Individualiseringen er for stor i folkeskolen

Børn kommer ikke i skole for at indtage hver sin lille afsondrede mentale celle, hvor de kan sidde og dyrke deres egenart, til de bliver voksne, skriver Niels Christian Sauer, der er lærer og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse

Individualiseringen i folkeskolen er gået for vidt, mener Niels Christian Sauer, der er lærer og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse.
Individualiseringen i folkeskolen er gået for vidt, mener Niels Christian Sauer, der er lærer og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse. Foto: Steffen Ortmann, Scanpic.

"FORÆLDRE PRESSER på for mere individfokus", meddeler Kristeligt Dagblad den 17.november. Det er der nu ikke noget nyt i. Det har de faktisk gjort, lige siden opgøret med den sorte skoles totale mangel på følsomhed over for det enkelte barn tog fart for et lille halvt århundrede siden.

Og lærerne har været enige med dem i nødvendigheden af denne udvikling. Derfor går foreningen Skole og Forældres sekretariatschef, Niels Christian Andersen, også galt i byen, når han vurderer, at lærerne i dag vil bremse udviklingen på grund af "konservatisme og vanetænkning".

Det forholder sig stik modsat. Lærerne ser nu, at de er nødt til at gøre forældrene det klart, at individualiseringen i skolen efterhånden er gået så vidt, at den truer med at splitte undervisningen ad. Det er forældrene, der ud fra traditionel vanetænkning forestiller sig, at øget individfokus vil sikre, at netop deres barn bliver mere synligt i skolen. Den tanke, at deres egen guldklump kan trække en nitte i konkurrencen med alle de andre børn om lærerens opmærksomhed, falder dem ikke ind.

DET VIRKER ELLERS ret indlysende. Når vi kun har én lærer til en hel klasse, så bliver der kun et par minutter til hvert enkelt barn, hvis de alle – med hvert sit individuelle forløb – skal have lærerens fulde opmærksomhed.

Det forudsætter endda, at læreren er i stand til at fordele sin opmærksomhed ligeligt mellem børnene, og det er han så godt som aldrig. Der er altid nogle børn, der trænger sig mere på end andre, så realiteten er snarere den, at en gruppe af elever med uopsættelige behov konstant maser sig ind foran en anden gruppe af mere nøjsomme elever, der således reelt henvises til at tage ansvar for egen læring.

Og det magter børn bare ikke. De bliver frustrerede og urolige, og her har vi ifølge den nyeste skoleforskning (ved for eksempel professorerne Thomas Nordahl og Niels Egelund) intet mindre end hovedforklaringen på det stigende behov for specialundervisning, der er ved at slå bunden ud af folkeskolens kasse. Forældrenes velmente pres for øget individfokus i folkeskolen er med andre ord mildt sagt problematisk.

DENNE ULYKSALIGE ud-vikling kan iagttages i flere lande, der ligner Danmark. Skolverket, den svenske statslige skoleinspektionsmyndighed, når således i sin omfattende undersøgelse fra 2009, "Vad påverkar resultaten i svensk grundskola?", frem til, at 15 års konstant faldende resultater skyldes, hvad der under ét kan betegnes som skolens fragmentering: individualisering, differentiering, decentralisering og demografisk segregering.

Svenskerne er gået en hel del længere med individualiseringen, men de danske skolepolitikere sjosker bevidstløst i deres fodspor for eksempel med lovgivningen om individuelle elevplaner til alle elever i alle fag. Og nu bimler alarmklokkerne, siger lærerne og skoleforskerne. Skal vi absolut repetere andres fejl, før alle kan høre det?

Vi skal have skabt et meget stærkere fælles fokus i skolens undervisning. Lad os nu huske på, hvordan det er at være barn. Børn kommer ikke i skole for at indtage hver sin lille, afsondrede, mentale celle, hvor de kan sidde og dyrke deres egenart, til de bliver voksne. De kommer i skole for at gøre noget sammen. Hvor svært kan det være?

Niels Christian Sauer er lærer og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse