Jeg deltog for få år siden på et kursus i en latterøvelse, hvis formål det var at få os til at grine højt. Vi skulle ikke grine af noget, for egentlig var der ikke noget at grine af – vi skulle simpelthen bare begynde at le på kommando. Hvorfor?
For at få det bedre, sagde den velmenende kursusleder og forklarede, at ”man har målt”, at latter er sundt. Det havde hun garanteret ret i. Alligevel forekom den fremtvungne latter mig helt glædesløs. Vi stod der som menneskemaskiner og grinede for at blive sundere og gladere.
Jeg fik det ligefrem skidt under øvelsen, fordi der er forskel på bare at få det bedre af at grine – og så at skulle grine for at få det bedre. Det var, som om den aura, der ligger omkring de magiske øjeblikke, hvor vi griner sammen over noget, der opstår af sig selv, var punkteret.
Latteren havde slet ikke sin egen ret, den var blevet et redskab, og nu stod vi der, lidt forlegne, og tvang pinagtigt gang i lattermusklerne for at gøre os selv sundere. For mig blev oplevelsen et eksempel på, hvor krævende det er at leve i en tid, hvor der simpelthen er gået "for at" i tingene.
Og siden begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan vi konstant bruger de to små ord ”for at” i vores hverdagssprog. At vi er så glade for netop de to bindeord røber, at verdens små og store mysterier ligesom først får værdi, når vi har givet dem et formål for os selv.
Hver eneste dag bliver nye, smukke livsfænomener målt og vejet af "for at"-blikket, der kun ser på, hvad der gavner os. Latter, sang, gåture, musik, kunst, tro: Det hele skal undersøges for, hvad vi kan få ud af det. Det er som en stille, mekanisk psykologisering af verden.
Så har forskere fundet frem til, at korsang modvirker stress. Så har forskere opdaget, at man lever to år længere, hvis man går i kirke. Så har forskere påvist, at musik har en gavnlig effekt på smerter.
Efterhånden er der kommet til at stå et usynligt "for at" foran det meste af det, vi gør. Og det står også foran alt det, der har åndelig karakter: Vi skal læse bøger for at blive klogere. Vi skal høre musik for at stimulere vores hjerner. Vi skal læse højt for vores børn for at opdrage dem til gode læsere. Vi skal synge for at reducere stresshormoner. Vi skal gå en halv time om dagen for at blive mindre syge som gamle.
Vi er ramt af en hektisk "for at"-mani, der bare breder sig; i sproget, i forskningen, i skolerne, i arbejdslivet, i opdragelsen, i vores blik på verden. Og hvad med de unge? Dem har vi lært at være så "for at"-maniske, at de tror, at uden et "for at" tæller tingene slet ikke.
Jeg forestiller mig, hvordan det kværner løs inde i en "for at"-opdraget teenagehjerne: ”Du skal gå i skole for at blive til noget! Du skal fordybe dig i lektierne for at få gode karakterer! Du skal synge morgensang for at blive mere alment dannet! Du skal tage en uddannelse for at gøre en forskel! Du skal læse bøger for at blive dygtig! Du skal træne for at blive stærkere! Du skal ud i naturen for at lære mere om den! Du skal gå til noget i fritiden for at blive rigtigt god til noget!”.
Det lille, evindelige "for at" kan lyde harmløst, men det er det ikke. Det stresser. Og det tager mysteriet fra verden. Min sjæl fryser et øjeblik, hver gang en forsker igen har påvist en grund til at synge fællessang eller læse eller lytte til musik eller gå en tur i skoven.
”Ved du godt, at du øger antallet af hjerneceller, når du spiller klaver?”, sagde en rar person for nylig til mig. Og pssst! Så var magien ligesom med ét piftet ud af auraen omkring klaveret. For jo mere vi bliver påduttet alle disse små, åndløse (helbreds)grunde, til hvorfor vi skal gøre alt det vidunderlige, som vi jo i forvejen elsker, jo mindre gør vi verden for hinanden.
Jeg ville ønske, vi kunne tage et opgør med "for at"-livet. Selvom man ikke skulle tro det i disse år, så er et menneske mere end sin egen psykologi, og verden større end vores formål.
Hverken latteren, fællessangen eller naturen er opfundet for at gøre os bare én millimeter sundere eller længerelevende. De findes bare. Og netop det er og bliver det livets mirakel, som forskerne aldrig finder en ny, god grund til.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og rektor for Designskolen i Kolding Lene Tanggaard.