Prøv avisen
Mediekommentar

DRs Koranskole er en flinkeskole

Teaterdirektør Jon Stephensens medvirken i ”Koranskolen” var det en decideret pinlig affære, mener Jesper Bacher. - Foto: Jens Welding Øllgaard

Første time af Christoffer Emil Bruuns sommerprogram ”Koranskolen” var mest af alt en flinkeskole, og elevernes kritiske sans og forkundskaber under middel, skriver Jesper Bacher

Christoffer Emil Bruun har fået den i og for sig gode idé at invitere P1’s lyttere i koranskole.

For mange af os har telefonbogen ganske vist mere autoritet end Koranen, men Koranen er unægtelig en autoritet i millioner af muslimers liv. Koranen er via den muslimske tilstedeværelse blevet en stedse mere påtrængende del af virkeligheden også i Danmark og resten af Vesten. Man kan mene, hvad man vil om muslimernes helligskrift, den sætter en dagsorden også hinsides de troendes rækker.

I ”Koranskolen” er Christoffer Emil Bruun den faste elev, mens hans med-elev skiftes ud sammen med den muslimske lærer, som udlægger teksten. I første time af ”Koranskolen”, som blev sendt i går, var den anden elev teaterdirektør og debattør Jon Stephensen, mens den lærde muslim var Imran Bin Munir Husayn, mufti og leder af Islam-Akademiet.

Det var dog ikke meget, de to elever havde læst på lektien, før de satte sig under muftiens kateder. Derfor blev det også så som så med de kritiske spørgsmål til læreren, som begyndte med at forklare, at mufti betød en specialist inden for islamisk jura. Bare begrebet islamisk jura burde da vække eleverne til lidt eftertanke. Hvad betyder det, at en jura er en religiøs affære og juristerne skriftkloge? Man kunne jo se sig lidt omkring i den muslimske verden, men så langt rakte blikket ikke i ”Koranskolen”.

Imran Bin Munir Husayn, som Christoffer Emil Bruun kaldte ”megasød”, pointerede: ”Islam er på ingen måde entydig.” Der var flere skoler, og fortolkningen af de islamiske tekster måtte tage højde for den sociale og kulturelle kontekst.

Således ville islams politiske manifestationer ikke kunne gøres gældende i dagens Danmark, og Imran Bin Munir Husayn ytrede flere gange sin kritik af wahabistisk islam, som den håndhæves i Saudi-Arabien. Men de artige elever fik ikke spurgt om, hvorledes deres lærer stillede sig til islam som samfundslov, hvor muslimerne er mange nok?

Man forstod, at Imran Bin Munir Husayn havde modtaget meget af sin lærdom fra Pakistan, hvor blasfemiloven hjemler dødsstraf for fornærmelse af Muhammed, og de kristne behandles som andenrangsborgere.

Må det ikke være idealet for en islamisk jurist, at landet bygges med islam som lov? Er klassisk, koranisk islam ikke teokratisk, og hvordan stiller det retten til islamkritik og retten til at forlade islam? Hvorfor findes der knapt et muslimsk land med ægte religionsfrihed? Er der virkelig ingen i så store dele af den muslimske verden, som har forstået islam og kan læse Koranen rigtigt?

Helt barokt blev det, da Jon Stephensen sammenlignede muslimerne med sin kristentroende mormor og mente, at Muhammed var en slags ”Jesus-figur”. Kan hænde, at Jon Stephensen er til absurd teater i sit professionelle virke, men i ”Koranskolen” var det en decideret pinlig affære. Ved Jon Stephensen ikke, at Jesus døde af kærlighed til sine fjender, mens Muhammed undertvang sine fjender? Ved han ikke, at Jesus bar korset, mens Muhammed løftede sværdet? ”Koranskolen” var mest af alt en flinkeskole, og elevernes kritiske sans og forkundskaber under middel.

Jesper Bacher er sognepræst.