Du har kaldt din afhandling ”Stedets pædagogik” og lægger dermed op til, at der gennem tiden i omtalen af højskoler har været for lidt fokus på selve højskolebygningen og mødet mellem mennesker. Men er indholdet ikke også afgørende?
Jo, men hvis man ser på, hvordan højskolen gennem historien er blevet omtalt, så er det næsten altid som en idé eller snarere en sag. Det går helt tilbage til Grundtvigs skoletanker og blev siden ført videre af de andre store højskolefyrtårne, at de sjældent satte ord på, hvad der foregik på stedte til hverdag.
Mit projekt er ikke et opgør med det, højskolen har stået for, men et forsøg på at beskrive højskolernes pædagogiske praksis, og her bliver man opmærksom på, at der foregår mange ting, som ikke direkte har noget med Sagen med stort S at gøre.
Der er gennem tiden mange højskoledebattører, der har sagt, at lige netop det, du nu har gjort, kan man slet ikke. Altså forsøge at skrive ned, hvad der foregår på en højskole. Og deres pointe har været, at det nemlig ikke kan forklares teoretisk, men skal opleves?
Ja, og det er set ud fra et elevperspektiv rigtigt nok. Man kan ikke lave højskole som brevkursus, eller i dag hedder det vel e-learning. Det kræver en form for tilstedeværelse og mellemværende i praksis. Og dét skal opleves. Men jeg synes, at formuleringen bliver trukket for langt, hvis man dermed siger, at det videnskabeligt er umuligt at sætte ord på, for alt kan i et eller andet omfang i hvert fald forsøges forklaret.
Det kan så undre, at ingen har forsøgt det før. Det er mig stadig en gåde. Jeg tror, forklaringen er, at man i pædagogisk forskning har set højskolernes praksis som noget mærkværdigt noget, som man dårligt kan kalde pædagogik, og på højskolerne har man sat en ære i netop ikke at bedrive videnskab. Så der har været en kløft.
Du ser stedet og iscenesættelsen som noget unikt for højskolepædagogikken. Men hvis man betragter et gammelt, velrenommeret gymnasium nord for København, der har udklækket studenter i 100 år, over for et nyåbnet glaspalads af et gymnasium andetsteds, er der vel også en meget tydelig forskel i iscenesættelsen?
Det er rigtigt. Det bliver bare endnu mere tydeligt, når det sted, hvor eleverne bliver undervist, ikke er et sted, de forlader klokken 15 for at tage hjem, men er et sted, de bor. Og iscenesættelsen kan være højst forskellig.
For eksempel kunne man se på Ry Højskole, der er grundlagt i 1890’erne, ligger smukt ned til Gudenåen og har udviklet sig ved knopskydning til en lige så charmerende uoverskuelig skolebygning som Hogwarts i ”Harry Potter”-bøgerne. Over for dét er der er en helt anden stemning på Aarhus Idrætshøjskole, som er en stor bygning bygget omkring 1970 i hårde mursten og del af et kæmpestort idrætsanlæg med mange forskellige faciliteter. Overalt hænger idrætstøj til tørre som et tydeligt signal om, at her er vi i gang. Begge dele er led i en meget bevidst iscenesættelse, og de to eksempler viser også, hvor forskelligt en højskole kan iscenesættes.
Du skriver, at når Grundtvig overhovedet konkret er med ude på højskolerne, er det kun i anekdotisk form. Så kan man vel spørge, hvor meget der egentlig er tilbage af den sag, det tankegods, som højskolerne blev skabt på.
Når jeg skriver om det anekdotiske, er det, fordi når en person i dag får sit første job som højskolelærer i dag, så er han eller hun ikke som for 100 år siden bekendt med det grundtvigske. Det, man kender på forhånd, er Grundtvigs sange.
