I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 15. juli forsikrede Paul Jørgensen, at han ikke er navlebeskuende.
Men i begrundelsen for, hvorfor han ikke mener, at Danmark bør genforhandle eller opsige internationale konventioner for bedre at kunne styre asyltilstrømningen til landet, synes jeg faktisk hans argumenter virkede noget navlebeskuende og svage.
Han glemte et fokus på Danmarks børn og børnebørn. På risikoen for, at Danmark ændres til et land, vi ikke kan kende, fordi trygheden, tilliden i samfundet og friheden samt velstanden formindskes, så vi ikke kan give vores børn og unge den gode opvækst, vi har haft.
Dette bør give anledning til bekymring og politisk handling i tide.
Hvis vi vil bremse tilstrømningen, kommer vi ikke uden om at omfortolke eller opsige nogle af konventionerne på enkelte punkter med henblik på genforhandling samt at ændre vores 1983-udlændingelov, således at enhver person fra et andet land ikke mere automatisk får ret til asylbehandling ved at komme hertil.
Selve asylbehandlingen er i dag vanskelig eller umulig, da personens oplysninger om flugt, årsag til flugt, rute med mere ikke lader sig kontrollere.
En del af de lande, der flygtes fra, har dysfunktionelle statsapparater og offentlige forvaltninger. Vi må blot tro på, hvad personen oplyser, da sagerne ikke kan vurderes og behandles sagligt.
Langt hen ad vejen må vi afholde betydelige udgifter for enhver person, der kommer hertil og påberåber sig asyl.
Det drejer sig primært om mandlige familiemedlemmer, der kommer via en menneskesmugler.
De håber på senere at kunne få hele familien hertil på grund af vores lempelige regler om familiesammenføring. Det kan man ikke bebrejde disse mennesker. Du og jeg ville formentlig gøre præcis det samme i deres situation.
Men hvis vi vil forsøge at stoppe denne tilstrømning af mennesker og i stedet bruge pengene på sikre flugtruter og gode lejre i nærområdet, så kunne vi hjælpe også dem, der ikke har råd til menneskesmuglere.
Menneskesmuglernes virksomheder hjælper vi til at blomstre, sådan som vi har måttet tilrettelægge vores udlændingepolitik, blandt andet grundet forældede konventioner.
Paul Jørgensen skrev i sit indlæg, at han ikke bryder sig om, at Danmark som klassens pæne elev opsiger konventioner, fordi hvad kan andre stater så finde på. De kunne jo gøre det samme, hvilket vil være en fordel, hvis det er det rigtige.
Konventionerne fungerer på en del områder utilsigtet og uheldigt i den nuværende situation, som man slet ikke forudså, da de blev formuleret og vedtaget.
Dengang kunne man ikke vide, at der ville komme folkevandringer, hvor personer tager fra Afrika og Mellemøsten til Europa i så stort et tal.
Jørgensen begrundede også sin modstand med, at han så selv ville opgive at rejse til andre lande, fordi en delvis opsigelse af de relevante konventioner eventuelt kunne få nogle af de andre lande til at samarbejde mindre med Danmark, hvis man som borger kom i problemer på en udlandsrejse. Et navlebeskuende argument.
Sidst argumenterede han med, at både Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening ønsker arbejdskraft udefra. Men vi bør først tilgodese vores egne arbejdsløse og så fremover sørge for så vidt muligt at uddanne de personer, vi har brug for.
Det virker hverken bæredygtigt eller etisk holdbart, hvis vi af arbejdsmæssige grunde skulle satse på per-soner på flugt, der kommer hertil fra andre dårligt fungerende lande.
Disse personer kan måske udgøre en god og/eller billig arbejdskraft for dele af erhvervslivet, men ofte er der tale om nedsat arbejdsevne, således det samlet set belaster statsfinanserne og økonomisk set er til ugunst for Danmark. Som sagt virker det etisk set heller ikke i orden.
Når det drejer sig om Danmarks fremtid samt en forpligtelse til at hjælpe så mange mennesker som muligt i nød, så dur det ikke, at vi er navlebeskuende og mest tænker på os selv, på et behov for billig arbejdskraft eller vores umiddelbare pæne omdømme i forhold til nogle konventioner her og nu.
Vi bør tænke på fremtiden, på børnene, de kommende generationer og på at hjælpe så mange som muligt i nød frem for de få, der har råd til at betale menneskesmuglere for at komme hertil fra lande, der befinder sig fjernt herfra.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd