I SVERIGE HAR DET SKABT DEBAT, at Helsingborgs Konserthus har meldt ud, at man af klimahensyn fremover vil fravælge kunstnere, der rejser med fly til landet for at optræde. Også herhjemme har debatten om klimakvoter og det personlige CO2-regnskab haft sit indtog.
Men går debatten for vidt, og er der en risiko for, at store dele af befolkningen står af klimadagsordenen i takt med væksten i stadigt mere mærkelige eksempler på klimakorrekt adfærd? Ja, den risiko er til stede, mener Ida Auken, en af Danmarks centrale klimadebattører og miljø- og klimaordfører for De Radikale.
”Der er ingen tvivl om, at klimaet er vor tids største udfordring, og det kræver, at alle gør noget på en anden måde. Men samtidig er det vigtigt, at vi fokuserer på de ting, der gør størst forskel, og at det ikke bliver gjort på en måde, hvor så mange står og ryster på hovedet, mens de tænker, at nu går det helt over gevind. Det er en hårfin balance,” siger Ida Auken.
Hvilken effekt tror du, at den slags tiltag har? Løser man klimaudfordringerne ved at forbyde musikere at flyve til deres arbejde?
”Jeg tror, at man skal passe på med at blive så ultimativ. For eksempel flyver jeg nærmest ikke privat mere, og hvis det er muligt, så synes jeg, at man bør vælge toget. Men jeg har ikke gjort det til et princip, for så gør man hurtigt sit liv helt umuligt. Så måtte jeg aldrig igen sætte mig i et fly med mine børn. Det er dér, hvor man taber rigtig mange mennesker fra sagen. Hvorfor gå hele vejen og skride til forbud, hvis vi kan få mange flere med ved at give dem nogle muligheder?”.
Så du kan godt forstå, at der er folk, som står af klimadagsordenen, fordi de synes, at det går for vidt?
”Jeg ved i hvert fald, at det sker. Derfor tænker jeg helt praktisk, at det ikke gavner sagen at gå den vej. Det er helt afgørende, at vi har befolkningens opbakning til det her. Vi bliver nødt til at gøre det på en måde, hvor vi virkelig får rykket hurtigt på de ting, som der skal rykkes på – alle de store strukturer – men hvor vi lader være med at blive alt for moraliserende og principielle, når vi rammer alt det, der kommer tæt på folks liv.”
Når man taler for en grøn dagsorden, er det nemt at blive fremstillet som klimahykler, hvis man samtidig rejser på ferie med fly eller nyder en rød bøf. Tror du, at der er politikere, der afstår fra at gå helhjertet ind i den grønne dagsorden, fordi de ikke ønsker at blive målt og vejet på den måde?
”I mange år afholdt jeg mig fra at fortælle, hvad jeg selv gør, fordi jeg godt ved, at jeg flyver end del med mit arbejde. Derfor er jeg ikke noget godt forbillede på det område. Men jeg kan godt stadig være en inspiration for andre ved at fortælle, at jeg ikke har nogen bil, at jeg cykler, at jeg spiser mindre kød og prøver at købe færre og bedre ting, som jeg kan have i længere tid – og at mit liv ikke er blevet dårligere af det. Jeg tror helt sikkert, at det er vigtigt at dele den slags, for vores individuelle vilje til forandring er noget af det, der er behov for, hvis vi vil ændre verden.”
Så det handler om at finde en balancegang mellem at have lyst til at handle helt vildt hurtigt – men ikke så hurtigt, at folk springer af vognen?
”Det er lige præcis den balance, man skal finde. Man skal også passe på, at man i sit hastværk ikke får taget forkerte eller for mange beslutninger. Vi må ikke gøre alting besværligt og kedeligt. Det må ikke blive sådan, at man skal sidde i et mørkt rum og spise udkogte kartofler. Det skulle gerne være sådan, at man får bedre liv, bedre mad og bedre transportmuligheder i fremtiden. Det er det, der i sidste ende får klimadagsordenen til at bevæge sig fremad.”
Kan du uddybe, hvad du ser som de vigtigste steder at slå ned først?
”At vi i fællesskab får lavet hele vores energiforsyning om til grøn energi. At vi får lavet om på bilafgifterne, så det bliver billigere at købe elbiler. Og at vi hjælper landbruget med at omstille sig til en ny virkelighed, hvor folk spiser meget mere grønt, og hvor der kommer en række nye produkter frem, der kan slå de gamle af banen.”
Det var de kollektive løsninger. Spiller de individuelle valg så en rolle?
”Det gør de. Det er nemmere at få den politiske vilje udløst, når politikerne kan se, at befolkningen rykker på sig – når vi kan se, at de stemmer med deres fødder og indkøbskurve.
Samtidig tror jeg på, at ungdommen er ved at flytte deres forældres generation. Derfor synes jeg heller ikke, at man skal flippe ud over det her svenske koncerthus. De forsøger i virkeligheden blot at leve op til den alvor, som klimavidenskaben har præsenteret os for.”