Vi bor tæt op og ned ad hinanden, stuvet sammen i opgange. Dør ved dør, væg til væg. Aldrig har så mange boet sammen i de danske storbyer, og aldrig har naboskabet føltes så fjernt.
Naboerne er blevet ansigtsløse forbipasserende og naboskabet en unaturlig forpligtelse til fremmede mennesker. Men hvorfor? Der var en tid, hvor nabofællesskaber var en selvfølge, men nu vil den unge udflytter i højere grad sidde flere timer på nettet i søgen efter hjælp end at bede sin nabo om hjælp.
Lektor og samfundsforsker Michael Böss har i bogen ”Håndbog i høflighed – kulturelle koder i elleve EU-lande” skildret, hvordan danskerne er blandt de mindst høflige folkefærd. Michael Böss mener, at en af grundene er, at der i dag er løsere sociale koder end tidligere. Vi føler ikke, vi har de samme forpligtelser over for hinanden. I dag er fælleskab mere selektivt. Vi suser rundt til fritidsinteresser, sociale arrangementer og andet, som ligger uden for hjemmets fire vægge. Vi får opfyldt mange af vores sociale behov uden for hjemmet, og når vi endelig er hjemme, vil vi bare gerne være os selv.
Vi er tre elever fra Krogerup Højskole, der snart skal retur til storbyen, og vi håber, at nogle af de samme mekanismer, vi kender fra højskolens forpligtende fællesskab, kan implementeres i de opgange, vi skal ud at bo i. Derfor har vi sat os for at slå et slag for det gode naboskab i de danske storbyer i håb om, at der gemmer sig en interesseret nabo i maven på os alle.
Naboskabet skal ikke afskrives, fordi vi bor i større byer, men burde derimod få endnu større betydning i en hverdag, hvor vi nedprioriterer fællesskaber til fordel for vores egne behov. Vi mener, at viljen til det gode naboskab findes, men der mangler en stærk katalysator for at få fart under fællesskabet.
Vi forsøgte os med at mobilisere fællesskabet i en større andelsforening på Vesterbro i København, hvor vi opfordrede opgangenes beboere til at hjælpe hinanden med stort og småt. Ingen valgte at deltage. Det lille forsøg bekræfter vores formodning om, at det kræver noget større at etablere et godt naboskab.
Når vi har vendt problematikken med vores venner, giver langt størstedelen udtryk for, at det i mange situationer er for grænseoverskridende at spørge sine naboer om hjælp. Afvigelsen af kontakt bunder blandt andet i en frygt for en bebyrdende forpligtelse over for naboen, såfremt man pludselig har etableret en social relation. ”Kommer hun så løbende af og til og vil have en kop kaffe?”.
Vi afskriver i dag alt for hurtigt vores naboer som fremmede, vi ikke har noget til fælles med.
Der lader til at være en opfattelse af, at man er høfligst, når man bevæger sig i en bue uden om sine naboers privatsfære. I busser og tog landet over grænser det til en mærkelig adfærd, hvis man sætter sig ved siden af en anden, selvom der er masser af ledige pladser i kupéen. Det lader til, at man er mest høflig, når man lader sine medmennesker være i fred og passe sig selv.
Hvordan finder vi vejen til det gode nabofællesskab? Pessimistiske sociologer som Zygmunt Bauman frygter, at individualismen vokser på bekostning af fællesskabet – men vi mener, at et godt lokalsamfund og samværsorienterede fællesskaber kan skabe faste holdepunkter i en fragmenteret og usikker verden, hvor vi mangler stillerum, stabilitet og ro.
Vi har som naboer ikke mistet evnen til fællesskaber, men et godt naboskab er ikke længere en selvfølge.
Og nej, et godt naboskab er ikke synonymt med flere timers teselskab hos naboen, eller at man er tvunget til at passe naboens børn fredag aften. Et godt naboskab er, at man hilser på hinanden, at man kan bede hinanden om hjælp, og at man føler sig tryg i hinandens selskab.
For hvad skader et hej på gangen, hvis det i den anden ende kan give et større tilhørsforhold til, hvor man bor, mere tryghed samt længere snor, når babyen græder, når festen ikke vil slutte, eller når man har brug for en hjælpende hånd?
Lad os droppe vores fokus på selektive fællesskaber, og lad os i stedet invitere naboen indenfor, når vi mødes i opgangen. Det kommer os alle sammen til gavn.
Frederik Garrigues, Anna Gregersen og Emma Agner er højskoleelever på Krogerup Højskole.