Ikke tvang og forbud, men dialog er vejen til inklusion af udsatte familier

Jeg savner en konkret, målrettet, fælles, handlingsorienteret indsats for at inkludere udsatte grupper i samfundet, skriver psykoterapeut Ahmet Demir

Når familier slås med store udfordringer, er de langt væk fra partiernes bud på inklusion. Jeg vil derfor opfordre alle politiske partier til at tage hånd om de nævnte udfordringer, før vi taler om inklusion.
Når familier slås med store udfordringer, er de langt væk fra partiernes bud på inklusion. Jeg vil derfor opfordre alle politiske partier til at tage hånd om de nævnte udfordringer, før vi taler om inklusion.

PÅ DET SENESTE har vi været vidner til en konkurrence mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om integration af etniske minoriteter. Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen har foreslået at tvinge børnene til blandt andet at gå i kirke. Socialdemokratiet vil have indført en lov, der forbyder bederum på uddannelsesinstitutioner. Som jeg forstår det, er begge partiers hensigt at inkludere etniske minoriteter.

Med dette debatindlæg vil jeg give mit bud på, hvordan partiernes budskaber kommer til at virke på minoriteterne, hvad etniske minoriteter er optaget af, hvad der fylder i deres dagligdag, og hvad der skal til, for at etniske minoriteter bliver inkluderet i samfundet. Mit indlæg bygger på min 35 år lange erfaring med familiebehandling og dagligt arbejde med blandt andet udsatte minoritetsfamilier og deres inklusion.

Hvad er udsatte minoritetsfamilier optaget af, og hvad fylder i deres dagligdag?

Jeg oplever ikke, at disse familier taler om kultur og religion. De er optaget af mange andre temaer, for eksempel fattigdom, fysisk eller psykisk sygdom, arbejde/arbejdsløshed og familie. Mange er i en identitetskrise, hvor de hverken føler sig hjemme i deres hjemland eller det danske samfund. De kan være usikre, utrygge og have mistet håbet for fremtiden.

Forældrene kæmper for at skabe bedre vilkår for deres børn og for at blive inkluderet i samfundet. Jeg kan nævne mange eksempler på familier, der kæmper med fattigdom, som burde få politikere og os andre til at hjælpe med de udfordringer, de kæmper med.

Når familier slås med store udfordringer, er de langt væk fra partiernes bud på inklusion. Jeg vil derfor opfordre alle politiske partier til at tage hånd om de nævnte udfordringer, før vi taler om inklusion.

EN STOR DEL AF DE FAMILIER, jeg taler om, har højst sandsynligt ikke hørt de to partiers bud. Hvis de har hørt dem, ville de sige nogenlunde følgende: ”Hverken du eller politikerne skal tale om vores integration, find hellere en løsning på, hvordan jeg kan købe min medicin eller købe skoleost til mit barn. Vi har masser af problemer, men I taler om at gå i kirke eller forbyde bederum på universiteterne.”

Politikere og debattører skal huske, at mange udsatte konstant lever med følelsen af at være uønskede i samfundet, at der bliver set ned på dem, og at man ikke regner dem for noget.

Jeg mener, at de to partiers budskaber på ingen måde er med til at anerkende disse grupper. Jeg mener, at religion er det enkelte menneskes valg, så man kan ikke tvinge etniske minoritetsbørn i kirke. Mange af de familier, jeg har arbejdet med gennem årene, har frivilligt ladet deres børn deltage i folkeskolens kristendomsundervisning.

Jeg undrer mig over, at partierne vil skabe inklusion med tvang eller forbud. For mig ligner det mere et kapløb om stemmer op til kommunalvalget, og jeg synes ikke, at etniske minoriteter skal bruges som middel til at skaffe stemmer.

Etisk synes jeg ikke, det er i orden at bruge menneskers elendighed for at opnå politisk magt, og jeg tager personligt stærk afstand fra de to partiers holdninger. Jeg vil hellere udfordre partierne ved at spørge: ”Hvad gør I helt konkret for at hjælpe udsatte samfundsborgere?”. Før politikerne tager hånd om det, der fylder i og optager familierne, har jeg svært ved at tro, at vi kan tale om inklusion.

Jeg mener, at dialog er vejen til inklusion af udsatte familier. Derfor synes jeg, at alle politikere i debatter om etniske minoriteter skal være varsomme med deres retorik og ikke primært tale om gruppen som et problem for samfundet. Politikerne skal være brobyggere på tværs af kulturer.

Partierne skal komme med konkrete planer for at forebygge fattigdom. Mange familier lever under elendige forhold, som ikke hører til i et moderne dansk samfund.

I STEDET FOR AT TVINGE BØRN I KIRKE og forbyde bederum skulle man hellere samarbejde på tværs af faggrupper om fælles visioner og konkrete handleplaner, så institutioner og familier arbejder sammen om at støtte børn på et tidligt tidspunkt, så de får pædagogisk kontakt til forskellige kulturer og forhåbentlig udvikler sig til globale samfundsborgere, der selv vælger, om de vil gå i kirke, moské eller noget helt andet. Det er deres menneskeret.

Jeg er ikke tilhænger af bederum i institutioner, men ud fra, hvad jeg har hørt i medierne, har uddannelsesinstitutionerne slet ikke de bekymringer og problemer, som Socialdemokratiet giver udtryk for.

Derfor undrer jeg mig over, hvorfor partiet bringer temaet op i den offentlige debat. Jeg vil hellere se Socialdemokratiet bruge energi på andre temaer og finde løsninger på de problemer, jeg var inde på indledningsvis.

Min erfaring med udsatte familier viser, at størstedelen af dem ønsker at være en del af samfundet. Forældrene siger til deres børn, at de skal passe deres skole, at de skal lære dansk for at klare sig i skolen, og at de skal få en uddannelse. De vil ikke have, at deres børn bliver en belastning for samfundet. Det viser mig, at forældrene ønsker, at de selv og deres børn bliver inkluderet i samfundet.

Jeg savner en konkret, målrettet, fælles, handlingsorienteret indsats for at inkludere udsatte grupper i samfundet. Tvang og forbud fører ikke til inklusion, men kan tværtimod medføre, at disse grupper bliver ekskluderet fra samfundet.

Ahmet Demir er psykoterapeut og cand.pæd.exam.