Som omtalt af Kristeligt Dagblad den 31. oktober i artiklen ”Slutspil om forkynderlov er indledt” har regeringen fremlagt et lovforslag (L 18), der indebærer, at religiøse forkyndere fremover skal have en mere begrænset ytringsfrihed end alle andre, fordi det fremover ikke vil være lovligt at ”billige” en række holdninger i forbindelse med religiøs forkyndelse, for eksempel terror, drab og voldshandlinger. Det er en lov, der udspringer af den ”imam-pakke”, som regeringen før sommerferien aftalte med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Konservative. Der var ligeledes en stemmeaftale med SF, der tilsluttede sig det meste i de fire partiers aftale.
At billige for eksempel stening af kvinder og korporlig afstraffelse af børn er begge ganske afskyelige holdninger. Men loven viser, hvor store problemer vi kommer ud i, når staten skal til at definere, hvad der er rigtige og forkerte holdninger – oven i købet alt efter, hvem der fremfører disse holdninger, og på hvilken måde de bliver fremført.
I bemærkningerne til loven kan vi læse, at ytringer fremsat som led i ”religiøs oplæring” i en kirke, et tempel eller en moske eller i ”religiøse blade” kan være strafbare, mens debatindlæg i ”almindelige massemedier” som hovedregel ikke vil være strafbare, fordi der jo er tale om ”almindelig offentlig debat”.
Så det, sognepræsten siger fra prædikestolen om søndagen, kan være strafbart. Men hvis han får trykt sin prædiken som kronik i Kristeligt Dagblad om mandagen, så er det ”almindelig offentlig debat”. Absurd er vel næppe et stærkt nok ord til at beskrive en sådan lov.
Et andet lovforslag, L 13, der stammer fra imam-pakken, er et forslag om, at foreninger ikke kan få kommunal støtte, hvis foreninger eller foreningens medlemmer ”modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder”. Det lyder jo umiddelbart logisk nok. Problemerne vælter dog ud af skabet et splitsekund efter, man kradser i den tilsyneladende logiske overflade. For hvad vil det egentlig sige at modarbejde eller underminere demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder?
Det er ikke omfattet af lovforslaget, hvis man mener, at kvinder ikke må være præster. Men det er omfattet, hvis man mener, at personer af forskellig race ikke må kunne gifte sig med hinanden. Det er ærlig talt svært at se en knivskarp principiel forskel her. Kønsdiskrimination er altså ifølge Venstre-regeringen ikke i strid med grundlæggende frihedsrettigheder, må man forstå. Et interessant synspunkt fra et regeringsparti, der ynder at kalde sig Danmarks liberale parti. Og et synspunkt, der bakkes op af alle partier i Folketinget, undtagen Enhedslisten, Alternativet og De Radikale.
Det fremgår af lovforslaget, at foreninger, der opfordrer til brug af religiøse domstole, ikke kan få tilskud. Omfatter det også Det Jødiske Samfund i Danmark, den katolske kirke, Metodistkirken samt de kristne ortodokse kirkesamfund, der alle opfordrer til brug af religiøse domstole?
Det er bare nogle af de mange ubesvarede spørgsmål, som forslaget rejser. Det er ikke muligt at lave lovgivning, der kan ramme vanvittige og autoritære holdninger, uden at det samtidig rammer meget bredere, end det egentlig var tænkt. Vi skal forsvare og udbygge ytringsfriheden – også, og især, når det gælder personer og foreninger, vi er grundlæggende uenige med.
Ytringsfriheden er det bedste redskab, vi har til at bekæmpe tåbelige og vanvittige holdninger.
Rune Lund er folketingsmedlem og retsordfører for Enhedslisten.