Prøv avisen
Debat

Filosof: Ateister er åndelige analfabeter

"I og med kristendommen fik ideerne et åndeligt, et holdningsmæssigt indhold. En ateist har derimod ingen gud, intet ideal eller højeste værdi, men kun en rent materiel opfattelse af tilværelsen." Foto: Ateistisk Selskab

Gud er ikke en genstand, som Ateistisk Selskabs busreklamer antyder, men et værdianliggende: ”Gud er kærlighed” og ”Gud er ånd”, kærlighedens ånd, som Kierkegaard hævder, hvis Anders Stjernholm skulle få lyst til at vække sin dybt slumrende ånd, skriver Birgit Beruntg

Den gamle græske filosof Platon (300-tallet f.Kr.) opererede med henholdsvis idéernes verden og den synlige, sansbare verden. Det interessante ved ham er, at han anså ideernes, tankernes verden for den virkelige, mens den sansbare verden, vi kan måle, veje eller på anden både gøre op, kun var en skyggeverden.

Senere filosoffer vendte disse synspunkter på hovedet, så vi i dag normalt kalder det, vi kan sanse, for den virkelige verden, men kun ateisten Anders Stjernholm vil helt afskibe ideernes verden (jævnfør flere indlæg i Kristeligt Dagblad i denne måned).

I og med kristendommen fik ideerne et åndeligt, et holdningsmæssigt indhold. En ateist har derimod ingen gud, intet ideal eller højeste værdi, men kun en rent materiel opfattelse af tilværelsen. Der er således tale om henholdsvis en kvalitativ og en kvantitativ opfattelse, som er til hver sin brug.

Med fare for at tale ned til Kristeligt Dagblads læsere – men ellers forstår Stjernholm det ikke – vil jeg udpensle det sådan, at hvis man for eksempel lider af en sygdom, vil man helst behandles af en læge med en naturvidenskabelig holdning til den genstand, man i så tilfælde vil være, og det betyder ikke noget særligt, om lægen generelt er et kærligt menneske.

Gud er derimod ikke en genstand, som Ateistisk Selskabs busreklamer antyder, men et værdianliggende: ”Gud er kærlighed” og ”Gud er ånd”, kærlighedens ånd, som Kierkegaard hævder, hvis Stjernholm skulle få lyst til at vække sin dybt slumrende ånd.

Hvis man derimod for eksempel skal vælge ægtefælle eller venner, har vi en helt anden vinkel på situationen. De skal først og fremmest være kærlige, venlige, troværdige og lignende, og hvad de for eksempel tjener af penge, er irrelevant; men hverken kærlighed, ligeværdighed eller andre åndelige kategorier kan måles eller vejes kvantitativt, men er noget kvalitativt, værdimæssigt. Alligevel kan ingen hævde, at de ikke er virkelige.

Tror man på, at disse ideer bør styre ens liv, er man kristen, idet Kristus var selve inkarnationen eller virkeliggørelsen af idéen om kærlighed, i og med at den praktiseredes i hans liv og derfor er forbilledet for mennesker. Dermed kan det også siges, at kærligheden frelser os fra egoismens kvælertag, der ofte manifesterer sig som at rage penge til sig – eller spare dem på kirkeskatten.

Tror man på penge som det højeste gode, som en gud, har man altså kun et rent materialistisk syn på verden; men i praksis viser det sig, at penge allerhøjst kan give et kortvarigt sus.

De kan ikke gøre nogen eksistentielt tilfreds eller åbenbare nogen sandhed. Som de åndelige analfabeter ateister er, må de nøjes med den halve sandhed om tilværelsen, den kvantitative; men en halv sandhed er som bekendt løgn.

Birgit Bertung, forfatter og filosof Frimestervej 51, 4. tv. København NV