DET POLITISKE SPEKTRUM er i opbrud i hele den vestlige verden. Brexit, Donald Trump og voksende bevægelser på begge politiske fløje er velkendte eksempler.
Men hele det politiske spektrum i Europa er præget af nye protestpartier, gamle partier, der skifter ham, og det politiske billede er i det hele taget præget af stor uforudsigelighed og usikkerhed. I Tyskland, Italien og senest Sverige bliver det sværere at danne regering efter valg, og det tyder på, at vi kan forvente noget lignende efter et snarligt kommende folketingsvalg, da både Radikale Venstre, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stiller sig på hælene forud for valget.
Globalisering og indvandring bliver ofte trukket frem som forklaringer på det forandrede politiske landskab. Men spørger man idéhistoriker, professor og forfatter Frederik Stjernfelt, er Trump, Brexit og den politiske uro blot symptomer på, at fladerne under den politiske grund rykker sig. Vi skal i virkeligheden bag de aktuelle begivenheder for at finde frem til de strukturelle årsager, mener han.
”Vi skal se tingene i århundredsperspektiv for at forstå baggrunden for de aktuelle udsving. Indvandring, økonomiske kriser og globalisering er nogle umiddelbare årsager, som ikke kommer bag på nogen, men de politiske opbrud er en tendens, vi ser i hele den vestlige verden. Hvis vi skal forstå, hvorfor det har haft så stærk en virkning, må vi se lidt længere tilbage,” siger Frederik Stjernfelt, som er professor ved Aalborg Universitet.
FAKTISK EN DEL LÆNGERE TILBAGE, ifølge Stjernfelt. Han mener, at vi har glemt alvoren i den vestlige verden. Det er efterhånden to generationer siden, vi har haft en verdenskrig, bemærker Frederik Stjernfeldt.
”Siden 1945 har vi ikke set en reel trussel mod landenes overlevelse. Vi er nået så langt fra den tid, hvor der var en eksistentiel trussel mod Vesten, at de, der kan huske den, er højt oppe i årene og uden for det besluttende lag. Det er, som om at den liberale verdensorden, som blev grundlagt i ruinerne af Anden Verdenskrig, er ved at gå op i fugerne,” siger han.
”Vi har levet så meget i fredstid, at vi er blevet vant til de goder, som den liberale verdensorden gav os. Vi er blevet så vant til friheds- og menneskerettighederne og retsstatsprincipperne, at vi tænker, at vi sagtens kan pille ved dem, uden at det giver problemer,” siger Frederik Stjernfelt.
EFTER ANDEN VERDENSKRIG – og grundlæggelsen af FN og søsterorganisationer som Unesco og UNHCR, og senere Nato – var der stor optimisme at spore. Nye demokratiske stater så dagens lys, og senere, efter Murens fald i Berlin og opgøret med kommunismen, satte den amerikanske politolog Francis Fukuyama trumf på med bogen fra 1992
”Historiens afslutning og det sidste menneske”. I bogen lød det, at det liberale demokrati og den frie markedsøkonomi ville dominere alle andre ideologier, efter at marxismen som ideologi havde mistet sin legitimitet.
Men efter kommunismens og marxismens nederlag er særligt venstrefløjen blevet forvirret, siger Frederik Stjernfelt og nævner så det, som han ser som en af tidens største udfordringer og en af de primære årsager til det politiske opbrud: identitetspolitikken.
”Venstrefløjen interesserer sig i stigende grad for identitetspolitik. I stedet for at tænke på, hvordan man økonomisk forbedrer arbejderklassens – eller de dårligst stilledes – økonomiske vilkår, interesser man sig nu for de små gruppers krænkelsesfølelse. Det er krænkelse af deres værdighed og ikke deres indkomst, man er interesset i,” siger Frederik Stjernfelt.
Men også på højrefløjen trives identitetspolitikken, mener Stjernfelt.
”Nationalisme er identitetspolitik på højrefløjen. Idéen om, at visse befolkningsgrupper har nogle særlige karakteristika, som stiller dem anderledes, er på en sjov måde med til at forene multikulturalismen og nationalismen. Altså, at kulturens prægning af menneskerne er så dyb, at de er så forskellige, så de må have forskellige rettigheder.
Men begge synspunkter er et brud på den liberale verdensopfattelse, hvor det, der forener os, er stærkere end det, der skiller os ad. I den identitetspolitiske bevægelse er det pludselig vigtigere at være dansker end europæer og vigtigere at være transseksuel end det at være menneske,” siger Frederik Stjernfelt.
SPØRGSMÅLET ER, hvorfor man på begge fløje er parate til at vende de liberale principper ryggen. Det skyldes den liberale verdensordens succes, mener han.
”Den offentlige sfære, hvor man kan have en god diskussion, er blevet en naturtilstand, og fordi den er så robust, som den er, prøver man at skrue på den. Men man forstår ikke, at det er en sofistikeret tilstand, som er under pres,” siger Frederik Stjernfelt, som er kritisk over for identitetsgruppernes krav på særrettigheder.
”Hele LGBT-alfabetet og andre minoriteter skal have så stor frihed som muligt, men jeg vil ikke være med til at give dem særrettigheder. Det er skred i den liberale verdensopfattelse og farligt på længere sigt,” siger han.
Det er ikke kun politiske aktører, som bedriver identitetspolitik. Det gør også troende mennesker – og det i stigende grad, mener Frederik Stjernfelt.
”Vi har været vant til, at de religiøse overbevisninger stod frit, og det betød også, at man ikke kunne forudsige den
politiske orientering ud fra folks religiøse tilhørsforhold. Der ser vi en tilbagekomst af de politiske religioner, og mest tydelig er islamismen, men også i Asien er der eksempelvis en stærk hindu-nationalisme, ligesom Tea Party-bevægelsen har givet en genkomst til den radikale version af kristendommen,” siger Frederik Stjernfelt:
”Disse mennesker vil sige, at de har identitet som buddhister eller muslimer, som trumfer det at være dansker,” siger han og henviser blandt andet til nyere undersøgelser om unge muslimer i Danmark og andre europæiske lande. De er mere troende end deres forældre og tillægger religiøse værdier en større betydning end demokratiske rettigheder. Derfor er Frederik Stjernfelt pessimist for den nære fremtid. Han er 61 år og tror ikke, at de identitetspolitiske bevægelser vil forsvinde i hans levetid.
”Identitetspolitik er stærkt blandt de unge, og de vil blive ved med at have deres holdninger i varianter af dem. Bevægelser af den størrelse varer mindst en generation eller måske flere, og jeg kan forudse, at vi vil have problemer med den bølge i hvert fald to generationer frem,” siger Frederik Stjernfelt. Det vil have store konsekvenser på det politiske landskab og kun forstærke den polarisering, vi er vidne til i øjeblikket, mener han.
”Vi oplever, at der bliver pillet ved de ting, der ellers har været så elementære i den liberale verdensorden på tværs af partiskel: Ytringsfriheden og retsstatsprincipperne er blot et par af eksemplerne. Jeg er tilhænger af oplysningstidens principper, så jeg håber, at oplysningen vinder på den lange bane, men jeg kan heller ikke se, hvor den garanti skulle komme fra. Derfor kan jeg lige så godt se, at vi kan tabe det hele på gulvet,” siger Frederik Stjernfelt.