Identitetsløshed. Narcissisme skyldes åndelig rodløshed

Efter at DR endelig er begyndt at forholde sig til flere af de virkelige problemer med udsendelserne om den hjemlige og den globale fattigdom, så er det dejligt at se, at Kristeligt Dagblad følger det op med at sætte fokus på en af de væsentlige årsager dertil: den udbredte selvoptagethed!

Den udbredte selvoptagethed tog for alvor fart omkring 1990, hvor skolen gik fra at være fællesskabsorienteret med gruppearbejde til at blive konkurrenceorienteret, og hvor vores samfund blev udsat for en voksende global konkurrence.

Opløsningen af fællesskaberne efterlader mange uden netværk til at støtte dem socialt og mentalt og gør endnu flere identitetsløse.

Tidligere havde mange deres identitet i at tilhøre en familie, et lokalfællesskab, et arbejdsfællesskab eller i at være danskere. Nu står mange over for den udfordring at skulle skabe deres egen identitet, og ikke helt sjældent sker det gennem en ydre selv-iscenesættelse, der som sminke skjuler den indre identitetsløshed.

Tog den udbredte selvop-tagethed fart med opløsningen af fællesskaberne og den deraf følgende identitetsløshed? Eller er det i virkeligheden omvendt? Er opløsningen af fællesskaberne en følge af den enkeltes identitetsløshed? Det er jeg temmelig overbevist om. Et fællesskab bæres altid af mennesker, der har deres identitet i noget andet end fællesskabet. Et fællesskab kan ikke bestå alene i kraft af, at man ligner hinanden. Man må have noget større at være fælles om noget, som giver en fælles identitet.

Gennem mange generationer har troen på Gud været livsgrundlaget for langt flere end i dag.

Når et menneske tror på Gud og har tillid til ham, så vokser der ud af denne tillid til Gud en naturlig selvtillid, der bevirker, at man ikke hele tiden behøver blive bekræftet af andre, men tværtimod får overskud til at være noget for andre. Man får sin identitet i at være elsket af Gud, være Guds barn, og ser sit livs mening i at have fået betroet et medansvar for denne jord, i at skulle tjene Gud ved at gøre hans vilje, så godt som vi nu kan erkende den og får styrke til at gøre den. Et sådant trosgrundlag giver rødder og orientering i livet, det giver mening og orienterer en væk fra sig selv og ud mod andre, mod at være en del af fællesskabet og tage medansvar. Men hvis mennesker ikke hviler i en tillid til Gud og mangler et værdigrundlag, og tit følges det ad, så oplever de sig ofte identitetsløse og kan ikke se nogen mening med deres liv, så opløses fællesskaber, nogle synker til bunds, medens andre svømmer ovenpå og bliver selvoptagne og selviscenesættende, og grådigheden efter opmærksomhed og penge tager over.

Per Mollerup,forhenværende sognepræst,Rugvej 13, Korsør