Prøv avisen
Mellem os

Merete Pryds Helle: I Sverige har de ”hen” – måske skulle vi genindføre det gode, gamle ”hin”

Illustration: Rasmus Juul

Der mangler et stedord i vores moderne verden, hvor vi ikke ved på forhånd, om det er en mand eller en kvinde, der beklæder en bestemt stilling. I stedet for "hen" foreslår jeg, at vi bruger et ord, der er blevet tilovers i vores sprog, men som klinger smukt og stærkt – og begynder at tale om hin enkelte, skriver forfatter Merete Pryds Helle

KIERKEGAARD DEDIKERER sine opbyggelige taler til Hin enkelte læser; til den person, der er sig selv, til det almene menneske, der er en del af den hele menneskehed, men samtidig er sig selv. Den enkelte, den, vi er hver for sig. Ikke han eller hun, men hin.

Jeg kan huske, da jeg var barn og kørte i bil med min far. Han havde et træk i trafikken, som jeg har arvet, og som kan karakteriseres ved, at jeg engang som lille spurgte ham: ”Jamen, far, hvordan kender du alle de mennesker?”. For han talte inderligt, personligt og højt til de andre mænd i de andre biler, når de kørte elendigt, og som en ægte langelænder, for hvem alle dyr er ”han”, forlængede dette ”han” sig ikke kun til bilisterne, men også til bilerne.

Når der blev sagt: ”Han er blind som en muldvarp” om en bil foran, var det sådan set ikke bare bilisten, der var blind, men hele bilen, der kørte blindt af sted. Jeg har overtaget det samme, råber: ”Hvad kvalificerer ham til at køre på en motorvej, mens jeg blinker med det lange lys?”, når nogen kører 80 kilometer i timen i overhalingsbanen. Uanset, at jeg er kvinde bag mit eget rat, er alle de andre biler og bilister han.

DA JEG VOKSEDE OP i 1970’erne, var det virkelig en brydningstid i forhold til kønnenes roller. Vi blev som børn skubbet rundt i de brud og fik formet vores identitet og vores sprog af det. Vi fik at vide, piger såvel som drenge, at vi kunne alt. Vi kunne blive til lige, hvad vi ville, i modsætning til vores forældre, der havde haft hårde vilkår som krigsbørn med stærkt begrænsede muligheder for uddannelse.

Vi havde frit valg på alle uddannelseshylder og skulle helst opfylde vores forældres ambitioner om at klatre op ad den sociale rangstige. Det var lige meget, om vi var piger eller drenge; i min familie, for eksempel, lå det i luften, at min søster som den ældste skulle være læge, og jeg skulle så være ingeniør.

Men i den virkelighed, vi voksede op i, var der ikke rigtig kvindelige læger eller ingeniører. Min mor var hjemmegående husmor, og køkken og hus var hendes domæne. På et tidspunkt fik hun et halvdagsjob på kontor, men først da min søster og jeg var blevet gamle nok til, at hun samtidig kunne holde huset.

NÅR DER VAR FAMILIEFROKOSTER, stod kvinderne for alt i køkkenet, bortset fra at tage den rimfrosne snaps ud af fryseren og skrue låget af, og efter den gedigne frokost vaskede de op og tørrede af, mens mændene sad i de behagelige lænestole og røg cigarer og drak whisky. Jeg blev så provokeret som 15-årig spirende rebel, at jeg satte mig med dem og røg cigar og drak whisky; men kom dog hurtigt ud i køkkenet igen, for det var jo der, samtalen var interessant.

Statsministeren var en mand, ligesom lægen og rektoren var mænd. Lærerne var mænd, og var de ikke mænd, var de lærerinder, det samme gjaldt forfattere og malere; man tog ”-inder” ud af kvinder og tilføjede det til grundstammen, så det var tydeligt, at her var en afart af det egentlige. Det havde selvfølgelig en fordel rent sprogligt. Når man skulle tale om den fremtidige statsminister, den læge, man ville møde på sygehuset, den rektor, der ville være på ens gymnasium, så kunne man altid sige ”han” om vedkommende, selvom man endnu ikke vidste, hvem vedkommende var. Selvom man talte om en fremtidig hypotetisk person, kunne man være temmelig sikker på, at det var en mand.

MEN SÅ VAR DET JO, AT VI, mænd som kvinder, der var børn og unge i 1970’erne, begyndte at uddanne os. Nogle af os opfyldte vores forældres ambitioner, andre opfyldte vores egne, og vi blev alt muligt. Vi kunne måske ikke alt, ikke os alle sammen, men hin enkelte kunne. Kunne blive statsminister, overlæge, skoleinspektør, lærer og forfatter. Det er en udvikling, der har ændret vores samfund; men sproget har ikke har ændret sig i takt med den forandring. Når vi taler om den kommende statsminister, om lægen, vi skal møde på hospitalet, om rektoren på det gymnasium, vores børn vælger, så står vi sprogligt og vakler. Skal vi virkelig stadig sige ”han”? Eller skal vi bruge det lidt kedelige ”han/hun”, der lyder korrekt, men som er besværligt at sige?

I SVERIGE HAR DE INDFØRT det personlige stedord ”hen”, hvilket mange danskere synes er underligt, fordi man betragter det som en betegnelse for dem, der ikke ser sig selv i en fast kønsidentitet. Men det er også et stedord, der mangler i vores moderne verden, hvor vi ikke ved på forhånd, om det er en mand eller en kvinde, der beklæder en bestemt stilling.

Jeg vil dog foreslå, at vi i stedet for ”hen”, der kan forveksles med det sted, vi gerne vil hen til, bruger et ord, der er blevet tilovers i vores sprog, men som klinger smukt og stærkt – og begynder at tale om hin enkelte. Når vores næste statsminister står over for en krise, hvad vil ”hin” så gøre? Når vi skal møde lægen, vil ”hin” så vælge at operere?

Det er måske nemmere at sige ”han”. Det virker måske mere naturligt. Men det er hverken nemt eller naturligt, ikke længere. Verden bevæger sig, og vi bevæger os med den; og vi må indimellem kaste en løkke ind i vores sprogtradition og få den til at bevæge sig sammen med os.

Vi tager så mange ord til os i disse år, især fra engelsk; så kunne vi måske også tage hin enkelte lille ord ind i sproget.

Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd. Kim Leine har blandt andet skrevet ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. Merete Pryds Helle vandt i 2017 De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris for sin slægtskrønike ”Folkets skønhed”.