Som statsminister i 1990’erne talte Poul Nyrup Rasmussen (S) ofte om ”sammenhængskraft”. Ordet kunne kombineres med ”social”, ”kulturel” eller ”national”, alt efter behov, men var altid positivt ladet – sammenhængskraften udtrykte et fællesskab om nogle værdier og normer, der var værd at værne om.
Spørger man i dag en af Poul Nyrups partifæller, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), er sammenhængskraften ikke, hvad den har været. Allerede for fire år siden forklarede han i bogen ”De lærdes tyranni”, hvem der havde skylden for derouten efter årtusindskiftet. Faktisk blev skurken stillet til skue allerede i undertitlen: ”hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”.
”Den tidsånd, der var i nullerne, blev drevet frem af den kreative klasse og nød meget stor opbakning i det politiske system. Man traf en række dårlige beslutninger om centralisering, underkendte vores produktionserhverv og havde meget stor fokus på lange, teoretiske uddannelser ud fra en forestilling om, at vi skulle sidde i sækkestole og tænke store tanker, og når vi så fik en god idé, kunne vi sende tegningerne til Kina, og så kunne de producere det. Der manglede totalt et blik for helheden i samfundet,” siger Kaare Dybvad Bek.
Rebeller som magthavere
Det med sækkestolene og de fritflyvende idéer var ikke noget, vi selv havde fundet på herhjemme. Tilbage i 2002 blev den amerikanske sociolog og økonom Richard Florida en slags profet i Vesten med sin bog om, at vejen til fremgang og succes gik gennem innovation, teknologi, talent og tolerance, og at en helt ny gruppe af kreative storbymennesker i alle regnbuens farver viste vejen. ”Den kreative klasse” hed bogen, og den kreative klasse var i den grad i vælten.
De Radikale tog Floridas tanker til sig i en grad, så at partiets politiske leder, Marianne Jelved, gjorde hans bog til pensum for folketingsgruppen. Og i et indslag i TV Avisen gik Klaus Bondam, der som skuespiller, homoseksuel og radikal teknik- og miljøborgmester i København kunne sætte flueben ved alt det, Richard Florida beskrev, rundt på Vesterbro og fortalte, hvor fedt det var at være en del af den kreative klasse. Erobringen af verden lå ligefor.
Siden dalede klassen i agtelse, både herhjemme og i USA. Med god grund, mener den amerikanske forfatter og kommentator David Brooks. Tilbage i 2000 undersøgte han i bogen ”Bobos in Paradise” en ny elite, der forenede penge, hippieidealer og kunsteragtig modkultur – meget lig Floridas kreative klasse – og for nylig beskrev han i et længere essay i magasinet The Atlantic arven: I slutningen af det 20. århundrede bryder den kreative klasse frem som en slags revolutionær avantgarde, der ”disrupter gamle strukturer, introducerer nye værdier, åbner økonomiske og kulturelle kløfter”. Den ser sig selv som rebelsk og udenfor, men udvikler sig hurtigt til en urban elite, der fortrænger folk med almindelige indkomster fra storbyerne, favoriserer sine egne børn gennem et uddannelsessystem, som kræver både økonomisk og kulturel kapital, og udgør en ”indgift kaste”, der dominerer medier, kulturliv og tech-industrien. Med andre ord: Sætter skel.
Og så sætter Brooks kniven ind og vrider rundt i såret. For fra den kreative klasses sikring af egne privilegier og voksende isolation fra omverdenen er der ikke langt til den splittelse, der har præget det politiske liv i USA både før, under og efter Donald Trumps ophold i Det Hvide Hus – eller, kunne man tilføje, til Brexit i Storbritannien, De gule vestes protester i Frankrig eller Sverigedemokraternes markante opbakning i Sverige.
Brooks afslutter sit essay med følgende salut: ”Opgaven, vi har foran os, er at demontere det system, der har skabt os.”
Man ser for sig en megaloman robot, der efter at have raseret alt og alle til allersidst i en science fiction-film skal tage livet af sig selv.
USA og andedammen
Herhjemme er det i dag omtrent lige så let at finde kritikere af den kreative klasse, som det i nullerne var at finde tilhængere af deres nye, innovative verdensorden. Men at selverkendelsen har sat ind, betyder ikke, at de skel, den kreative klasse har sat, er lige så dybe eller betydningsfulde som i USA, mener historiker Henrik Jensen. Først og fremmest fordi Danmark er Danmark.
”Vi er et meget mindre land, og vi er trods alt mere integrerede. Selv på Østerbro, hvor man ellers kan finde det, Richard Florida beskriver som en slags ghettoer for den kreative klasse, har folk familie i Jylland og på Lolland-Falster, som de taler med. I USA har man i højere grad fornemmelsen af, at der er mure om de enkelte miljøer i de store metropoler, og at folk i Midtvesten kan få lov at sejle deres egen sø,” siger han.
Også Kaare Dybvad Bek mener, at der er afgørende forskelle mellem danske og amerikanske forhold:
”Den kreative klasse i USA er en meget mere aggressiv størrelse end herhjemme. I San Franciscos centrum står der ’lighed for alle’ på busserne, og der kan du så købe et byhus til 12-15 millioner kroner. Men de mexicanere, der bor to timers kørsel væk og kommer ind for at gøre toiletter rent, får jo ikke meget lighed. Alt det, forfatteren John Steinbeck kæmpede imod i sin tid, har de genindført i Californien. Men det er noget andet i Danmark, for hos er der en langt større social bevidsthed blandt folk i den kreative klasse,” siger han.
Men særlig på to punkter er indenrigs- og boligministeren bekymret. Det gælder udviklingen i provinsen og gentrificeringen af storbyerne.
