I ny DR-dokumentar ser man, at præsten er præsten. Også uden ornat

I ”Præst søger Paradis” følger man den nyuddannede teolog Josefine Mikuta Poulsen, der flytter fra København til Sejerø for at blive præst for øens cirka 350 beboere

”Præst søger Paradis” er en nærmest opbyggelig historie om en præst, der vil sit sted, og samtidig historien om livet på en ø i Danmark, skriver Birgitte Stoklund Larsen.
”Præst søger Paradis” er en nærmest opbyggelig historie om en præst, der vil sit sted, og samtidig historien om livet på en ø i Danmark, skriver Birgitte Stoklund Larsen. Foto: DR.

”Præst søger Paradis” er titlen på en dokumentar i fire dele på DR 2. Her følger man den nyuddannede teolog Josefine Mikuta Poulsen, der flytter fra København til Sejerø for at blive præst for øens cirka 350 beboere.

Det er på mange måder et umage match, den unge københavner og Kattegat-øen, der angiveligt har en danmarksrekord i pensionister. Hun gamer og spiller rollespil, i stuen hos naboenkerne afventer man stueurets slag, før man fortsætter fortællingen om egnsretter og øtraditioner. Præsten er til klima og grøn kirke, flere af øens beboere støtter Indre Mission og Menighedsfakultetet. 

På Sejerø bor folk, hvis familier har boet på øen i flere generationer, man regnes som tilflytter, selvom man har boet over 30 år på øen, og præsten er en fremmed. Det vil præsten nok altid være, men dokumentaren viser også, hvordan præsten er den privilegerede fremmede.

Hun har på forhånd en rolle i fællesskabet og Josefine Mikuta Poulsen er indstillet på det, hun kalder ”en social spurt”: Hun siger ja til alle de invitationer, hun får, hun spiller banko, bader med vinterbadeklubben og en hel masse andet.

Hun står ved sig selv og sin fremmedhed og bager sine veganske ”frelste københavneræbleskiver” til jul som et eksotisk indslag. Hun vil overtale menighedsrådet til at indrette en e-sportscafé i sognehuset og allierer sig med en konfirmand. De inviterer Bent, menighedsrådsmedlem og korets guitarakkompagnatør, med til et spil. Bent synes, han spilder tiden og vil hellere spille guitar med Josefine og konfirmanden. De ender på en aftale om en time for en time. Og mon ikke præsten får sin café?
En veninde på besøg spørger Josefine, hvordan livet er: ”Godt – eller livet er livet,” lyder det ærligt og realistisk. 

Josefine Mikuta Poulsen giver udtryk for, at hun ikke har søgt embede på Sejerø for at møde nogle som sig selv. Hun virker oprigtigt nysgerrig, og øen og præstelivet indtager hende. Da Esther, en af øens enker, skal giftes i en alder af 80 år, falder det naturligt, at Josefine fortæller, hvor glade alle på øen er på det ældre brudepars vegne. Hun taler på øens vegne. 

Josefine er præsten, den privilegerede fremmede. Hun spiller rollespil og er tydeligvis også bevidst om sin rolle i dokumentaren. Hun har knækflip på, når hun interviewes foran kameraet. Man undrer sig over, at hun sidder i fuldt ornat til kirkefrokosten, og når der spises æbleskiver i sognehuset. Måske er det til ære for filmholdet, men uanset om hendes status er synlig eller ej, er hun jo præsten.

Der er også en ensomhed i det, som hun holder for sig selv og nogle få venner på øen. At filmholdet lader hende være præsten, er ærlig talt også en befrielse i en tid, hvor der tales meget om problemer med endeløst arbejde, arbejdsmiljø og identitet.
”Præst søger Paradis” kunne være blevet en historie om uoverstigelige kløfter, men det er en nærmest opbyggelig historie om en præst, der vil sit sted og historien om livet på en ø i Danmark.

Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og teologisk konsulent.