FORBUD MOD omskæring af drengebørn er seneste eksempel på en liberale individualisme, der er ved at sejre ad helvede til i Danmark.
Vores forsvar for individet er blevet så ensidigt, at vi glemmer at forsvare de fællesskaber, som er nødvendige, for at det frisatte individ ikke ender helt overladt til sig selv.
Forbud mod omskæring af drengebørn indebærer, at staten forsvarer barnet imod familien, traditionen og religionen. Tyg lige på den! Det er et meget omfattende indgreb. Et indgreb, der indebærer, at staten skaber et skel mellem det nyfødte barn og det, som dets forældre mener er bedst for barnet. Og et skel mellem barnet og generationers tradition og tro i den familie.
Hvis det handlede om pigers omskæring, så gav det mening. Her er der tydelig medicinsk bevis på de skadelige virkninger. Det gør sig ikke gældende for drenge. Argumentet for et forbud mod drenges omskæring er udelukkende baseret på individets ret til selv at bestemme over sin krop og sit liv.
Men det er en illusion at tro, at vi kan bestemme over vores egen krop og liv adskilt fra de fællesskaber, der netop giver livet, kroppen og de mange valg, vi skal træffe, værdi.
MINE BØRN er alle vokset op i en tydelig trosramme og med klare værdier. De ved, hvad vi i familien værdsætter, og hvad vi synes er noget skidt. Om de vil følge det senere, ved jeg ikke, men jeg håber og tror, at de vil finde deres måde at udtrykke troen og værdierne på og give det videre til deres børn.
Indebærer det, at mine børn er mindre frisatte? Nej, så længe jeg bevidst giver dem, hvad jeg kan, og så slipper dem fri, har jeg rent faktisk givet dem en horisont, som de kan måle livet og alle de valg, de skal træffe, op imod. Et frit valg forudsætter, at du har en horisont at måle valget op imod. Frihed er ikke frihed for alle snærende bånd, men frihed er at høre til og kunne navigere i forhold til det tilhørsforhold.
Politikerne skal have en afgørende respekt for familiens ret til at give deres børn den horisont. Og de skal have respekt for traditionen og religionen. Ellers svigter de børnene, familien og alt, hvad vi har kært.
Vi skal naturligvis kritisere traditionen og religionen, hvor de skal kritiseres. Efter min mening indeholder islam ikke nær den frihed og det respektfulde menneskesyn på mig og min næste, som kristendommen gør, men det gør den aggressive individualisme så sandelig heller ikke.
VI HAR BRUG FOR et forsvar for individets rettigheder, men samtidig et forsvar for fællesskaberne. Individ og fællesskab må gå hånd i hånd. Ellers bliver vi i sidste instans ligeglade med hinanden, fordi vi hver især har vores individuelle livsprojekter uden nogen forpligtelse over for hinanden eller det samfund, vi sammen er en del af.
Naturligvis skal forældre have ret til at omskære deres nyfødte dreng, som gør ham til en del af den tro, fortælling og historie, som har tegnet familien i generationer.
Og naturligvis skal han have lov til at vælge en anden tro senere i livet. ”Ja, men så er han jo omskåret,” vil nogle sige. Ja, det var den sammenhæng og historie, han blev født ind i, og den vil altid være en del af hans historie på godt og ondt, omskåret eller ej. Og den historie har givet ham en horisont og et fællesskab, som han har kunnet navigere ud fra. Det skal staten ikke underminere.
Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i FrikirkeNet.