Iben Krogsdal: I det sekund tror jeg, at min søn foragtede mig

Året før corona ringede det på Iben Krogsdals dør. Udenfor stod en ældre, spinkel mand med vådt skæg, udtrådte sko, rygsæk og sammenrullet sovepose og smilede gennem regnen

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Der er stadig blandt landevejens farende svende en rest af traditionen for at søge husly ved de præstegårde, man kommer forbi på den årlige tur gennem sommerlandet. Året før corona ringede det på vores dør i Hjortshøj Præstegård, og udenfor stod en ældre, spinkel mand med vådt skæg, udtrådte sko, rygsæk og sammenrullet sovepose og smilede gennem regnen. Havde vi måske en ekstra madras?

Min datter var ikke hjemme, så han fik hendes værelse oppe på første sal. Lidt forkommen af regnen ville han gerne have tid til at pakke ud. Han blev tydeligt fornærmet, da jeg tilbød at tørre hans tøj – øjnene gnistrede. Hvis bare han kunne låne et håndklæde og en avis, så var det fint. Da min 12-årige søn lidt senere kom op og gav ham det, havde han hængt sin militærjakke symmetrisk til tørre over en stol. Den var gennemlaset, men min søn fornemmede, at det ville være nærmest nedrigt at tilbyde ham en anden. Den hang på en måde, der fortalte: Jeg elsker den her jakke.

Om aftenen kom vores gæst ned i køkkenet og spiste sammen med os. Han fortalte ivrigt om alt fra store skibsforlis til lysets krumning, men han undgik behændigt at fortælle noget personligt om sig selv. Og lige pludselig meddelte han, at nu trak han sig tilbage.

I løbet af aftenen hørte vi det knirke hyggeligt oppe fra gulvet på værelset, og næste morgen så vi ham i gangen efter et brusebad. Hans hår var fint redt, og han havde åbenbart ikke kunnet stå for min datters hvide morgenkåbe, for den havde han på. Han duftede kraftigt af min ældste søns deodorant, og havde det ikke været for hans opsvulmede, lilla fødder, havde alt været så godt.

”Mor! Så du det?”, hviskede min yngste søn forfærdet, da manden var gået op på værelset, ”du kan da ikke lade ham gå sådan!?!”. Jeg tror, at han i det sekund foragtede mig, ligesom mange af os vel engang i et syndefaldets øjeblik har foragtet en betroet voksen, der pludselig viste sig at være et udueligt og infamt væsen. Lidt efter bankede jeg halvsvimmel på værelsesdøren for at høre, om vores gæst manglede noget. Jeg så kun hans blålige, sårede fødder for mig. Hans stolte, uransagelige blik. ”Hvad er da et menneske?”, hviskede det anklagende et urfjernt sted fra, ”Hvad er da et menneskebarn, at du ikke tager dig af det?”.

Men da jeg trådte ind i værelset til manden, var det som at træ de ind i en helt ny verden. Han havde omhyggeligt lavet sit eget, fine, lille hjem. Hans ejendele stod pynteligt placeret rundt omkring på hylderne: et foto i en guldramme, et avisudklip, et ur. Avisen var foldet perfekt sammen på sengen, og han havde lagt en kuglepen snorlige hen under en overskrift. Møblerne var flyttet en smule rundt på, og puderne lagt på lidt sære måder. Foran min datters seng stod hendes sutsko, som han måtte have brugt, og ved siden af stod hans egne tarvelige sko proppet med avispapir. Min datters morgenkåbe lå fint udfoldet som en engel på sengen.

Alt sammen så andægtigt, så omsorgsfuldt, så ædelt. Man fornemmede virkelig, at et menneske havde bygget rede iblandt os, erfarent og lykkeligt, og at dette nye hjem åndede af stolthed i de få timer, det varede.

Allerede en times tid efter kom vores gæst ned i køkkenet for at sige farvel. Min søn havde skrabet alle sine mønter og pengesedler sammen og rakte dem storrødmende frem til manden, for måske findes der næsten ikke noget mere skamfuldt end at mærke, at man er et alt for heldigt menneske. Manden tog høfligt imod pengene og stod lidt med dem. Så pressede han dem tilbage i min søns hånd og sagde pavestolt, ja ligesom alfaderligt, at han skulle spare pengene op i stedet.

Min søn smilede overrasket og stammede tak, og så fik manden en madpose og forlod os. Vi stod i døråbningen og så ham vandre ud over landevejen under den skyede himmel, og jeg kunne næsten høre os begge trygle: Kære Gud, lad det ikke regne i dag! Kære Gud, lad solen skinne på dette menneske!

Men da han var væk, var det alligevel som om vores ønsker var helt overflødige. Som om noget anderledes værdigt på én eller anden rystende måde lige havde taget bolig iblandt os og efterlod os fordybede i en verden, der har mange flere hemmelige rum og smukke hjem, end øjet ved.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.