I radioen er tale guld, tavshed sølv

Det kan ofte være en dyrekøbt erfaring, at man gør klogt i at tænke, før man taler. I mange sammenhænge kan det lige frem betale sig at holde mund. Men i mediesammenhæng er der dog ingen tvivl om, at tale er guld, skriver Leif Hjernøe

Tore Leifer, der er programvært på ”P1 Eftermiddag”, beskrives som manden med ”guldstemmen”, skriver Leif Hjernøe. –
Tore Leifer, der er programvært på ”P1 Eftermiddag”, beskrives som manden med ”guldstemmen”, skriver Leif Hjernøe. – . Foto: Lars E. Andreasen/DR.

OVERSKRIFTEN TIL disse spalter er en omskrivning af den gamle talemåde ”Tale er sølv, tavshed guld”. Det kan ofte være en dyrekøbt erfaring, at man gør klogt i at tænke, før man taler. I mange sammenhænge kan det ligefrem betale sig at holde mund.

I en mediesammenhæng er der dog ingen tvivl om, at tale er guld. Når det gælder nyere danske film og tv-serier, så tales der imidlertid jævnt hen så utydeligt, at gammeldags stumfilm, hvor de enkelte episoder forklares i skiltning med store bogstaver, er at foretrække.

Her er det oplagt som eksempel at pege på den ellers prisværdige fem år gamle danske film ”En kongelig affære”. Den var lørdag aften programsat i bedste sendetid på DR 1. Replikkerne var gennemgående uforståelige. Og de kronologiske og geografiske oplysninger sat med for små typer. Mange væsentlige formuleringer og nuancer gik tabt. Sådan kan man ifølge sagens natur ikke tillade sig at mishandle talesproget i radioen. Her er lytterne helt og holdent afhængige af ikke alene den tekniske modtagelse af, hvad der bliver sagt, men dermed også af, hvordan det siges.

ET KONKRET EKSEMPEL PÅ, at det i radioen gælder, at tale er guld, tavshed sølv, fik jeg i den seneste udgave af ”Skønlitteratur på P1”. Hvor programvært Klaus Rothstein præcist karakteriserede den tilkaldte programvært fra ”P1 Eftermiddag”, Tore Leifer, som manden med ”guldstemmen”.

Sidstnævnte bekræftede med sin oplæsning en iagttagelse, jeg har gjort igennem mange årtier i radio og tv: Folk, der er så fortrolige med fremmedsprog, at de kan kaldes for to- eller flersprogede, taler som regel det tydeligste dansk. Udtalen er præget af fonetisk indsigt og sikker diktion. Radiofolk som franskkyndige Ole Vinding (1906-1985) og Ole Michelsen, P1’s spanskkyndige Halldór Sigurdsson (1935-2005) og den nutidige Tine Gøtzsche fra TV Avisen samt den russiskkyndige Samuel Rachlin fra TV 2 og italienskkyndige oversætter Thomas Harder skal her nævnes.

MEGET TIT OPTRÆDER OGSÅ tosprogede andengenerationsindvandrere med forbilledlig veltalenhed. Uden accent og sproglige unoder praktiserer de et dansk, som mange ”ægte” danskere kan misunde dem. Det skærper sprogbevidstheden at gøre sig fortrolig med et eller flere fremmedsprog.

I nævnte seneste udgave af ”Skønlitteratur på P1” kunne man lytte til særdeles inspirerende præsentationer af blandt andet romantrilogien ”Det store stilehæfte”, ”Beviset” og ”Den tredje løgn” af den ungarske forfatter Ágota Kristóf (1935-2011).

I en fremskreden alder lærte og læste hun sig til et skriftligt fransk så perfekt, at hendes forfatterskab i dag nærmest er at læse ”som en manual i, hvordan man skriver”.

Tore Leifer læste afsnit, der eksemplificerede Ágota Kristófs objektivt registrerende tro på ordenes enkelhed uden brug af lange sætningskæder. Hendes centraleuropæiske grundfortællinger har sat sig spor også i danske forfatterskaber.

Guld værd for eftertiden.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.