Så er det et godt spørgsmål, hvordan man kan bedrive noget, der ligger i forlængelse af den tradition, og mit argument er, at det er stedet, der sørger for det. Stedet er omgivet af en bestemt mening og kommunikerer den både til elever og lærere. Først på stedet forstår man det særlige mellemværende mellem lærer og elev. Det bliver de ikke grundtvigske ideologer af, men der ligger noget i stedet, som gør, at det ikke bare bliver en hvilken som helst skole.
Men det kunne lyde som en slags laveste fællesnævner af højskole- traditionsbevidsthed?
Det er ikke sådan, at en højskole i dag er det samme som for 100 år siden. Selvfølgelig er der en udvikling. Men min påstand er, at traditionen i overraskende grad føres videre på trods af, hvor lidt lærerne har med i bagagen på forhånd. Interessant nok kommer de heller ikke med en pædagogisk baggrund, kun 15 procent er uddannede lærere.
Så de driver pædagogik hver dag uden at vide noget om pædagogik, og de driver højskole uden at kende tradititionen. Det finder jeg interessant. I min afhandling kalder jeg dem uprofessionelle, men det skal ikke forstås i den betydning, at de er dårlige til deres arbejde.
Man kunne også være djævelens advokat og sige, at højskolerne lykkes, fordi deres elever er topmotiverede unge, der har betalt mange penge for at komme der, er topmotiverede inden for et bestemt fag og får en undervisning og et fællesskab, der imødekommer deres ønsker. Det er en sikker succes. Men det er slet ikke for eksempel Grundtvigs tanker om det nationale, de får?
Det er fuldstændig rigtigt, at det ikke er den nationale grundtvigske forståelse, de får. Man kan have en lang diskussion om, hvorvidt man kan skille Grundtvigs pædagogiske og nationale tanker. Det mener jeg afhænger af, om man læser ham pædagogisk eller filosofisk. Der er også ligefrem højskoler, som taler op imod det grundtvigske syn. Men det, som jeg finder interessant, er, at de stadig har en pædagogisk praksis, der ligger i forlængelse af traditionen. Det er heller ikke Grundtvigs skoletanker 1:1, man finder på en højskole, men en fortolkning ind i nutiden. Der har man altid diskuteret, om man er ved at komme for langt væk.
Jeg ser ikke på, om højskolerne lever op til Grundtvig. Jeg prøver at se på, hvad vi kan lære om pædagogik i det hele taget af at se på højskolernes praksis. Og der finder jeg, at i en tid, hvor man i den pædagogiske verden taler meget om begreber som læringsmål og synlig læring, som er løsrevet fra lige netop det konkrete sted og de konkrete mennesker, kan man lære noget af højskolerne.
Men hvad er fællestrækket ved højskolerne, hvis højskoler er en lang række højst forskelligt iscenesatte steder og det mere er stedets pædagogik end en fælles sag, der gennem historien har bundet dem sammen?
Sagen har altid flyttet sig, efter hvad der i øvrigt var oppe i tiden. En af de gamle forstandere på Testrup Højskole sagde, at hans vigtigste mål var at få eleverne til at forstå den slesvigske sag. Den er ikke aktuel i dag. I dag kunne ”bæredygtighed” være et nøgleord for, hvad mange forstandere kunne se som deres sag. Min påstand er, at der er nogle dannelsesforestillinger, som er bærende gennem hele højskolens historie. En poetisk dannelse, som handler om nysgerrighed, en politisk dannelse, som handler om at tage ansvar og handle, en kulturel dannelse, som handler om at forstå den kultur, man er sat i, og en faglig dannelse, som handler om det speocifikke fag, man har valgt. Tidligere har der også været en betydelig religiøs dannelse, men den må vi sige ikke fylder ret meget i dag. Det er nogle ret løse konturer, men alligevel er der nogle træk, som går igennem det hele. For eksempel, at uanset, om der er kapacitet til at fordele eleverne ud på hver sit værelse, skal man bo mindst to sammen på en højskole. Det ligger i højskolernes værdisæt, at her gør vi tingene sammen.