Spørgsmålet blev stillet til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) den 13. maj. Den korte version af svaret fra den 1. juni lyder: Det kan ikke lade sig gøre inden for den nuværende lovgivnings rammer.
Birthe Rønn Hornbech (V)forsøger sig i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 20. juli med en mere positiv udlægning af svaret. Desværre må jeg fortælle hende og andre, at der p.t. ingen udvej er for hverken evaluering eller akkreditering af en dansk privat uddannelsesinstitution. Det kan i den grad undre, når man pukker så meget på de rige frihedstraditioner, vi i øvrigt har på hele skole- og uddannelsesområdet.
LÆS OGSÅ: Menighedsfakultetet og DBI: Tanke- og forskningsfrihed er afgørende
Det er da også ude af trit med den internationale udvikling. I vedtagelserne i Lissabon og Bologna tales der på europæisk plan om en ligestilling mellem offentlige og private uddannelsesinstitutioner, hvis der vel at mærke ikke er noget at udsætte på kvaliteten målt ud fra akademiske og faglige kriterier. Det er vedtagelser, vi også har forpligtet os på at implementere her i landet.
Men det hele lukker til omkring sig selv, når vi i Danmark rammer det højeste akademiske niveau. Det er universiteterne, der her fungerer som stopklods. Det gælder i ganske uværdig grad på teologiens felt. De teologiske fakulteter er høringsinstans, når der på SU-styrelsens bord ligger en ansøgning om SU til de studerende fra Menighedsfakultetet (MF) og Dansk Bibel-Institut (DBI). Det er muligt at holde andre aktører fra fadet eller livet, uanset deres akademiske kompetencer og seriøse uddannelsesmæssige bidrag. Vi kan have forskere og undervisere med de største kvalifikationer. Vi kan give de studerende en virkelig god, klassisk uddannelse plus tilbyde dem andre relevante dannelsesfag, præstepraktik med mere. Men indhegningen er tilsyneladende lukket.
VI HAR HER I DANMARK både et Evalueringsinstitut (EVA) og et Akkrediteringsråd, men de opererer stadig helt snævert i sammenhæng med de offentlige universiteter. Hvis man ikke på forhånd med sine uddannelser refererer til henholdsvis Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet, er der ikke aktuelt nogen akkrediteringsmulighed.
Det er årsagen til, at MF og DBI har måttet finde en international løsning. Og disse samarbejdsaftaler eksisterer fortsat i bedste velgående. En ændret sprogpolitik ved University of Wales vil over nogle år medføre, at der skal etableres nye aftaler, men et skift til engelsk som hovedsprog på uddannelsen indebærer, at den nuværende aftale blot kan forsætte.
Men øverst på ønskelisten står en dansk akkrediteringsløsning. Vi tror, at det er det bedste for teologiuddannelserne, at der findes en større bredde og variation. Dette vil jeg gerne understrege i relation til Hans Raun Iversens konstruktive indspil i hans kommentar den 23. juli her i avisen. En teologiuddannelse skal netop være en slags samtalestation, hvor man med tanke på opgaverne som præst i folkekirken har øvet sig i at blive konfronteret med andre synspunkter. Ved eksamensbordet gælder det, at ingen skal prøves eller bedømmes på grund af holdninger.
EN ÅBEN SAMTALE, hvor alt kan diskuteres, er mere end ønskelig i en uddannelse. Dialog med anderledes tænkende må være et grundvilkår i dag. Man skal som teologistuderende være godt fortrolig med mange læsemåder, metoder, en vifte af tolkninger og nutidens kulturelle spørgsmål og trends.
Ingen kan være tjent med teologiske kloninger. Den teologiske bevidstgørelse kan bedst stimuleres i åbne læringsprocesser. Det er godt og sundt at blive skolet og udfordret i forskellige læringsmiljøer. En selvstændig kritisk refleksion er guldrandet i vores perspektiv på MF.
Drømmen på MF er ikke at skabe isolation. Verden over findes der mange spændende modeller for, hvordan konfessionelle institutioner og studerende ved colleges får en teologisk uddannelse med en tydelig retning, med en profil, men den foregår samtidig i en åben dialog med andre teologiske retninger med tilknytning til et sekulært universitet. Det er et eksempel på en brugbar måde at arbejde og tænke på.
I sig selv er der intet videnskabeligt diskvalificerende eller akademisk problematisk ved at have en konfessionel tilknytning. Der findes en del fordomme netop på dette område. På den globale scene findes der interessant nok et helt hav af modsigelser af denne gamle oplysningstænkning, som egentlig gemmer sig bagved, når der også fortsat i en dansk teologisk universitetsverden tales om denne uforenelighed mellem konfessionelle tilknytninger og forskningsfrihed/videnskabelighed.
Men heldigvis ikke hos alle. Hans Raun Iversen er nytænkende og konstruktiv i de spørgsmål, der udfordrer os og kræver løsninger. Jeg læser hans kommentar som en åben invitation til at diskutere disse spørgsmål i al åbenhed lederne imellem. De kræver sikkert også meget mere intern diskussion og selvbesindelse på DBI og MF, når det gælder bombastiske formuleringer fra 1960erne og 1970ernes konfliktlandskab, for eksempel vedrørende bibelsyn.
Jørn Henrik Olsen er fakultetsleder ved Menighedsfakultetet i Aarhus