Prøv avisen
Etisk set

I sommertiden kan vi drømme om, hvordan vi gør virkeligheden mere interessant

Måske kan man trække en klassiker ned fra hylden og nyde den. For et par ferier siden læste jeg selv ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan og var dermed på besøg hos høj og lav i det danske klasseopdelte samfund i slutningen af 1800-tallet, alt imens jeg i realiteten var i den stockholmske skærgård i en lille hytte, hvor myggene sværmede lystigt over husets lille badebro ved Mälaren, skriver Lene Tanggaard. Foto: Nima Stock/ritzau

I litteraturen kan vi rejse mentalt frem og tilbage i tiden og leve os ind i virkeligheder, som ikke er vor egne, skriver psykologiprofessor Lene Tanggaard

Det er sommer. Bladene på træerne har den karakteristiske mørkegrønne farve, som de kun får i højsommeren. Jordbærrene er søde. Hastigheden er sat ned. Hvis det er ferietid, kan vanerne brydes en anelse. Jeg nyder personligt at lade morgenaviserne fylde hele formiddagen. Hver sin lyst, naturligvis.

Måske kan man trække en klassiker ned fra hylden og nyde den. For et par ferier siden læste jeg selv ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan og var dermed på besøg hos høj og lav i det danske klasseopdelte samfund i slutningen af 1800-tallet, alt imens jeg i realiteten var i den stockholmske skærgård i en lille hytte, hvor myggene sværmede lystigt over husets lille badebro ved Mälaren.

I år læser jeg Tom McCarthys roman ”C”, der er historien om Serge Carrefax, som vokser op i en usædvanlig familie i England i begyndelsen af det tyvende århundrede. Jeg har også Naja Marie Aidts ”Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det til tilbage” og Sheryl Sandbergs ”Option B” i sommertasken.

Aidt skriver om sin søns dødsfald, og Sandberg om sin mands selvsamme. Jeg forstår i grunden slet ikke, at de kan. Imponerende stærke kvinder. Og kontrasten mellem deres beretninger er ekstrem. Mens Aidt nærmest er sin sorg, er Sandberg rejst til Østkysten i USA for at opsøge en Harvard-professor i sorg, der skal guide hende videre.

Strategierne kan ikke være mere forskellige. Der er en verden til forskel i genrerne, og mens Aidt skriver med VERSALER, når man fornemmer, at det gør mest ondt, sætter Sandberg sedler på køleskabet, der skal minde hende om, at alting altid kunne være værre.

Andre læser lige nu