Prøv avisen
Debat

Idrætsforskere: Findes fællesskabet i Fitness World?

”Man bør forholde sig kritisk til de kommercielle aktørers evne til motivation af livslang motion,” skriver to idrætsforskere i debatindlæg. – Foto: Finn Frandsen/ritzau

Fællesskabet i fitnesscenteret er midlertidigt, flygtigt og uden langsigtede sociale bindinger, hvorimod fællesskabet i idrætsforeningen er gensidigt forpligtende og rækker ud i fremtiden, hvilket skaber tryghed og solidaritet, skriver to idrætsforskere

En ny videoreklame, der skal få flere til at gå til holdtræning i Fitness World, fik os til at spidse ører. I reklamen fremhæves vigtigheden af og interessen i fælleskabet. Med fitnesskæden som afsender udtaler to eksperter og flere aktive blandt andet ”at det er fællesskabet, der driver os”. At ”mennesker udvikler sig og former sig selv ved at spejle sig i andre og være dele af fællesskabet”, og ”det er dejligt at komme et sted hen, hvor man bliver mødt af hyggelige mennesker”. ”Man er en del af familien”.

Vi blev opmærksomme, eftersom netop fællesskabet jo er den værdi, foreningsidrætten, med DIF og DGI i spidsen, har som sin fornemmeste metier. Eksempelvis skriver DGI om sig selv, at ”vi tror på, at du bliver stærkere og mere motiveret af at dyrke idræt i et fællesskab”.

Nu mener Fitness World så det samme. De har taget ordet fællesskab til sig, hvormed vi altså har to tilbud, hvor motion, og nu tilsyneladende også fællesskab, er bærende elementer. Alt afhængig af hvordan fællesskab forstås, kan vi i yderste konsekvens ende med ikke mere fællesskab, men tværtimod en markant svækkelse af fællesskabet, eftersom måden, hvorpå tilbuddene leveres, er fundamentalt forskellige. Ligesom rationalet om og betydningen af fællesskabet er forskelligt, hvilket er en central pointe.

Fitnesscentret er en profitvirksomhed med en hierarkisk opbygning. Der er en ejer og en række ansatte, og de har kunder i butikken, der i øvrigt sjovt nok betegnes ”medlemmer”. Kunderne har ikke lovmæssig indflydelse på, hvordan butikken drives, og fællesskabet, i hvert fald den form for fællesskab, hvor vi dyrker motion samtidig, benævnes kun, så længe det er rentabelt. Idrætsforeningen derimod er en nonprofit stats- og kommunestøttet demokratisk organisation, hvor medlemmer ved lov er sikret indflydelse. Er man utilfreds med tingenes tilstand, kan man gå til bestyrelsen og bringe det til afstemning.

Platformen er altså fundamentalt anderledes. Der er ikke nogen person, der ejer gesjæften, og et eventuelt overskud skal anvendes på foreningen. Foreningen er medlemmernes, der i fællesskab arbejder for organisationens bedste. Fællesskabet er i foreningen det bærende organisatoriske element, hvilket efter vores mening er nødvendigt at fremhæve som gavnligt i et større socialt og samfundsmæssigt perspektiv. Det gælder også det frivillige arbejde, der blot i den foreningbårne fodbold opgøres til 9000 fuldtidsstillinger.

Med reference til sociologen Bauman vil vi betegne det fællesskab, der eksisterer i fitnesscenteret, som æstetisk, hvorimod det fællesskab, der eksisterer i foreningen, går i retning af værende etisk. Det æstetiske fællesskab er midlertidigt, flygtigt og uden langsigtede sociale bindinger, hvorimod det etiske fællesskab er gensidigt forpligtende og rækker ud i fremtiden, hvilket skaber tryghed og solidaritet.

Med udgangspunkt i argumenterne om motion og fællesskab som bærende elementer er det interessant, at to så forskellige organisationer hastigt nærmer sig hinanden. Og det er ikke kun fit- nesscentrene, der nærmer sig idrætsforeningerne – det går bestemt også den anden vej. De klassiske foreningsidrætter arbejder stærkt på at inkorporere en større grad af fleksibilitet, som ellers har været et af fitnesscentrenes fremmeste varemærker. Og når tilbuddene bliver ens, er der på sigt måske kun plads til den ene.

Det vil efter vores mening være at gå for vidt, men ikke desto mindre argumenterer direktør fra Idrættens Analyseinstitut Henrik Brandt for lige netop dette i en kommentar tilbage fra 2011. Her skriver han, at ”de senere års boom i markedet for breddeidræt til den voksne befolkning fører til, at kun de bedste produkter får succes. De kommercielle aktørers aktuelle succes udfordrer derfor i høj grad foreningslivet og idrætsorganisationerne på (…) kvaliteten”. – ”Og det handler faktisk om liv og død” (for foreningerne, red.).

I den seneste undersøgelse af danskernes idrætsvaner ser man, at 25 procent af de voksne danskere er aktive i kommercielt regi, hvilket har været stigende over en årrække. Til sammenligning er 39 procent aktive i foreninger. Trods en relativ stor fremgang for den kommercielle idrætssektor, står foreningsidrætten altså fortsat solidt placeret.

Men lad os alligevel lege med den konsekvens at foreningsidrætten ikke har det bedste produkt og derfor dør, hvormed den statslige og kommunale støtte til idrætsforeningerne også sløjfes. Som følge deraf vil det selvsagt blive noget sværere for mindre grupper af mennesker at skabe fællesskaber om de interesser, som netop de har, værende kroket, bridge eller stavgang. Og med markedet som drivkraft gælder det i særlig grad, hvis det ikke er populært og dermed ikke rentabelt.

Samtidig vil man miste den demokratiske opdragelse, idrætsforeningens organisering tillader, en masse frivilligt arbejde og ikke mindst muligheden for at etablere det forpligtende etiske fællesskab, der er idrætsforeningens styrke.

Derudover bør man forholde sig kritisk til de kommercielle aktørers evne til motivation af livslang motion, hvor Center for Holdspil og Sundhed og Institut for Idræt og Ernæring i flere studier har iagttaget, at det etiske fællesskab, som idrætsforeningerne er i stand til at eta-blere, virker fastholdende. Det gælder også selvom der inkorporeres en grad af fleksibilitet, som vi ser det i Fodbold Fitness, Håndboldfitness og MotionsFloorball, hvor der ikke findes turneringskampe, som man ellers kender det fra disse sportsgrene.

Så lad os slå fast, at de kommercielle aktører ikke kan udfordre idrætsforeningerne på kvaliteten af fællesskaberne – de kan snarere udfordre samfundets solidaritet, såfremt etiske fællesskaber erstattes af æstetiske. Det er fællesskabet, der driver os, men det er ikke ligegyldigt, hvilken form det indtager.

Laila Ottesen er lektor og Søren Bennike er postdoc, begge ”Idræt, individ og samfund” ved institut for idræt og ernæring, Københavns Universitet.