Ida Auken: Her er 10 punkter til en fælles dansk kultur

Over de kommende dage har Kristeligt Dagblad bedt en række markante danske debattører om at give deres bud på 10 punkter for en fælles dansk kultur. Her giver folketingspolitiker Ida Auken (R) sine bud

”Vi cykler mere end de fleste,” skriver folketingsmedlem Ida Auken (R) som 1 af 10 punkter til en fælles dansk kultur.
”Vi cykler mere end de fleste,” skriver folketingsmedlem Ida Auken (R) som 1 af 10 punkter til en fælles dansk kultur. . Foto: Thomas Borberg/Ritzau Foto.

1. Vi elsker vores frihed. Frihed er retten til at slippe for alle former for kulturel, religiøs og social dominans og vold. Frihed er muligheden for at være den, man er. Og frihed er pligten til at indgå i et større fællesskab, hvor der er brug for alles bidrag, og alle er med til at bestemme over de fælles anliggender.

2. Vi holder loven. Det er vores aftaler med hinanden. Alle er lige for loven.

3. Vi er et land med stor stolthed over vores historie, vores kultur, vores sprog og vores landskab. Vi elsker Danmark. Vi ved, vi ikke er verdens største land. Men vi kæmper hver dag for at gøre Danmark større.

4. Vores historie er tæt vævet sammen med kristendommen. Det kan man se over alt. Men forvent ikke, at vi selv kan se det.

5. Vi giver vores børn den bedste start på livet, så alle børn får en chance. Også dem, der ikke vandt i fødselslotteriet. Vi uddanner vores børn til selvstændigt tænkende mennesker med respekt for demokratiet. Vi udstyrer dem gennem deres opvækst med mange typer af viden, så de bliver dannede som hele og frie mennesker.

6. Vi tager os af de ældre, de udsatte og de syge. Vi har skabt et velfærdssamfund og betaler hinandens regninger. Derfor forventer vi, at alle bidrager. Der er ingen fribilletter.

7. Vi er en del af Europa, EU og Nato, men vi cykler mere end de fleste.

8. Vi er åbne over for nye ting. Vi tager imod den teknologiske udvikling og er fast besluttede på at vende den til vores fordel. Men vi insisterer på de standarder, vi har kæmpet os til som samfund igennem hundredvis af år.

9. Vi tager ansvar for vores børns fremtid. Derfor viser vi vejen til en verden drevet af vind og sol, ikke af kul og olie.

10. Vi elsker fester. Til pinse, til påske og til hverdag. En julefrokost kan man ikke begynde med osten. Sådan er det.