Prøv avisen
Debat

Det er ikke børns ansvar at tilgive deres forældre efter en skilsmisse

Skilsmisse er ikke bare et lille bump på vejen, og derfor er det vigtigt, at forældre samarbejder af kærlighed til deres børn. Foto: Foto: Søren Svendsen

Børn har brug for forældre, der kan tage ansvaret for det, som kuldsejlede, på sig og finde vej frem i en ny virkelighed og en ny relation, mener debattør

”SKILSMISSE. Ik' for børn” var overskriften, da teatergruppen Contact spillede for fulde huse på Betty Nansen Teatret i vinter. 21 børn berettede fra scenen deres personlige historie, og det var umuligt ikke at blive berørt, når de deltagende sammen i kor gjaldede budskabet:

”Skal jeg stå på en scene, for at du hører, hvad jeg siger,” eller den enkelte stille udtrykte sit savn og sin længsel efter det, som var barndommens lyd: ”Jeg savner at høre fars bil i garagen.”

Skilsmisse er ”ik' for børn”, men skilsmisse er en realitet for mange, og hvad gør vi så, for at livet kan gå videre. Handler det om at påtage sig eller placere skyld?

I Kristeligt Dagblad den 18. juli er der en mor, som vedkender sig skyld. Under overskriften ”En mors bekendelser. Når kun det næstbedste ikke helt er godt nok”, skriver moderen til sine drenge i læserbrevsform. Blandt andet:

”Jeg er fyldt op af skyld, for jeg er en mor, der kun giver mine børn det næstbedste. Jeg er skyldig i ikke at slå til, i ikke at give dem det allerbedste - nemlig deres far og mor sammen i en lykkelig familie.”

Hun afslutter med at sige undskyld: ”Undskyld, at I ikke kan gå hånd i hånd imellem mor og far, at I ikke har os begge to på samme tid og hver eneste dag, at I altid skal konkurrere om min tid og min opmærksomhed. Undskyld, at jeg knuste jeres drømme, jeres familie og jeres uskyld!”.

Er det børnenes ansvar at tilgive deres mor?

Det er ikke forbeholdt forældre, som går fra hinanden, at have oplevelsen af ikke at slå til. En følgesvend til forældreopgaven er ansvaret for det, som ikke lykkedes, men børn skal ikke også bære forældrenes skyld, for så bliver børnene til de voksne, de ansvarshavende, dem, der skal sige: ”Det skal nok gå, mor.”

I romanen ”Celestine” af Olga Ravn, hvis fortællerstemme med egne ord, som barn ”var skilsmissens sted”, siger fortællerstemmen:

”Stop med at bløde fra dit sår, kære mor. Jeg kan ikke tørre det hele op.”

BØRN, SOM SAVNER og længes, fordi familien er brudt op, har brug for forældre, som magter at tage børnenes sorg og længsel alvorligt, men de har ikke brug for forældre, som i egen skyldbevidsthed gør sig selv og det, som de ser som eget svigt, til omdrejningspunktet.

Børn har brug for forældre, der som gps'en kan beregne en ny rute, når den planlagte rute viste sig ufarbar. Som kan tage ansvaret for det, som kuldsejlede, på sig og finde vej frem i en ny virkelighed og en ny relation.

Forældre skal ikke samarbejde efter en skilsmisse for den andens skyld, eller fordi det er god stil eller en måde at vise overskud på. Forældre skal samarbejde af kærlighed til deres børn, fordi al erfaring og alle undersøgelser viser, at det er den faktor, som har allerstørst betydning for, at børn kan komme og komme godt videre i et nyt liv og en ny virkelighed.

Et nyt liv, som ikke er det næstbedste, men som er det liv, der er deres, med de sårbarheder, udfordringer og vanskeligheder, som hører livet til, og med forældre, som tager ansvaret og udfordringerne på sig.

Skilsmisse er ikke bare et bump på vejen. Det er en livsovergang og en livskrise, som bør tages alvorligt og ydes opmærksomhed.

En mor kan have brug for hjælp til at håndtere sin sorg, sit savn og sin skyld, men det er ikke for børn at få ansvar for at skulle tilgive de voksne.

Ruth Juul, master i konfliktmægling og leder af Center for Kontakt og Dialog,Drosselvej 6, Taastrup