Antallet af kvinder, der bliver myrdet af deres tidligere mænd eller kærester, er i en lang række europæiske lande alarmerende højt. Alene i Danmark har der siden 2005 fundet mindst 93 mord sted i perioden på yngre, raske mennesker. Det er mindst 93 for mange.
Læs vores specialhistorie: "Den hvide mands æresdrab"
Hvis disse kvinder var blevet dræbt som følge af en mystisk epidemi, ville det have givet grund til stor bekymring i samfundet. Hvis der var tale om terror- eller krigshandlinger ligeså. Men når der er tale om denne form for mord, taler medierne og myndighederne snarere blot om familietragedier, hvilket klinger af at være lidt forståelig tumult, som desværre endte galt. Eller de taler om jalouisidrab, hvilket klinger af at være udført af en ulykkelig mand i sine følelsers vold. I begge tilfælde får læseren derved mulighed for at tage mandens parti som den forsmåede part. Men reelt set er der hver eneste gang tale om et gement mord på et uskyldigt menneske.
Senest skete det i april på Langeland, hvor en seksårig pige blev vidne til sin fars mord på hendes gravide mor og dennes nye kæreste. Men når disse mord og mordforsøg rubriceres som ”familietragedier” eller som resultatet af ”uoverensstemmelser”, kommer ugerningen til at ligne en form for hændeligt uheld: Det ene ord tager det andet, og pludselig er den ene person i konstellationen desværre død.
For hvordan kan der være tale om en familietragedie, når der ikke længere eksisterer nogen parrelation? Kvinden har afsluttet forholdet, og der er dermed ingen relation længere ud over den, som forældreansvarsloven af 2007 påbyder i tilfælde af, at der er kommet børn ud af relationen.
Den danske ordbog definerer ordet tragedie som en ”(uventet) ulykkelig situation eller hændelse, som fremkalder dyb sorg, smerte eller bedrøvelse”. Men ordet siger intet om, hvad der først og fremmest er tale om, nemlig overlagt mord udført med fortsæt og med koldt blod. Ordet siger heller intet om, at ugerningen må have været helt uforudset for offeret, som ellers næppe ville have turdet indvilge i at mødes med manden den sidste fatale gang.
Og så siger ordet heller intet om, hvor skylden for mordet skal placeres. Tværtimod ser vi i sådanne sager en tendens til at både journalister og politi samt den øvrige offentlighed tænker: Det er tragisk, men det er ikke noget, vi skal eller kan blande os i. Eller de tænker: Hun har jo nok selv været ude om det, for hun valgte selv at løbe risikoen i første omgang, da hun blev forelsket i en mand, som senere viste sig at være psykopat.
Kort sagt: Vi har en tendens til at blande os udenom, fordi relationen mellem morderen og hans ekskæreste opfattes som omfattet af privatlivets fred og ”derfor ikke er noget, vi skal blande os i”. Men følgerne af denne laden stå til er, som vi har set det alt for mange gange, katastrofale.
Forældreansvarsloven lægger vægt på, at begge forældre efter forholdets ophør har ret til samvær med deres fælles barn eller børn. Så hvis en tidligere ægtefælle eller kæreste forhindrer eller besværliggør det lovbefalede samvær med den anden forælder, straffes vedkommende ifølge loven. Det kaldes samværs-chikane.
Men det kan ofte se ud til, at børnenes samvær med begge forældre vægtes så højt, at vold og trusler mellem de to parter vejer mindre tungt. Det var netop tilfældet for den myrdede kvinde på Langeland: Hvis ikke hun havde indvilget i at mødes med faderen og overlade ham den seksårige datter, havde hun gjort sig skyldig i straf, bar samværschikane. Og nu, hvor hun gjorde det, blev hun myrdet foran sit barn af faderen, der havde forberedt sig på at udnytte mødet til at begå mordet på hende såvel som på hendes nye kæreste – ellers havde han vel næppe taget et oversavet jagtgevær med i bilen?
Sagen giver anledning til at se langt mere alvorligt på, hvorfor mange kvinder føler sig nødsaget til at bedrive samværschikane ved at hindre faderen til deres børn i at se dem. Mange gør det, fordi de frygter, at faderen ikke er i stand til at magte opgaven. Og mange gør det, fordi de personligt frygter de fysiske møder med faderen i forbindelse med overleveringen af børnene.
For overleveringerne forudsætter, at faderen har moderens adresse og telefonnummer, kendskab til hendes arbejdstider samt personlige oplysninger – alt sammen informationer, der kan benyttes til at udøve betydelig social kontrol og i ekstreme tilfælde som på Langeland at begå mord på moderen og i andre tidligere kendte sager endda at begå mord på børnene.
Men mord er jo den ultimative form for samværschikane! At det undertiden kan føre til, at faderen efterfølgende får den fulde forældremyndighed over børnene, er intet mindre end en grotesk følge af det hensyn til samvær, som forældreansvarsloven taler om.
Mordene på Langeland og lignende sager bør give anledning til, at myndighederne kan dispensere fra loven, når der er grund til det. Sagsakter om vold og trusler bør i højere grad inddrages i risikovurderingen. Hvis en mand for eksempel via sms nævner muligheden for at kidnappe børnene eller myrde ekspartneren, bør disse ting indgå i et trusselsbillede, som skal tages alvorligt af myndighederne.
Der findes givetvis mænd, som myrder ud fra en pludselig indskydelse, ingen kunne forudse. Men ganske ofte er der i ”samværsmord” tale om eskalerende trusler, hvor de reelle handlinger, der er gået forud (stalking, udspionering, skadelige handlinger), kan forekomme at være harmløse og dermed ikke-strafbare. Ofte er de dog langtfra harmløse.
Derfor er det helt afgørende, at myndighederne i kritiske sager får tilstrækkelig med information fra kvinden selv såvel som fra pårørende, naboer og familiemedlemmer om, hvad der er på spil i de tilfælde, hvor samværsproblemerne ikke kan løses i mindelighed mellem de pågældende forældre selv. Kun derved kan en egentlig forebyggelse finde sted, sådan at vi fremover i bedste fald ikke længere vil opleve en så forfærdelig begivenhed som den på Langeland.
Marie Louise Kjølbye er journalist, og Henrik Marstal er forfatter