Det undrer mig, at kristendom fylder så lidt i den offentlige samtale om de unges mistrivsel. Psykologer, pædagoger, psykiatere og politikere er stærkt på banen med hver deres gode forslag til, hvad der skal hjælpe vores unge til at sænke skuldrene og løfte blikket.
Og så er der kirken, som ligesom står lidt utydeligt i baggrunden – med åbne døre, som de unge bare ikke ret tit går ind ad. Og det til trods for, at kristendommen har den mest gennemgribende modfortælling til det gør "lige hvad du vil"-krav, som tynger en hel generation af unge.
Hvorfor går de unge andre steder hen end kirken med deres smerter og livsbøvl? Ét er, at behandling i dag er i klart højere kurs end religion. Men der findes faktisk også en helt konkret forestilling, der tit spærrer kirkedøren for mange, nemlig den store misforståelse at kirken mest er for de troende. En klub for dem, der kan tro.
”Jeg tror vist ikke nok til at gå i kirke,” hørte jeg en teenager grine til sin veninde i Brugsen, da de gik forbi et opslag om en nytårsgudstjeneste. Hendes kommentar er sigende. For hvor mange unge ved mon, at kirken faktisk er et sted, hvor de kan slippe for deres tro?
Det er lige præcis i kirken, de kan slippe for at tro på, at de er så mægtige, at verden ligger for deres fødder. Slippe for at tro på, at de kan, hvad de vil. Slippe for at tro på, at de altid kan blive bedre. Slippe for at tro på, at alt er rigtigt, bare de har valgt det selv. Slippe for at tro på, at deres egen vilje trumfer selv Guds. Slippe for at tro på, at netop de er usædvanligt fantastiske (det ene øjeblik) eller usædvanligt uduelige (det næste øjeblik).
Der er så mange krav til netop de unges tro i disse år, at vi lever i overtroens tidsalder. Flere og flere lider, tror jeg, simpelthen af trosudmattelse. Hvilken 20-årig har ikke fået tudet ørerne fulde af, at livet dybest set afhænger af, hvad man tror om det?
Hvor mange unge sidder ikke hos terapeuten og bliver behandlet for netop mangel på tro (på nudansk: dårligt selvværd eller mindreværd)? Og hvor mange teenagere går ikke indædte rundt og kæmper for at komme til at tro mere på sig selv og fremtiden?
Jo mere vi skal tro på os selv og vores egne evner, jo mere kalder tiden på en kirke, hvor det netop ikke er vores egen vilje til tro, der afgør alt. Det er ulykkeligt, at så mange unge i dag lider under den misforståelse, at det bedste adgangskort til kirken – ligesom i alle andre forhold – er deres evne til selv at tro på Gud. At også her skal der præsteres og leveres; enestående, individuelt og til et 12-tal.
Hvis kirken skal være med til at lede de unge væk fra det smertepunkt, hvor de selv er årsag til alting – hvis kristendommens dybe, gamle stemme for alvor skal tale tidens overtro sønder og sammen – så skal de unge vide, at man ikke kun går i kirke, fordi man tror.
Man går også i kirke, fordi der er noget, man ikke kan tro; for eksempel det helt utrolige at det ikke er os – og vores evne til at tro på os selv eller Gud – der afgør vores skæbne.
Så sidder vi dér sammen i kirken, menneske ved menneske. Og endelig får vi lov at slippe vores overtro! Ud med den – vi har alt, alt for meget af den. Den har taget al pladsen fra det utrolige.
Og pludselig kan det ske, at den dybe tillid til Gud begynder at synge igennem en salme. Eller at den tomme grav lyser sært i en andens hånd. Eller at kærligheden stråler fra en andens ansigt, mens stenen falder fra hjertet.
Eller at et oplæst ord fylder én med så meget mening, at man har nok til 10. Eller at man trækker vejret med alle mennesker (også ens fjender) i en magisk sætning, der lander som en due i brystet. Eller at hele verden rejser sig fornyet i en andens blik.
Gudstjenesten er simpelthen vores sidste store, fælles mirakeltid. For her er vi nemlig ikke, hvad vi giver. Her er vi, hvad vi får. For én gangs skyld skal det hele ikke komme fra os selv. For én gangs skyld skal vi ikke levere noget.
Vi skal bare tage imod troen, håbet og kærligheden, som de kommer til os. Aldrig nogensinde har en ungdomsgeneration haft så desperat brug for at erfare lige netop dét.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard.