Indfødsret skal ikke kastes i grams

Glædeligt at folket og ikke Institut for Statskundskab varetager indfødsretten, skriver Søren Krarup

I den grundlov, som blev underskrevet den 5. juni 1849, stod i paragraf 44, at "ingen udlænding kan erholde indfødsret uden ved lov", skriver Søren Krarup. Her ses Constantin Hansens berømte maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling
I den grundlov, som blev underskrevet den 5. juni 1849, stod i paragraf 44, at "ingen udlænding kan erholde indfødsret uden ved lov", skriver Søren Krarup. Her ses Constantin Hansens berømte maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling Foto: Bent K. Rasmussen.

Det er ikke uden et komisk islæt, når man ser Tim Knudsen fra sit akademiske Olympen i Kristeligt Dagblad den 29. marts meddele dumme danskere sin viden: "Behandling af sager om indfødsret er forældet". Det ved Tim Knudsen. Det udtaler han som ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Så er tingene sat på plads for de tungnemme.

LÆS OGSÅ: Behandling af sager om indfødsret er forældet

Men måske skulle Tim Knudsen alligevel læse lidt mere på den lektie, han foredrager så selvsikkert. For nej, Grundlovens paragraf 44 om indfødsret er ikke "forældet". Den er fremragende og fremsynet. For den understreger det rigtige og selvfølgelige synspunkt, at indfødsret er en gave, som det danske folk tildeler de fremmede, der har vist sig værdige til at modtage den.

Men naturligvis skal en ansat på Institut for Statskundskab have gjort denne udtrykkelige understregning af dansk suverænitet til noget "forældet" og beklageligt. Det sker ved en lettere vrængende beretning om forholdene omkring Grundlovens tilblivelse og Danmarks daværende situation.

LÆS OGSÅ: Krarup angrer sin rolle i Rønn-sag

Tim Knudsen kalder det "en stærkt nationalistisk strømning", der gik over Danmark i kampen mod Prøjsen og det slesvig-holstenske oprør, for når et land forsvarer sig mod fremmede angribere, kaldes det på Institut for Statskundskab for "nationalistisk". Ikke sandt: En nation, der vil hævde sin frihed og selvstændighed, kan kun være "nationalistisk". At den måske er et stærkt og sluttet folk, kommer ikke inden for synsfeltet på Institut for Statskundskab.

Ak, hvad vil Tim Knudsen ikke kalde modstandsbevægelsen under den tyske besættelse?

NEJ, DEN GRUNDLOV, som blev underskrevet den 5. juni 1849, og som i sin paragraf 44 sagde, at "ingen udlænding kan erholde indfødsret uden ved lov", var en god og rigtig lov, som vi i Folketinget sætter meget højt, og hvis paragraf 44 vi i Indfødsretsudvalget vil hævde og værne.

Det er ikke uden interesse at se, hvorledes den fra begyndelsen blev beskrevet. Den første formand for det første indfødsretsudvalg hed N.F.S. Grundtvig, som ved den første indfødsretslovs forelæggelse den 22. marts 1850 udtalte: "Indfødsretten (?) udspringer nødvendig af folkets ejendomsret og arveret til sit fædreneland, som det vel kan have gyldig grund til at skænke enkelte udlændinge del i, men bør aldrig gøre det uden med hensyn på sin egen tarv og det almindelige bedste."

Sande og gode ord, som vi lytter til i Indfødsretsudvalget med største tilslutning – selvom vi ikke er i tvivl om, at de på Institut for Statskundskab stemples som "nationalistiske".

Men denne respekt for indfødsretten og dermed for det danske folks selvstændighed ligger bag Folketingets måde at forvalte indfødsret på. Den skal derfor ikke kastes i grams. Den skal ikke spredes ud i landskabet som ligegyldig formalisme. Men som det danske folks gave til dem, der har vist sig værdige til at blive danske statsborgere med respekt for dansk sprog, kultur og historie, skal indfødsretten være omgivet af lødige krav og betingelser.

Det er den også. Folketinget er eneste lovgiver i Danmark, og Folketinget sætter derfor de betingelser, som den fremmede, der søger dansk indfødsret, skal bestå. Det sker igennem en "aftale om indfødsret", som Folketingets flertal vedtager. Her er kravene fastsat. Dansk sprog, kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold, selvforsørgelse, ingen offentlig gæld, ingen kriminalitet – det er blandt kravene, som gældende aftale om indfødsret opstiller.

DE, DER OPFYLDER kravene, bliver sat på indfødsretsloven af indfødsretskontoret i Integrationsministeriet. Det sker uden Indfødsretsudvalgets indblanding. Men de, der af forskellige grunde ikke er i stand til at bestå kravene, kan få deres ansøgning forelagt Indfødsretsudvalget til dispensation, og her gennemgår vi ansøgningerne og stemmer om dem. De, der får flertal, kommer på loven. De, der ikke får det, bliver afvist.

Der er således ikke tale om, at alle ansøgere bliver råbt op, hvorefter der stemmes. Det sker kun for dispensationsansøgere. Tim Knudsens redegørelse er forkert. Vi læser omhyggeligt dispensationsansøgningerne igennem og siger ja eller nej i henhold til skøn og samvittighed – og selvom Tim Knudsen nok ikke tror det, så er der faktisk medlemmer, der kender til latin og kan forstå de psykiatriske begreber.

Omhyggeligt og samvittighedsfuldt helt igennem – i forlængelse af Grundlovens ord om, at en så fornem gave som dansk indfødsret ikke skal kastes tankeløst i grams eller gøres til redskab for indbildske teknokrater, der betegner sig selv som professionelle.

Så fornemt fungerer folkestyret. Så stor respekt har det for det folk, hvis vilje det varetager.

Ja, lad os glæde os over, at det er folket og ikke Institut for Statskundskab, der skal varetage indfødsretten.

Søren Krarup er folketingsmedlem og grundlovsordfører for Dansk Folkeparti og næstformand i Folketingets Indfødsretsudvalg