Hans Hauge: Nationalismen har skabt nationalfølelsen

Nationalisme skaber nationer, hvor der ikke var nogen i forvejen, skriver Hans Hauge, dr.phil. og forfatter

Det bliver spændende at se, hvor mange nationalistiske sange, det vil lykkes at få ud af Højskolesangbogens 19. udgave. Der kommer nok mange indvandrersange og amerikanske popsange ind for at glæde antinationalisterne, skriver Hans Hauge.
Det bliver spændende at se, hvor mange nationalistiske sange, det vil lykkes at få ud af Højskolesangbogens 19. udgave. Der kommer nok mange indvandrersange og amerikanske popsange ind for at glæde antinationalisterne, skriver Hans Hauge. Foto: Lars Aarø

MAN KAN BRUGE ordet ”nationalisme” på to måder: som et ideologisk skældsord, hvormed man betegner sine højreorienterede, politiske fjender, og som et analytisk eller beskrivende begreb.

Jeg bruger det på den sidste måde, men de to præster Sten Haarløv og Asger Baunsbak-Jensen tror, jeg bruger det på deres måde. De vil af en eller anden sentimental grund gerne bibeholde ”nationalfølelsen”. Kun skotske nationalister, der vil opløse Det Forenede Kongerige, er gode, mens ungarske nationalister, som vil bevare Ungarn, er onde. UK bør undermineres, men EU bevares. Et ords betydning er som bekendt dets brug, og ordet ”nationalisme” bruges i dag i medierne som et skældsord i slægt med racisme og nazisme. Kun de færreste tør bruge ordet ”fædrelandskærlighed”.

I Tyskland er det livsfarligt at sige völkisch. Socialister bruger aldrig ordet ”nationalsocialisme” – de kalder det fascisme, sådan at ordet ”socialisme” ikke besmittes. For at undgå disse associationer foretrækker folk, som er nationale, andre formuleringer. De siger som regel: ”Jeg er national, men ikke nationalist.”

NU KOMMER VI TIL den beskrivende brug af ordet. Det var nationalismen, der i løbet af det 19. århundrede skabte den nationalfølelse, som de to præster siger de kan føle. Nationalfølelsen er ligesom nationalstaten et nyt fænomen. Heri er jeg enig med de modernistiske nationalismeteoretikere. Nationalisme skaber nationer, hvor der ikke var nogen i forvejen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er Ernest Gellners velkendte formel, som de to præster tilsyneladende ikke forstår eller kender. Nationalismen er forsøget på at få kultur og politik, ethnos og demos, nation og stat til at stemme mere eller mindre overens, sådan som det skete i Europa efter Anden Verdenskrig. Hvordan skabte nationalismen nationalfølelsen? Det gjorde den med sprog, romaner, aviser, sange og malerier. Præster, digtere og lærere var nationalismens apostle, og de gjorde bønderne til danskere. Hermed var der skabt et dansk folk, og der kunne ind føres folkestyre og folkekirke. Folkeligt skulle alt nu være. Uden en nationalstat, intet demokrati. Derfor er EU kun et -krati, for der er intet folk.

NATIONALISMEN SKABTE OGSÅ en norsk nationalfølelse. Der fandtes ikke nogen før 1814, så de begyndte at lave en, og i dag er den der. Men den kan fjernes igen. Der er i Norge nu et ønske om at afskaffe ”Ja, vi elsker dette landet”, for de synes, at sangen er nationalistisk og chauvinistisk.

De statslige institutioner er hos os i gang med af ”afskabe” nationalfølelsen, derfor forsynes for eksempel skoler med amerikanske ord. Folkeligt må nu intet være. Folket skal afnationaliseres, men det stritter imod.

Det bliver spændende at se, hvor mange nationalistiske sange, det vil lykkes at få ud af Højskolesangbogens 19. udgave. Der kommer nok mange indvandrersange og amerikanske popsange ind for at glæde antinationalisterne.

Der er en bevægelse i EU, der går ud på at afvikle nationalstaten og erstatte den med et multikulturelt samfund. Den slags bevægelser findes ikke i Rusland, USA, Indien og Kina. Der er også en modbevægelse i Europa, som forsøger at bevare nationalstaten. Det er den, de to præster frygter.

Disse to bevægelser har deres ophav i den europæiske, politiske filosofis dramatiske kamp mellem på den ene side abstrakte og universelle (Platon) og på den anden konkrete og nationale tænkemåder (Aristoteles og Cicero).

Dette drama udspiller sig i dag i Europa. England har lykkeligvis valgt side.

Hans Hauge er dr.phil., forfatter og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.