Prøv avisen

Indvandring i Danmark skal styres bedre

Der er i øjeblikket op imod en halv million fremmede i Danmark. I en tid, hvor det danske fødselstal falder uhyggeligt, skriver Søren Krarup, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. -

Assimilering ind i dansk kultur er betingelsen, der skal opfyldes, hvis en indvandring skal lykkes, skriver Søren Krarup

FOR NYLIG LÆSTE JEG den bog om det, han kalder "den danske stamme", som Hans Kornø Rasmussen har skrevet.

Hans Kornø Rasmussen er statistiker og cand.polit. og et meget reelt og redeligt menneske, som har hovedet fuldt af tal, og han gør i sin bog det danske folks historie op i et demografisk perspektiv altså i antal og statistisk udvikling.

Kornø konstaterer i sin særlige sammenhæng det, som vi godt har vidst fra alle andre sammenhænge: at året 1968 var et skæbneår for danskerne, det år, hvor et godt land med en stabil og lødig befolkning begyndte at gå i opløsning kulturelt, uddannelsesmæssigt, nationalt. Og altså også demografisk, for med året 1968 begynder det danske folk for første gang i sin historie at reducere sig selv i den forstand, at fra dette år går det danske folketal nedad. Der fødes færre, end der dør. Vi reproducerer ikke længere os selv. Men vi udgør en døende befolkning, fordi vi får for få børn.

Dette er skriften på væggen for ethvert folk, et skæbnetungt varsel om, at udslettelsen truer.

Jeg mindes Henrik Pontoppidans angste udråb i 1931: "Tilgiv det, undergangens angst er gået mig i blodet."

Men Hans Kornø Rasmussen nærer ingen angst. Han er et fortrøstningsfuldt, optimistisk menneske, som ikke taber modet. Han skriver nemlig gladelig: "Set ud fra en demografisk synsvinkel begyndte indvandringen til Danmark heldigvis at stige i det samme tiår. Specielt fra 1985 tager immigrationen fart, og i anden halvdel af tiåret er nettoindvandringen af udenlandske statsborgere på knap 10.400 årligt."

"Heldigvis", skriver Kornø Rasmussen. Han taler om det, som jeg kalder for den største katastrofe i Danmarks nyere historie, udlændingeloven af 1983, der i en folkevandringstid åbnede porten på vid gab til Danmark og lukkede op for det, som kun alt for nemt kan ende med fremmedgørelsen af danskerne i deres eget land.

DER ER I ØJEBLIKKET op imod en halv million fremmede i Danmark. I en tid, hvor det danske fødselstal falder uhyggeligt. Og hvor flertallet af de fremmede medbringer en kultur, der er fremmed og fjendtlig mod alt, hvad Danmark og det danske folk lever af og bygger på.

"Heldigvis", siger Hans Kornø Rasmussen om de seneste tiårs indvandring. Javel, hvis man kun beskæftiger sig med statistik. Hvis man udelukkende tæller hoveder eller individer. Men er denne rent statistiske betragtning ikke blot et andet ord for blindhed eller indskrænkethed, fordi den overhovedet ikke forholder sig til det, der er forudsætningen for en god og lykkelig fremtid for det danske folk: dets kulturelle fællesskab, dets indre samhørighed, den historisk givne gensidige tillid eller sammenhængskraft, der binder en familie og et folk sammen?

HANS KORNØ RASMUSSEN tæller kun hoveder. Og det er jo sandt, at når der fødes for få børn i Danmark, så er det nødvendigt at få folk udefra, hvis antallet skal bevares, endsige stige. Når der er mangel på arbejdskraft i Danmark, må vi hente arbejdskraft udefra, hvis behovet skal dækkes. Det er Dansk Industri og Kornø Rasmussen enige om. Men er der hertil ikke andet at sige end dette ene: "Heldigvis"? Er det kvantitative perspektiv det eneste gældende? Er der ikke også et kvalitativt perspektiv at gøre gældende et kulturelt, et folkeligt perspektiv?

Jo, naturligvis, og det er i mangel af dette afgørende perspektiv, at man må kalde Hans Kornø Rasmussens bog for naiv eller endda indskrænket.

Vi må give ham og Dansk Industri ret i, at er der mangel på arbejdskraft i Danmark, må vi søge at finde arbejdskraften andetsteds, men vi må samtidig understrege, at af hensyn til det danske folks fremtidige lykke er det afgørende nødvendigt, at vi udfører denne proces med den allerstørste omhu, omtanke og sans for langt mere end tal og kvantitet.

LAD OS SE PÅ den danske fortid. Også her var der tale om indvandring. Vi fik hollænderne på Amager, kartoffeltyskerne på heden, de franske huguenotter i Randers og Fredericia, roepolakkerne på Lolland, jøderne i købstæderne, men de kom alle sammen i så begrænset et antal og med sådanne kulturelle forudsætninger, at de uden problemer blev en organisk del af det danske folk. At de med ét ord blev assimilerede i Danmark. Dette er betingelsen, der skal opfyldes, hvis en indvandring skal lykkes.

Når vi vil råde bod på manglen på arbejdskraft, er det derfor sådanne forudsætninger, der skal overvejes grundigt og omhyggeligt, og det er i kraft af mangelen på dette kulturelle og folkelige perspektiv, at både Hans Kornø Rasmussen og Dansk Industri er overfladiske og derfor farlige på længere sigt.

Søren Krarup er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti