, kan du huske, hvordan viben i måneskin sang hele natten om foråret. Det kunne vi ligge på loftsværelset og lytte til. Det var det bedste forårstegn for os børn. Lyden vil være i mine ører alle mine dage.

Alle marker rundt om gården var besat af viber. Om foråret stod vibefar ofte i sneen sidst i februar for at sikre sig sit territorium. Fruen kom først sidst i marts, og så var der vibekoncert. Hans territorium skulle holdes, for der var mange viber på markerne. På måneskinsaftener sneg jeg mig ind på viben, som lavede luftakrobatik, så kunne jeg på helt nært hold nyde synet af ham.

Når jeg rensede ror med hesten, havde jeg et par grene med på radrenseren til at sætte ved vibereder. Når jeg så kom til reden holdt jeg øje med hestens store hove, men han trådte aldrig på æggene og jeg løftede renseren op over reden. Viberne var ikke så aggressive, når jeg kom med hesten. Mange landmænd har fortalt, at de løftede reden til siden, når de rensede roer eller hyppede kartoflerne. Hvis man kom til at køre gennem reden og æggene blev spredt, så tog det ikke lang tid for vibemor at få samlet æggene i en ny lavning.

Vi havde et par tønder land med kuperet vedvarende græs på relativt tør lerjord. Der var gamle teglværksgrave med vandhuller i, og der var der som regel to vibepar. Det skete, at viben fik kyllinger på kornmark, men de blev hurtigt ledt ud på græs eller roer/kartofler. Jeg tror ikke der var afgrøder eller jordtyper, hvor der ikke var viber.

En vibefar havde et ”tolerance-område” med en radius på 150-250 meter. Inden for det område tålte han ikke andre viber. Mennesker blev tålt inden for den halve afstand. Når vi hakkede roer, hvor man ganske langsomt nærmer sig reden, blev vi advaret af vibefar, og vi fortsatte naturligvis og 25 meter før reden kom vibemor også på vingerne. Hun kunne dykke bagfra og gå meget tæt på ørerne med vingeslag.

Jeg synes ikke jeg oplevede stor forskel i tæthed af vibereder fra forskellige jordtyper. Det vigtigste var at der var regnorme i jorden. Der var lidt færre viber på kornmarker, fordi kyllinger ikke begår sig i bare 15 centimeter høj korn. De vibereder der var på kornmark, kom lidt tidligere med kyllinger, fordi korn blev sået så snart jorden var tør, ofte sidst i marts.

Der var ikke nogen i Midtjylland, der havde vinterhvede, som sås om efteråret. Man skal vide den slags, fordi viben først lægger æg når der er ”ro” på marken. Der kunne være længere mellem reder på det, vi kalder flyvesandjord, fordi sand har få orm. Viben søger orm som solsorten, som vi kender det i dag på græsplæner. Viben løber lidt, står stille med hovedet på skrå, og jeg mener den ser efter orm, men andre mente den lyttede efter orm.

Det jeg har fortalt om viben gælder også for lærken med hensyn til territorier, men den klarede sig godt i en kornmark. Der var hverken råger, måger eller rovfugle op til 1965, hvor jeg forlod landbruget og blev maskinmester.

Før indtrædelse i EU, behandlede landmanden marker som han mente det var bedst, han harvede og pløjede efter behov for at holde ukrudt væk. Viben holder af løs kultiveret jord, hvor de let finder orm. Lærken vil gerne have lidt strå at gemme sig i. I august, når vi fik skrælpløjet stubbe marker, straks efter høst, samlede viber sig i sværme sammen med hjejlerne på disse sorte marker. En sådan flok kunne dække omkring 2 tdl. Der var ingen brakmarker eller på anden måde udyrket jord i halvtredserne.

Man havde et sædskifte der var til gavn for planterne og skade for plante sygdomme, skadelige larver og insekter. I marts blev der pløjet staldgødning ned og vibefar var glad for at stå på sådan en mark med løs jord og orme. Ved denne forårspløjning kom der hættemåger i få uger og fulgte efter de der pløjede med traktor. Alle marker var pløjet eller harvet senest december også roe- og græsmarkerne, som skulle sås til foråret. Kun de marker, der skulle være med græs næste år var grønne om vinteren.

For at give indblik i markfuglenes livsbetingelser vil jeg beskrive markens afgrøder og sædskiftet, som enhver landmand fulgte per tradition. Ved sædskifte forstås markernes skift fra roer til græs, fra græs til korn og måske til kartofler og så tilbage igen. Det krævede seks-syv lige store marker eller indtægter, som det blev kaldt.

Det var en omkring 100-årig tradition, som gav det bedste udbytte og minimerede skadedyr og sygdomme i afgrøder. Det var jo økologisk landbrug, man havde. Alle gårde og husmænd havde en fordeling af dyrene, som svarede til dette sædskifte og størrelse af indtægterne.

Hvis en gård havde 10 køer, så kunne man regne med, at der var 3 grisesøer til at give afkom, og der var en hønsegård og måske lidt ænder til jul. Antal dyr og deres fordeling svarede ganske nøje til de afgrøder typer, der var på marken. En gård hvilede i sig selv.

Gårdens fordeling af afgrøder gav livsbetingelser for markens fugle, det gav frø, insekter og ikke mindst plads til fuglenes reder på jorden. Det er vigtigt at forstå, at den procentuelle fordeling af dyr og mark afgrøder hang sammen, således at forstå, at en stor og en lille gård havde den samme fordeling. Der var en sammenhæng mellem, hvor mange tønder land græs og roer en ko kræver og det samme med grise, som spiste gårdens avl af korn. Halm, hø og roer gik til køerne. Denne gamle tradition er sat ud af drift ved vores tilslutning til EU, som nu strengt styrer, hvorledes marker skal passes.

Hvor mange viber var der før 1965, har jeg ofte spurgt ældre landmænd over 75 år. De angav gav det samme antal, som min farfar og far angav til mig. Det vil sige, at der var et vibepar for hver 4-5 tønder land. Det dyrkede danske landbrugsareal i perioden 1930-1950 var på 3.270.000 hektar, og det giver i alt cirka 1,3 millioner viber frem til 1950'erne.

I dag er der under 50.000 viber tilbage i Danmark. Vibens kald er blevet en sjældenhed på få årtier. I perioden 1976 til 2017 forsvandt tre ud af fire viber. De senere år er der igen kommet lidt flere levesteder til viben. Forhåbentlig kan mange også frem over få glæde af vibens pibende sang.