Tak til Birgitte Qvist- Sørensen for svaret i avisen den 3. februar. Ingen tvivl om, at Folkekirkens Nødhjælp og den årlige sogneindsamling yder et værdifuldt bidrag til verdens fattigste på mange måder.
Jeg savnede dog for det første, at kritikken tages alvorligt og med blot en indrømmelse af, at retorikken i offentlige udmeldinger og på Facebook kunne have været bedre.
For det andet savner jeg et svar på, hvordan Folkekirkens Nødhjælp ser på ufødte børns rettigheder og tilsidesættelse af disse i kampen for kvinders rettigheder.
Nødhjælp er nødvendig. Vi har en forpligtigelse til at yde vores bidrag. Det er ikke altid lige enkelt i konkrete situationer og skæbner at finde vej og fastholde principper. Men en tydelig udmelding på disse to åbenlyse forhold vil være klargørende!
I mine øjne er Folkekirkens Nødhjælp ikke bare en humanistisk organisation, men står qua sit navn i en kirkelig-diakonal tjeneste. Sådan opfatter mange kirkefolk arbejdet. Det forpligter i forhold til kirkens budskab og menneskesyn.
Mon nogen tror, at Folkekirkens Nødhjælp driver abortklinikker eller samler ind til abort? Næppe. Men er det rigtigt, at de lokale partnere ikke arbejder med abort? Organisationen Pourakhi i Nepal, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med og støtter, gør bestemt en forskel for kvinder fanget i prostitution. Det er dog ikke kun oplysning om en samlet videnspakke, disse kvinder får, men også hjælp til abort, hvis det vurderes som bedste hjælp. Det sker helt åbenlyst som en af de muligheder, kvinder tilbydes.
Når Folkekirkens Nødhjælps retorik de seneste uger monomant har gentaget frasen om kvinders ret til at ”bestemme over egen krop”, så er problemet ikke, om kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop. Det er en indlysende ret. Problemet er, at voksne mænd og kvinder ønsker at bestemme over små børns kroppe og ret til at leve.
Som et kirkeligt nødhjælpsarbejde bør synet på alle menneskers liv vægtes højt og ikke spilles ud mod hinanden. Danmark tiltrådte i 1991 FN’s Børnekonvention. I præamblen står der, at man ”tager hensyn til … at ’barnet som følge af sin fysiske og psykiske umodenhed, har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen’” (min kursivering). Det ufødte barn har også rettigheder.
Ved kvindekonferencen i København 2016 blev kvinders rettigheder klart koblet sammen med retten til fri abort. Derfor er det vanskeligt at forstå disse udsagn anderledes i Folkekirkens Nødhjælps retorik, hvis der ikke siges andet i forhold til ufødte børns rettigheder.
Uanset Donald Trump må Folkekirkens Nødhjælp selv stå til ansvar for sit menneskesyn og kommunikationen. Skulle man skele til dekretet, så er der vel den åbning om abort, at det er tilladt at gøre undtagelser ved voldtægter, incest eller livstruende omstændigheder. Så helt udelukket er det ikke at få støtte til nødhjælpsarbejdet, men det er rigtignok en anden kurs end den, der er besluttet i Danmark, hvor abort synes at være et gode for kvinden, samfundet og det ufødte barn. Og ingen sætter spørgsmålstegn ved det.
Derfor er det ét bestemt politisk budskab og syn på abort, Folkekirkens Nødhjælp fremmer, når man så bombastisk melder ud, som det er tilfældet. At fremholde oplysning som en del af nødhjælpsarbejdet er indlysende, men ”oplysning” er bare aldrig etisk neutralt.
Jeg ved, at mange kirkefolk er i vildrede om, hvorvidt de kan/skal støtte sogneindsamlingen. En hjælp vil være, at Folkekirkens Nødhjælp klart tilkendegiver, at der ikke går én krone fra indsamlingen til denne fortalervirksomhed for abort.
Hans-Ole Bækgaard er formand for Indre Mission i Danmark.