Prøv avisen
Etisk set

I sommertiden kan vi drømme om, hvordan vi gør virkeligheden mere interessant

Måske kan man trække en klassiker ned fra hylden og nyde den. For et par ferier siden læste jeg selv ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan og var dermed på besøg hos høj og lav i det danske klasseopdelte samfund i slutningen af 1800-tallet, alt imens jeg i realiteten var i den stockholmske skærgård i en lille hytte, hvor myggene sværmede lystigt over husets lille badebro ved Mälaren, skriver Lene Tanggaard. Foto: Nima Stock/ritzau

I litteraturen kan vi rejse mentalt frem og tilbage i tiden og leve os ind i virkeligheder, som ikke er vor egne, skriver psykologiprofessor Lene Tanggaard

Det er sommer. Bladene på træerne har den karakteristiske mørkegrønne farve, som de kun får i højsommeren. Jordbærrene er søde. Hastigheden er sat ned. Hvis det er ferietid, kan vanerne brydes en anelse. Jeg nyder personligt at lade morgenaviserne fylde hele formiddagen. Hver sin lyst, naturligvis.

Måske kan man trække en klassiker ned fra hylden og nyde den. For et par ferier siden læste jeg selv ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan og var dermed på besøg hos høj og lav i det danske klasseopdelte samfund i slutningen af 1800-tallet, alt imens jeg i realiteten var i den stockholmske skærgård i en lille hytte, hvor myggene sværmede lystigt over husets lille badebro ved Mälaren.

I år læser jeg Tom McCarthys roman ”C”, der er historien om Serge Carrefax, som vokser op i en usædvanlig familie i England i begyndelsen af det tyvende århundrede. Jeg har også Naja Marie Aidts ”Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det til tilbage” og Sheryl Sandbergs ”Option B” i sommertasken.

Aidt skriver om sin søns dødsfald, og Sandberg om sin mands selvsamme. Jeg forstår i grunden slet ikke, at de kan. Imponerende stærke kvinder. Og kontrasten mellem deres beretninger er ekstrem. Mens Aidt nærmest er sin sorg, er Sandberg rejst til Østkysten i USA for at opsøge en Harvard-professor i sorg, der skal guide hende videre.

Strategierne kan ikke være mere forskellige. Der er en verden til forskel i genrerne, og mens Aidt skriver med VERSALER, når man fornemmer, at det gør mest ondt, sætter Sandberg sedler på køleskabet, der skal minde hende om, at alting altid kunne være værre.

Jeg selv bliver mindet om, hvor dyrebart livet er. Noget, jeg ærligt talt ofte glemmer i hverdagens hurlumhej. Det er noget af det, litteraturen og bøgerne kan. Vi kan rejse mentalt frem og tilbage i tiden og leve os ind i virkeligheder, som ikke er vor egne. Vikarierende oplever vi en anden verden. Det er ofte bedre end at være der selv. Langt bedre.

Det blev jeg også mindet om for nylig. På vej hjem i flyet fra Oxford greb jeg Financial Times’ søndagsudgave med i tasken. Eller rettere sagt: Jeg downloadede den i mit flyselskabs app, hvor jeg også havde alle mine billetter. Smart.

Financial Times’ søndagssektion er fyldt med længere politiske reportager, anmeldelser af kunst og litteratur, debatartikler om børneopdragelse og længere klummer om livet og kærligheden.

En af klummerne i søndagsudgaven var skrevet af Tim Harford, der beskriver sig selv som ”undercover economist”, en slags hemmelig økonom. Han beretter om sin femårige søn, der for nylig har erklæret, at det eneste, der kan gøre ham glad, er computerspil.

Harford reflekterer herefter over sine egne oplevelser som barn og ung, hvor han også elskede at fordybe sig i computerspil og dermed at glemme verden omkring sig selv. Der er endda nogle, der bruger store dele af deres liv på disse spil og bogstaveligt talt vender ryggen til verden.

I dag er arbejdsløsheden i USA på det laveste niveau siden 1969, men en lille del af især den mandlige befolkning er radikalt afkoblet fra arbejdsmarkedet. På trods af dette har mænd under 30 år i USA aldrig rapporteret højere lykkeniveau. Om disse undersøgelser kan tages for pålydende, er naturligvis værd at diskutere, men Harford har den tese, at det er computerspil, der er årsagen.

Så måske skal vi lade være med at være så bekymrede over online -livet? Selvom mange læsere her sikkert foretrækker bøgerne, så har alle mennesker brug for, om ikke at kunne trække stikket, så i hvert fald at lade sig gribe af en anden verden.

Sommertiden er et sted at begynde. Her kan vi også drømme om, hvordan vi kan gøre virkeligheden mere interessant.

*Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.