Individ og individualisme

MENNESKESYN: Mennesket er skabt til at være et individ; Men alt det skabte rummer sin egen mulighed for fortabelse. Derfor rummer også det at kunne være et individ, muligheden for at fortabes i individualitet: individualisme.

Vor tid anklages ofte for individualisme; at vi splittes op i utallige fraktioner og enheder, som har hver deres styring og selvforståelse. Denne individualisme kan ses som en modsætningen til kristendommen og kan forstås som det i tidsånden, der skal prædikes og forkyndes imod; men spørgsmålet er, hvorledes denne individualisme adskiller sig fra kristendommens forståelse af at være et menneske.

Kristendommen forstår mennesket som skabt som individ. Som en enkelt. Skabelsesberetningen skildrer Adam og Eva som to individer stående over for hinanden. Idet de var individer, kunne de forholde sig til hinanden og til deres omgivelser. Hvis mennesket ikke kunne være individ, så kunne det ikke være menneske. Et menneske kan ikke være ansvarligt i en mængde. Når individualiteten opløses i mængden, forsvinder ansvaret for den enkelte. Ansvaret for handlinger og beslutninger. Det betyder, at det at kunne forholde sig til sig selv er en del af gudsbilledligheden; altså af det at være skabt af Gud. Men kristendommen siger også, at mennesket kun kan forholde sig ret til sig selv, når det ser sig som skabt af Gud - som stående under Guds evige nåde.

Mennesket er altså skabt til at være et individ; at være en enkelt. Men alt det skabte rummer sin egen mulighed for korruption; rummer sin egen mulighed for fortabelse. Derfor rummer også det at kunne være et individ muligheden for at fortabes i individualitet: individualisme. Det vil sige, at det at være en enkelt ikke ses som resultatet af at være skabt af Gud og derved at forholde sig til Gud; men i at forholde sig til sig selv som sit eget ophav; at vi så at sige er resultat af vore egne handlinger. At vi ikke længere regner os for skabte; men at vi skaber vores eget liv. Derved raffineres individualiteten og gøres til individualisme.

Sociologerne siger, at vi på et plan bliver mere og mere forskellige som mennesker i samfundet. Vi adskiller os mere og mere fra hinanden. Men hvis vi går et niveau op på et andet plan, bliver vi mere og mere ens i vores måde at være forskellige på. Paradokset er, at individualismen i vor tid er blevet til en massebevægelse, hvor vi alle bliver mere og mere forskellige; men mere og mere ens i vor måde at blive det på. Det er præcis problemet: Individualismen udvisker individet. Ingen tør længere tage et offentlig ansvar. På arbejdspladser tør ingen tage selvstændige beslutninger. I det politiske liv tør ingen stå ved ansvaret: I Farum er der tilsyneladende ingen, der har ansvaret. For at tage et ansvar, hvad enten det ansvar er af det gode eller det onde, betyder at blive en del af fællesskabet. Individet kan tåle at være en del af fællesskabet, for individet tror sig gjort til individ af Gud. Individualismen har kun sig selv at forholde sig til, og en indgåelse i fællesskabet, eksempelvis i form af ansvar, opløser individualismen. At kunne tage del i et fællesskab forudsætter, at man ikke gøres til eet med fællesskabet, men at der er noget, der fastholder den enkelte som en enkelt. For individualismen er fællesskabet en trussel, for der er her intet, der hindrer, at det enkelte menneske forsvinder i mængden.

Opgaven for den kristne forkyndelse er derfor at forholde sig positivt til individualiteten og at se individualismen som en forfaldsform, gennem hvilket det skabte glimtvis kan anes. Den kristne forkyndelse har som opgave at kalde og lede tilbage til den skabte grund: altså at stille mennesket som enkelt over for Gud, for kun derfra kan mennesket indgå i livets nødvendige og ansvarlige fællesskaber.

Den evangelisk-lutherske gudstjenesten rummer en struktur, som meget præcist formulerer denne opgave: at gøre individualismen til individualitet. Når vi ankommer til gudstjenesten, ankommer vi med utallige baggrunde og bevæggrunde. Vi stiger ud af individualismen, som gennemsyrer alt i vores samfund, og ind i et rum, hvor der tales et andet sprog. Men gudstjenesten tager denne individualisme alvorligt. Den indleder nemlig med ordene: »Herren være med jer!« Gudstjenestens velkomsthilsen hilser på den splittede individualitet: mængden af de ens forskelligheder. Dernæst høres de bibelske beretninger, og der prædikes over dem. Der tales om, at disse beretninger er talt til dig. Er talt til dig, for hvor lidt du end hører, så er de talt til dig. Og egentlig skulle gudstjenesten være et hit i vor tid, hvor det så ofte siges, at det moderne menneske så gerne vil have, at det handler om ham/hende. I gudstjenesten gør det ikke andet end at handle om dig. Men ofte høres det ikke, for individualismen kan ikke tåle at blive udskilt som en enkelt; men vil være forskellig sammen med de andre. De bibelske beretninger i gudstjenesten, peger sammen med prædikenen på, at vi er skabt til at være i fællesskab; men som individer over for Gud.

Gudstjenesten indledes med spredehagl: »Herren være med jer!«. Gennem gudstjenestens forløb snævres sigtet mere og mere ind. Der lægges mere og mere vægt på den enkelte. Ved altergangen oplever kirkegængerne, at hele gudstjenesten drejer sig om ham/hende, når præsten rækker brødet og vinen frem til den knælende. Her er den enkelte i mængden gjort til den enkelte for Gud.

Gudstjenesten slutter med en mægtig understegning af dette. Den aronitiske velsignelse lyder: »Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!«

Gudstjenesten er en bevægelse fra »jer« til »dig«. Det er dig, der har ansvaret. Det er dig, der skal tro på Gud og elske næsten. Dette ansvar kan ikke forflygtiges ved at træde ind i mængden. Således sendes vi ud af kirken: gjort til enkelte mennesker over for Gud. Gjort til skabte individer. I ugens forløb tager vi så de opgaver op, som er vore, og fremme ved søndag er vort svage og skrøbelige sind fyldt op med individualismens tale. Derfor skal vi på ny til gudstjeneste for at kunne gøres til enkelte mennesker på ny.

Gudstjenesten indeholder altså en bevægelse, som i den grad taler tidens sprog. Taler det ikke på tidens præmisser; men taler det sprog, som tidens mennesker trænger til at høre; men som vi ikke selv magter at udføre.

For kristendommens opgave er ved Jesus Kristus at kalde mennesker tilbage på skabelsens grund, hvor vi kan holde til at stå som individer og ikke opløses i individualisme; hvor vi kan stå som individer, som kan holde til at indgå i fællesskaber og tage ansvar for hinanden og for vores fælles land og samfund. Individualismen er udtryk for, at vi ikke kan bære os selv alene; det ender altid i forfald. Men individualismen er også - negativt - et udtryk for at vi er skabte til noget større. Det er dette »større«, som gudstjenesten og den forkyndelse, der lyder i den, bærer og er udtryk for.

Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Elling ved Frederikshavn