Prøv avisen

Præst: Idéen om et modtagecenter langt fra Danmark er uhyggelig

Social demokratiets formand, Mette Frederiksen, præsenterer her partiets udlændingeudspil. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er klart, at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til, at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale. Men er det virkelig sandt, at Danmark og alt dansk er truet på sin eksistens? Tidligere tider har rummet store forandringer, skriver sognepræst

At stå over for et andet menneske forpligter. Uanset hvad, skylder man dét menneske at få lov til at fortælle sin historie, at få lov til at være menneske.

Den forpligtelse gør Socialdemokratiet op med i sin nye politik vedrørende flygtninge og indvandrere. Et af elementerne er, at man ikke længere under nogen omstændigheder har mulighed for at søge asyl på dansk jord.

Argumentet er, at det er mere retfærdigt, hvis det er ”ens for alle”. Alle sager skal omdirigeres og behandles i ”lejre” og ”modtagecentre” langt fra Danmark. Idéen er kuldegysfremkaldende i al sin rationalitet, fordi de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.

Udspillet fra Socialdemokratiet hævder at bunde i nødvendighed. Det er nødvendigt at ”gøre noget”, fordi samfundet ellers forandrer sig for meget og for hurtigt. Instinktivt føler mange måske, at det er rigtigt, men der gemmer sig nogle underlige antagelser i udsagnet.

Hvad er det, der har forandret sig? Her i København er det i hvert fald sådan, at den danske sang ikke længere kun er en ung blond pige. Her findes alle nuancer, og jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling i min søns børnehave. Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som – på nær dem fra MGP – stort set er de samme, som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.

De mange dommedagsagtige fremskrivninger af, hvor mange ”fremmede” der vil være i Danmark om x antal år, synes at bygge på den antagelse, at disse ”fremmede” vil vedblive med at være fremmede. At en person med brun hud eller en person, der ikke er kristen, aldrig kan blive ”rigtig” dansk. At sprog, skolesystem, uddannelse og arbejdsmarked ikke er nok til at forme disse mennesker og gøre dem danske.

Det er klart, at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til, at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale.

Men er det virkelig sandt, at Danmark og alt dansk er truet på sin eksistens? Tidligere tider har rummet store forandringer.

Sidste år fejrede vi Reformationen, en voldsom og gennemgribende omkalfatring af hele samfundet. Stavnsbåndets ophævelse, Grev Bernstorffs jordreformer, Grundloven og afskaffelsen af enevælden var forandringer så store, at vi knap kan forestille os det.

Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske, fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en Reformation eller en Grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.

At mennesker sætter livet til på flugt og udnyttes af kyniske menneskesmuglere, er naturligvis et problem, som vi skal forholde os til.

Men vi må ikke tabe det menneskelige møde af syne. Nogle vil måske hævde, at det, jeg her fremfører, er udtryk for en utopisk idealisme, der har mistet enhver jordforbindelse. Eller at det er udtryk for en trang til at hæve sig moralsk over andre.

Min påstand er, at det forholder sig stik modsat. Det nødvendige er ikke at se bort fra mennesket. Det nødvendige er at se mennesket. Det er ikke moral, det er noget, der kommer før moral. At se mennesket som et ukrænkeligt individ med rettigheder, med ret til et ansigt og til sin egen fortælling, er selve det fundament, vores egen menneskelighed står på.

Nødvendigheden viste sig efter Anden Verdenskrig. Efter en krig, der fratog mennesker deres individualitet i en grad, så holocaust blev mulig, kom den tvingende nødvendighed til syne: at ethvert menneske uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion har unik, umålelig og umistelig værdi.

Det er ikke en luksus, som følger efter færdigbehandlingen af asylansøgningen eller finansloven. Når mennesker gøres til ansigtsløse elementer af etniske, sociale eller religiøse grupper, går det ud over vores egen menneskelighed.

Julie Damlund er sognepræst.