Prøv avisen
Debat

Ikke flygtningebørn, ikke udsatte børn. Bare børn

"Judy er født i Aleppo, som indtil for få år siden var en aktiv storby. Middellevealderen i Syrien er faldet med fem-seks år, og Judy kommer kun i skole, når der ikke falder bomber over hendes kvarter." Arkivfoto. Foto: Emrah Gurel/AP/Polfoto

Vær med til at holde verdens løfte til børn. Du kan vise, at du mener det, ved at række ud: ved at hæve stemmen, når du oplever, at børn ikke får den rette hjælp, så det tavse flertal bliver mindre, skriver Unicef-direktør

I skal møde fire børn fra fire forskellige steder i verden. 10-årige Marie fra en dansk provinsby, niårige syriske Judy fra det østlige Aleppo, Marta, der blev født kort efter 2010-jordskælvet i Haiti, og toårige Thabo fra Zimbabwe.

Marie går i 4. klasse. Lever hun som en gennemsnitsdansker, bliver hun 82 år. Judy er født i Aleppo, som indtil for få år siden var en aktiv storby. Middellevealderen i Syrien er faldet med fem-seks år, og Judy kommer kun i skole, når der ikke falder bomber over hendes kvarter. I Haiti lever børn som Marta lige nu med konsekvenserne af atter en naturkatastrofe efter forrige uges orkan. Og i Zimbabwe skal Thabo være heldig, hvis han når at fylde fem år, for næsten hvert tiende barn klarer det ikke.

Meget adskiller de fire børn. Og meget samler dem. Først og fremmest er de alle børn. Ikke flygtningebørn, ikke udsatte børn, men bare børn. I realiteten har vi som samfund og mennesker lovet dem den samme opvækst: ”Alle børn har ret til at overleve, til at vokse op under sunde og trygge forhold og til at udvikle sig,” fastslår FN’s Børnekonvention. Men det er et løfte, som er svært at holde – og som ikke bliver lettere for de allersvageste. Måske klarer vi det for Marie, men hvorfor ikke også for Judy, Marta og Thabo?

Netop det imperative ønske om at hjælpe børn – og ikke lade stå til – er baggrunden for, at Unicef i disse dage i en ny kampagne taler for, at hver eneste af os skal række ud. Alene og i fællesskab.

For lige nu så svigter vi børnene. Når magthavere rundtomkring i verden begynder at tale om, at ”konventionerne er forældede” eller holder fast i en retorik – og økonomisk prioritering – baseret på ”vi har nok i os selv”, så er det tegn på et stort skift i en udvikling, hvor verden ellers var ved at blive et bedre sted: På lidt mere end 20 år er børnedødeligheden for børn under fem år næsten halveret på verdensplan. 91 procent af verdens børn og deres familier har nu adgang til rent drikkevand, og også skolegang er blevet en del af hverdagen for de fleste børn.

Kan vi være sikre på, at den positive fremgang fortsætter? Jeg er i tvivl. Det kræver i hvert fald, at flere mennesker, ledere og meningsdannere rækker ud og holder fast i, at vi kan og bør hjælpe børn – alle verdens børn. På trods af økonomisk vækst er uligheden stigende. Børn bliver efterladt, glemt, overset.

Antallet af børn på flugt har ikke været højere siden Anden Verdenskrig. Næsten 50 millioner børn er lige nu på flugt eller emigreret – en stigning på 75 procent på bare fem år. I flere lande rundt i verden er situationen desperat – efter orkanen i Haiti, i Syrien, nu også i Irak.

Man får lyst til at lukke øjnene. Hvis ikke verdenslederne kan stoppe krigen i Syrien eller sørge for bedre omfordeling af goderne, hvad kan hver enkelt af os så gøre? Jeg kunne godt komme med et nemt svar, som er at donere penge til en af de organisationer, der arbejder både efter katastrofen og forebyggende langsigtet. Men jeg vil bede om noget andet:

Vær med til at holde verdens løfte til børn. Du kan vise, at du mener det, ved at række ud: ved at hæve stemmen, når du oplever, at børn ikke får den rette hjælp. Ved at tage emnet op med dine kolleger, med venner, med politikere. Du kan dele din bekymring i offentligheden og på sociale medier, så det tavse flertal bliver mindre.

Lad dig ikke stoppe af de store tal, af oplevelsen af, at opgaven er umulig. Som FN’s anden generalsekretær Dag Hammarskjöld engang sagde: Vi er her ikke for at skabe et paradis på jord, men for at undgå helvede.

Det er nemt for Marie. Men ikke for Judy, Marta og Thabo.

Line Grove Hermansen er kommunikationsdirektør i Unicef Danmark.