”Opdelingen af land og by er blevet tydeligere, og vi ser, at kulturborgerskabet i købstæderne fylder mindre og mindre. For i og med at der er færre offentlige institutioner, er der også færre seminarierektorer, politimestre eller intellektuelle i forskellige funktioner, sådan som jeg kender dem fra min opvækst i Holbæk. Dem, der tilhørte overklassen og var bundet til byen og havde høj status der, lever i dag geografisk adskilt fra den,” siger han og fortsætter:
”Og går vi til storbyerne i Danmark, er jeg bekymret for opdelingen af socialklasserne. Der har altid været rige og fattige kvarterer, men i dag har folk med almindelige lønninger ikke længere mulighed for at etablere sig centralt i hovedstaden. Så der sker en udskiftning af befolkningen, som truer sammenhængskraften.”
Gensyn med tresserne
Efter et langt arbejdsliv som historiker på Roskilde Universitet mener Henrik Jensen, at han har mødt sin del af den kreative klasse. Men ret beset er han som akademiker, forfatter og foredragsholder med faste klummer i aviserne selv en del af den, indrømmer han.
”Jeg har høstet alle frugterne ved at være medlem af den kreative klasse, men har i de seneste 20 år ikke bestilt andet end at tale den imod,” siger han med et smil.
”Enhver, der har været i et miljø, hvor al mening kører en vej, ved, hvor svært det kan være. Det ser man kolossalt stærkt på dele af humaniora, hvor man har meget travlt med at blive forarget og krænket på andres vegne. Det er en boble, der kan skabe meget irritation mange andre steder, men i et bredere samfundsperspektiv ødelægger det ikke så meget.”
For selv om en undersøgelse i 2005 godtgjorde, at 40 procent af arbejdsstyrken – og ret få udenfor – var en del af den kreative klasse, mener Henrik Jensen, at den grundlæggende er et marginaliseret fænomen.
”Den er et irritationsmoment for den enkelte, der føler sig udgrænset af den, men det minder meget om 1960’erne. Dengang handlede det ikke om den kreative klasse. I stedet var begrebet ’ung’. K.E. Løgstrup var meget kritisk over for studenteroprøret og sagde, at de var grebet af en messias-logik, hvor ’den, der ikke er med mig, er imod mig’. I dag er den kreative klasse koncentreret omkring universiteter, medier, visse former for iværksætteri og kulturlivet. Det er der, ekkoet bliver mest larmende,” siger han.
Selv om han er kritisk over for nogle generelle udviklingstendenser, ser Kaare Dybvad Bek mere positivt på den forkætrede klasse, som er i gang med at genopfinde sig selv:
”Mange af dem, der tidligere abonnerede på tankerne om den kreative klasse, har nu øjnene på den grønne omstilling eller andre vigtige problemstillinger og ønsker at bidrage til udviklingen. Ser vi på nutidens udfordringer – sammenhængskraften, klimaet, naturen – tror jeg, at mange af dem, der tidligere brugte deres energi på at drive det kreative samfund, vil bruge deres energi der, og det vil der altid være brug for.”
Klasse på landet
På sit lille husmandssted i Odsherred tager Klaus Bondam telefonen. Han har for længst forladt det hippe Vesterbro og har de seneste ti år boet langt fra storbyen. Her har han og hans mand et beskedent dyrehold, der gør dem nogenlunde selvforsynende med kød, og her ordner den radikale folketingskandidat den lokale badebro sammen med skovridderen, præsten, mekanikeren, socialpædagogen og foderstofhandleren. Det er fællesskab på tværs af alle mulige klasser, ja, det kan faktisk ses som et udtryk for lokal sammenhængskraft.
”Jeg har med alderen fået det stadig vanskeligere med behovet for at placere folk i klasser. Grundlæggende tror jeg, at alle mennesker er optaget af at have et arbejde, finde en tilfredsstillelse i det og have et godt og lykkeligt familieliv. Også den kreative klasse,” siger han.
Skal der endelig tales om klasser, betragter Klaus Bondam sig selv som en slags mønsterbryder. Han er ud af en slægt med ”gamle” penge, og i barndomshjemmet fyldte det akademiske meget, så da han søgte om optagelse på skuespilskolen i Odense, betrådte han på alle måder nye stier.
”Så skal jeg være skyldbetynget, fordi jeg er uddannet skuespiller og dermed kreativ klasse? Nej, vel vil jeg ej! Skal det endelig være, leverer mine gamle skuespillerkolleger noget af det mest dyrebare, vi har, nemlig muligheden for at blive underholdt og for at få indsigt i vores fælles liv og virkelighed.”
Netop spørgsmålet om uddannelse er ifølge Klaus Bondam en vigtig brik til at forstå forskellen på Danmark og det USA, David Brooks beskriver i sit essay. For mens de amerikanske universiteter er forbeholdt folk, der kan betale, har alle herhjemme lige adgang til gratis uddannelse, ligesom der er SU til alle. Indretningen af samfundet modvirker altså opsplitningen i privilegerede storbyklasser over for en landbefolkning, der er sat af.
Derfor giver han heller ikke meget for Kaare Dybvad Beks bekymring for opdelingen af land og by.
”Nogle gange kan jeg godt komme til at grine, når han ruller sig ud. Vi er begge fra Vestsjælland, men jeg synes, han opstiller nogle skillelinjer, som jeg ikke genkender. Problemet for mig med Kaare Dybvads fortælling er, at han indskriver mig i et fællesskab, hvor jeg ikke vil være. Jeg vil gerne tage del i et fællesskab og bidrage til det, men jeg vil ikke være i et tvunget fællesskab – heller ikke den kreative klasse. Det er der, liberalismen stikker sit ansigt frem hos mig: Jeg vil have lov til selv at bestemme, om jeg vil være med eller ej.”