Indre Missions formand: Sandbeck fordrejer det lutherske ærinde

Det kan godt være, at Lars Sandbeck ikke bryder sig om den lutherske udvælgelsestanke. Det kan tilmed være, han finder den temmelig frastødende og ukristelig. Men det berettiger ikke til en fordrejet fremstilling

Som afslutning på et indlæg i avisen d. 19. juni skriver Jørgen Sejergaard: ”Lars Sandbecks styrke er propaganda, og manglende tekstforståelse er hans svaghed. I folkekirken bør det være modsat.”

Ikke overraskende er Lars Sandbeck uenig, hvilket han giver udtryk for i avisen den 22. juni. Men i min optik bekræfter han i stedet udsagnet.

I ”Kirkeligt set” den 11. juni mener Sandbeck atter en gang, at Luther har en klar lære om dobbelt forudbestemmelse, som den findes hos Augustin og Calvin. At tale om den dobbelte udgang kan nemlig kun ske ved at forstå forudbestemmelsen sådan.

Men som sognepræst Jørgen Sejergaard rigtig gør opmærksom på, bliver det en fejllæsning at tolke det lutherske på denne vis. Hos den yngre Luther findes visse udsagn i nogle skrifter fra 1516-1525, som læner sig op ad en augustinsk opfattelse, men herefter formulerer Luther sig anderledes og retter sig selv.

Kort sagt møder vi nu en entydig fastholden ved Guds universelle og altomfattende frelsesvilje, hvor den eneste årsag til forskellen i menneskers udvælgelse alene ligger hos det enkelte menneske selv, nemlig i, hvorvidt man i tro modtager Guds frelsestilbud eller afviser og modstår det.

Luther tilslutter sig Melanchthons formuleringer i dennes troslære fra 1535, hvor forståelsesnøglen er den nøje overensstemmelse mellem retfærdiggørelsen og udvælgelsen.

Den lutherske lære er en betinget udvælgelseslære – betinget både af Kristi frelsesværk og af menneskers forhold hertil. Guds frelsesvilje er ubetinget og strækker sig til alle, men udvælgelsen af enkeltpersoner er betinget af menneskers forhold til Kristus. Men Sandbeck kræver, at regnestykket logisk og teologisk skal gå op.

Det er særligt her, at karikaturen af Luthers syn træder frem, og et misvisende gudsbillede tegnes op. For hvis Gud retfærdiggør og udvælger nogen til frelse, så må han også på forhånd beslutte nogen til at gå fortabt. Det betyder for Sandbeck, at så må Gud suverænt og tilsyneladende vilkårligt udvælge nogle af os til frelsen, mens resten går endegyldigt fortabt, og ”groft sagt bliver mennesket dermed reduceret til en passiv statist i et guddommeligt orkestreret frelses- og fortabelsesdrama”, som han siger det.

Den indlæsning anvender Sandbeck i sin gennemgang af artikel 2, 4 og 17 i Den Augsburgske Bekendelse, så der sker en teologisk kortslutning af det lutherske ærinde. For læser man artiklerne igennem, står der noget andet. Så er hverken den dobbelte forudbestemmelse eller Guds vilkårlighed grundlaget for læren om den dobbelte udgang eller for udvælgelsen og retfærdiggørelsen.

I stedet gengiver artiklerne den lutherske lære om, at Gud ikke på forhånd har fundet noget i de udvalgte, som har bevæget ham til at udvælge dem. Gud kommer først til os og tilsiger os syndernes forladelse. Gennem nådemidlerne vækker han troen i vore hjerter. Men mennesket kan modsætte sig Guds frelsestilbud og modstå nåden. I luthersk teologi er nåden ikke uimodståelig. Dette gør forskellen på dem, der bliver retfærdiggjort og udvalgt og dem, der ikke bliver det.

Det kan godt være, at Lars Sandbeck ikke bryder sig om den lutherske udvælgelsestanke – også som den findes i Den Augsburgske Bekendelse. Det kan tilmed være, han finder den temmelig frastødende og ukristelig. Men det berettiger ikke til en fordrejet fremstilling.

Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark.