Prøv avisen

Iben Thranholm: Velfærd gør os ulykkelige

Tegning: Peter M. Jensen

Velfærd gør på én og samme gang danskerne tilfredse og ulykkelige. Når mammon bliver Gud, visner mennesker, skriver journalist, katolik og debattør Iben Thranholm

DANSKERNE ER IGEN I ÅR blevet kåret som verdens mest lykkelige folk af World Happiness Report.

Jeg må indrømme, at resultatet forbavser mig meget. Når jeg bevæger mig blandt danskere, synes jeg ikke, at jeg ser mange glade ansigter. Danskerne virker ikke, som om de har de store overskud af glæde, men snarere som om de har tabt gnisten.

LÆS OGSÅ: Fri os fra det lykkelige liv - det gør os selvtilfredse og rimer dårligt på kristendom

Forleden hørte jeg et radioprogram om, hvor svært expats, det vil sige udlændinge, der kommer til landet for at arbejde, har det. De lider enormt under, hvor tillukkede, uhjælpsomme, uvenlige danskerne er. Flere af dem forlader landet på trods af attraktive stillinger, fordi de simpelthen bliver i for dårligt humør af at bo blandt danskerne.

Det meste af 2013 har jeg tilbragt uden for landets grænser, en stor del af tiden i Italien, men også USA. Her mødte jeg en varme, livsglæde og hjertelighed ikke mindst imødekommenhed som var tankevækkende for mig som dansker.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi det ikke bedre, når vi har det så godt?

Hver gang jeg glad kommer tilbage til Danmark, går der ikke mere end en uge, før jeg mærker en deprimeret og tung atmosfære. Jeg er ikke den eneste, der oplever dette fænomen. Jeg kender efterhånden mange, som nikker genkendende til, at det er, som om der ligger en dyne af åndeligt mørke hen over Danmark, som trykker én ned og gør trist.

Andre undersøgelser og statistikker peger også på, at der må være noget galt med kåringen som verdens lykkeligste folk. 450.000 danskere er på lykkepiller. Sundhedsstyrelsen kører jævnligt kampagner for at bringe alkoholforbruget ned på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd. Op mod en million af danskerne har et dagligt overforbrug af alkohol.

Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, og 430.000 har løbende alvorlige stresssymptomer. Ifølge Psykiatrifonden er hver fjerde kvinde så stresset, at hun overvejer at søge hjælp, sygemelde sig eller at sige sit job op for at lægge sit liv fuldstændigt om.

Dertil kommer, at næsten hvert andet ægteskab i Danmark ender i skilsmisse, og at 40 procent af alle danske husstande kun bebos af én person. En anden undersøgelse fra Psykiatrifonden viser, at 14 procent af alle voksne danskere føler sig dybt ensomme.

KIGGER MAN NÆRMERE på spørgeundersøgelsen fra World Happiness Report, afslører den da også, hvorfor danskernes lykke er en sandhed med modifikationer.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er danskerne så lykkelige?

Spørges danskerne om de generelt føler sig tilfredse med livet, svarer alle ja og opnår dermed den højeste normering. Spørges de, om de følte sig lykkelige i går, er svaret et rungede nej. I dette spørgsmål er danskere faktisk placeret allernederst på listen.

Hvorfor dette paradoks? Jeg tror, forklaringen ligger i, at Danmark er et velfærdssamfund. Det er velfærden, som på én og samme gang gør danskerne så tilfredse og samtidig så ulykkelige. Ingen kan klage over levestandarden. Staten sørger for den enkelte fra vugge til grav, og der er aldrig noget, der kan gå så galt, at det statslige sikkerhedsnet af sociale ydelser ikke kan gribe en borger i frit fald. Men der er en pris for denne sikkerhed. Staten kræver at få Guds plads. Når mammon bliver Gud, visner mennesker.

Socialdemokratiet, som byggede velfærdsstaten op, tog ved lære af, hvad den sovjetiske leder Lenin i 1909 skrev om arbejderbevægelsens forhold til religion: Vi må bekæmpe religion. Det er materialismens ABC. Det gør vi ved at fjerne de sociale årsager til religion.

Socialdemokratiets evangelium har lige præcis været, at hvis folk bare fik velstand nok og blev sikret sociale ydelser fra staten, så var paradis gjort. Hvad Lenin og Socialdemokratiet ikke forudså, var, at når staten overtager Guds plads, vænner folk sig til, at de ikke behøver at bekymre sig om deres næste. I stedet for begynder folk at tænke, at når man har betalt sin skat, må omsorg for næsten være statens ansvar.

Familien, både gamle og unge, opbevares i statslige institutioner, fordi alle må arbejde hårdt uden for hjemmet for at tjene penge til at betale skat så staten kan tage sig af familien. Det gør mennesker ulykkelige og ensomme. En stat kan ikke elske. Staten vil altid være styret af en upersonlig logik, der alene tager hensyn til produktion og forbrug. Kærligheden bliver kvalt i systemet. Omsorg bliver et spørgsmål om, hvad der kan betale sig.

Lenins mission er fuldført i Danmark. Velfærdsstaten har fortrængt ånden. Det afspejler sig også i, at danskerne har svært ved at se en højere mening med livet. 200 kirker er lukningstruede, og 7 ud 10 danskere går ind for, at aktiv dødshjælp skal være lovligt.

Tilbage står spørgsmålet: Har velfærden været prisen værd?

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard