Tirsdag den 7. februar forsvarede lektor Bjørn Thomassen i Kristeligt Dagblad sit synspunkt om, at der er en direkte sammenhæng mellem Reformationen og hekseforfølgelserne. Hans pointe bliver bare ikke mere rigtig af at blive gentaget.
Det er sådan set ikke forkert, når han skriver, at heksebrændingerne stod på mellem 1540 og 1693. Men man kunne med omtrent lige så stor ret have angivet årstallene som 1200 (den tidligste lovgivning) og 1800 (den sidste lynchning, som vi har kendskab til).
Det mest korrekte ville nu nok være at sige, at de danske hekseforfølgelser kulminerede i 1616-1626. Og det havde som sådan intet med Reformationen at gøre.
Næsten halvdelen af de danske heksebrændinger fandt sted i tiåret fra 1616-1626, og omkring 75 procent af alle trolddomsprocesser blev ført i Christian IV’s regeringstid. Han tog selv direkte eller indirekte initiativ til en lang række af sagerne, ligesom han personligt greb ind i adskillige. I hvert fald i et enkelt tilfælde fik han endda ligefrem en frifindelse omstødt.
Bjørn Thomassen henviste også selv i sin klumme i Kristeligt Dagblad den 28. januar til Christian IV’s forordning om trolddom fra 1617. Det var skrappe bestemmelser, der blev indført, men de var såmænd ikke meget forskellige fra, hvad der var gældende ret i landene omkring os.
Det interessante i den her forbindelse er bare, at forordningen er det eneste eksempel – siden Jyske Lov – på, at lovgivningen omkring trolddomsforbrydelsen er blevet skærpet. Alle tidligere og senere lovændringer har til formål at dæmme op for forfølgelserne ved at skærpe kravene til bevisførelsen og ved at gøre det vanskeligere overhovedet at føre en sag.
Det holder simpelthen ikke, når Bjørn Thomassen påstår, at de ”hekseanklagede blev meget hårdere behandlet i Danmark end under den katolske inkvisition”.
Her i landet skulle der foreligge en personlig anklage, før en sag kunne rejses. Tidligere dømte kunne ikke vidne, og man kunne ikke vidne i sin egen sag. I praksis betød det, at frempinte tilståelser ikke kunne bruges til noget. En heks skulle endvidere dømmes ved to retsinstanser (fra 1686 ved tre), førend dommen kunne eksekveres. Omkring en tredjedel af alle tiltalte blev frifundet.
Alt sammen er det ganske enestående.
Hvis nogen skal holdes ansvarlig for hekseforfølgelserne i Danmark, så er det ikke Reformationen, men Christian IV, der selv fra barnsben af var nærmest panisk angst for at blive forhekset. Og godt nok kan man sige meget om ham, men reformator i kirkelig forstand var han altså ikke.
Torben Brink, foredragsholder og sognepræst.