Ved fejringen af Dronningens 50-årsregentjubilæum søndag aften fremførte sangeren Malte Ebert nummeret ”Må jeg kalde Dem for du”. Ikke et øje var tørt – eller kun meget få. Tårerne flyder formelig ned ad Malte Eberts Facebook-væg. Især mange kvinder er rørt over sangen og ikke mindre rørt over, at kronprinsesse Mary angiveligt også var rørt.
Den tyske sociolog Andreas Reckwitz skriver et sted, at "den senmoderne subjektkultur er en (…) radikalt følelsesbetonet kultur", og det er der da virkelig noget om.
Reckwitz skriver så også, at vi, der var børn i 1950'erne og 1960'erne (og 1970'erne nogle steder, føjer jeg til) er opdraget til en mere skeptisk holdning til følelser. Sørine Gotfredsen hører tydeligvis til de sidste. I Berlingske skriver hun om Eberts optræden og indslag, at det var "var upassende" og uddyber:
"Det en misforståelse at tvinge regenten ind i det store døgnflue-popunivers af letkøbt sentimentalitet, der efter alt at dømme ligger hende fjernt."
Personligt er Eberts indslag da også noget af det pinligste, jeg længe har oplevet: klichéfyldt fremførsel, en melodi, også så klichéfyldt, at spørgsmålet er, om Ebert kan siges at have skrevet den. Dårlige rim ("Daisy" skulle rime på "baby"). Dertil uden fornemmelse for alvor og tyngde i situation og anledning. Spørgsmålet er så, om fejlen ligger hos dem, der hyrede Ebert, eller han bare selv har en brist i sin opdragelse.
Overreaktioner rammer skraldemænd
Hvis det sidste er tilfældet, er han ikke alene. Det vidner et debatindlæg i samme Berlingske om. Nikolaj Meyland-Smith er administrerende direktør i City Container, hvis mange skraldemænd tømmer tusindvis af skraldespande og containere hver eneste dag. Og det går ikke stille af – ikke blot fordi den slags nødvendigvis larmer lidt, men fordi skraldemændene også må tage skraldet i en anden forstand:
"Hornet i bund. Hidsig acceleration. Aggressive tilråb, trusler, fuckfinger, spytklatter og nogle gange fysiske angreb (…). For mine kollegaer i City Container er det desværre alt for ofte virkeligheden, når de hver dag passer deres arbejde med at fjerne skrald. Dit og mit (…) skrald.”
Reckwitz, den tyske sociolog, jeg før citerede, skriver også, at de store forventninger til positive følelser og oplevelser også producerer store mængder af skuffelser, og skuffelser har det jo med at slå ud i vrede. I al fald kan man undre sig over, hvor vred man kan blive – i trafikken, på svigtende teknologi og altså også på mennesker, hvis fortjenstfulde arbejde er at fjerne vores affald. De fleste kender fornemmelse af manglende forbindelse mellem vreden og vredens anledning – eller manglende anledning.
Hvoraf kommer den, vreden? Dårlig opdragelse? Overdrevne forventninger om positive følelser? Alt for voldsomt fokus på egne behov? Eller måske placerer vi følelserne de forkerte steder?
Overraskende børnehverdag
Det sidste kan da strejfe en, når man læser Vicki Gyllings debatindlæg i Politiken. Hun har været med sin yngste i børnehaven et par dage, og det var ikke nogen god oplevelse:
"Her er, hvad min formiddag har bestået af: Tre gange blev jeg hentet, fordi nogen græd. I 20 minutter fortalte en dreng mig om sin farmor, farfar og en masse historier om dem, der tydeligt betød meget for ham, men der var ingen andre, der havde tid til at lytte. Jeg hjalp fire børn med at kravle op i legestativet og måtte sige nej, da køen blev for lang. Jeg hjalp børn ned fra tre steder, de ikke kunne komme ned fra, men der var ingen voksen i nærheden til at hjælpe. To kom hen til mig, fordi de havde slået sig." Og sådan bliver det ved.
Vicki Gylling er i indlægget både omkring den dårlige normering, nedskæringer og den stigende interesse for at passe egne børn, inden hun til sidst stiller spørgsmålet: "Er der nogen, der synes, at det giver mening at bruge milliarder på at behandle unge i dårlig trivsel; på at slukke de brande, vi selv har tændt tidligt i deres liv, når vi bare kunne lade være?"
Man kunne også spørge, hvorfor følsomheden ikke rigtig slår igennem her. Hvorfor er der ikke flere forældre – dem, der har mulighed for at prioritere børnene frem for egen karriere – der, ja virkelig føler efter, hvordan det mon er for deres barn at blive afleveret tidligt, hentet sent og tilbringe størstedelen af tiden med andre end dem, der har sat dem i verden, og hvis opmærksomhed og nærvær er altafgørende for deres senere liv. Måske tør vi i virkeligheden ikke føle, hvordan de små har det. Så hellere konvertere den dårlige samvittighed til vrede mod sagesløse. Eller dyrke popføleri.
Ugens debat skrives på skift af anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard og sognepræst Kristian Bøcker.