SÅ SKETE DET IGEN. En statslig indgriben uden forudgående diskussion og styret af et lille indspist bureaukratisk kleresi på Slotsholmen.
Bjarne Corydon (S) og Christine Antorinis (S) tætte alliance med Moderniseringsstyrelsen har som bekendt reduceret både folkeskole- og gymnasielærere til lønslaver frem for stolte bærere af en kaldstanke. Og nu følger en obskur arbejdsgruppe for Nye Fælles Mål i dansk med en Lise Vogt som formand op på undervisningsminister Antorinis soldronningestrategi ved at lave om på den obligatoriske fælleskanon for folkeskolen. Uden en grundig og demokratisk diskussion om, hvilke mål og værdier danskfaget skal rumme.
Og hvem er det så, der skal ud, og hvem skal ind i den læreplan, som fastlægger, hvilke forfatterskaber danske skoleelever skal stifte bekendtskab med i dansktimerne?
Rigtigt gættet: Martin A. Hansen skal ud. Men det var nu heller ikke svært. Hvorfor ikke, vender jeg tilbage til. Men altså Martin A. Hansen, forfatter til en af dansk litteraturs mest læste romaner, ”Løgneren” (oprindeligt oplæst i radioen og siden trykt som føljeton i Berlingske Aftenavis 1950) - ud.
Den anden, der glider ud af det fine selskab, er Klaus Rifbjerg. Ind skal i stedet Tove Ditlevsen, fordi hun ifølge arbejdsgruppen er en væsentlig kvindelig forfatter, og Henrik Ibsen som en betydningsfuld nordisk forfatter.
Lise Vogt, hovedkraften bag ændringerne qua sin formandsstatus, henviser til, at kanonlisten var i offentlig høring i sommeren 2014, og at det ”gerne må være en dynamisk liste, som man indimellem tager stilling til og fornyr”. Javel så. Og hvordan har den høring lige fundet sted i praksis, eftersom formanden for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, Jens Raahauge, er citeret for, at ændringerne mangler saglige begrundelser og er ”lusket igennem”?
Som VUC-dansklærer vil jeg gerne vide, hvor jeg kunne have fået lov til at bidrage med argumenter til en væsentlig debat.
TILBAGE TIL kanonændringen, for nu vil jeg a la de politisk kommentatorer opkaste mig til orakel og fremkomme med min vurdering af de motiver, der har ligget til grund.
Det øverste og helt centrale punkt på den dagsorden, som Christine Antorini direkte eller indirekte har givet arbejdsgruppen i opdrag - og selvfølgelig har hun som sædvanligt sørget for at håndplukke meningsfæller til udvalget for ikke at blive sagt (for meget) imod - har været at få fjernet Martin A. Hansen fra listen.
Hvorfor? Lad Anders Thyrring Andersen, mangeårig forsker i Hansens forfatterskab, få ordet i lettere redigeret form:
”Martin A. Hansens forfatterskab står helt centralt. Man kan kun se det som udtryk for et ideologisk motiveret opgør af kulturradikale kræfter i litteraturmiljøet, som i årevis har ønsket Martin A. Hansen ud af dansk-undervisningen. Fordi Hansen repræsenterer et svar på en stigende interesse for den kunst og litteratur, som har rødder i kristendommen og dansk historie.
Der er i øvrigt en lang række vægtige litteraturhistoriske argumenter for at inkludere Martin A. Hansen i undervisningskanonen: Han er den vigtigste repræsentant for kristen modernisme, en tidlig eksponent for autofiktion og som en af få forfattere direkte involveret i modstandskampen.”
Så vidt Thyrring.
Lad mig tilføje: I 1970'erne hvor jeg læste dansk på Københavns Universitet og blev hjernevasket af marxistiske lærere med de korrekte socialistiske og kapitallogiske holdninger, var det emnekursus i Martin A. Hansens forfatterskab, jeg sneg mig til at melde mig til, en oase. Fordi Hansen, rundet af bonde-slægt, aldrig glemte, hvorfra han kom, herunder sine kristne og historiske rødder.
Og det er derfor, han skal ud.
De kulturradikale/venstrefløjen, som sidder tungt på posterne i den pædagogiske verden og i Undervisningsministeriet - konstant promoveret af Systemet Politiken & DR - vil gøre hvad som helst for at få kristendommen ud af uddannelsessystemet. Og i det hele taget den kronologiske historieundervisning, der lærer børn og unge om de tidligere generationer, og hvad der er de økonomiske, kulturelle, sociale og menneskelige forudsætninger for den vestlige civilisation og det danske demokrati. Alt sker selvfølgelig i mangfoldighedens navn.
FOR AT FÅ Martin A. Hansen skrevet ud, har arbejdsgruppen ofret Klaus Rifbjerg. Han er figenbladet og samtidig hold kæft-bolsjet til kulturkonservative som mig. Og så er der ydermere den lille ekstragevinst til konfliktsky og berøringsangste folkeskolelærere, at de nu ikke mere skal slås med deres muslimske elever om, hvorvidt klassen skal læse ”Den kroniske uskyld” og ”Frække Jensen”. Jeg foragter Klaus Rifbjerg som samfundsdebattør, når han udtaler sig om emner, han ikke har sat sig ind i, herunder indvandringsstatistik og islam. Men som skønlitterær forfatter rager han op og skal selvfølgelig have plads i kanonen.
At udvalget har ønsket at bringe Tove Ditlevsen ind som en ” væsentlig kvindelig forfatter” er bare en så langt ude begrundelse, fordi det handler om at befordre en abstrakt og meningsløs kønsligestilling. Frem for litterær kvalitet. Henrik Ibsen er bestemt en ”betydningsfuld nordisk forfatter”, men også han står på den kulturradikale, samfundsopløsende Georg Brandes-fløj og burde i mangfoldighedens navn have det nødvendige og gedigne modspil fra netop en Martin A. Hansen.
Dannelsestabet i det danske uddannelsessystem er dokumenteret massivt. Med det seneste kanoninitiativ føjes yderligere spot til skade. Det spørgsmål, jeg igen og igen stiller mig selv, er: Foregår den støtte erodering af det danske samfund - via underminering af institutioner som familie, skole, universitet og folkekirke - bevidst fra de kulturradikales og venstrefløjens side? Eller er samtlige aktører i det røde, pædagogiske kleresi så totalt uvidende om, hvad der skaber og ødelægger civilisationer, at de bare konstant og systematisk skyder de samfundsbevarende kræfter i fødderne?