Prøv avisen

Indvielse af vand

KOMMENTAR: Der ligger en afgørende skabelsesteologisk forståelse bag ritualet for vievand

På foranledning af den debat, som har været rejst om den sjælesørgeriske og liturgiske praksis inden for »I Mesterens Lys« omkring hjælp til mennesker, som oplever mystiske fænomener i deres hjem, tillader jeg mig at fremkomme med fire vigtige anliggender:

1. Der ligger en afgørende skabelsesteologisk forståelse bag ritualet. Ritualet handler om skabningens helligelse, at enhver skabning er skabt med henblik på at tjene medskabningen, og at enhver skabning er Guds gave til den øvrige skabning. Vandet er således ikke bare H2O, men hvad vandet er fysisk, er det også bestemt til at være åndeligt, fordi alle ting er skabte ved Kristus og til Kristus.

Velsignelsen af vandet, som af enhver anden skabning, gør bod for en forbrugerisk holdning til medskabningen. Velsignelsen løfter skabningen ud af tingsliggørelsen og ind i dens skabelsesbestemte kald: at tjene efter Guds forordning. Velsignelsen lader os se skabningen, f.eks. vandet, i dens fulde betydning: at vandet renser, forfrisker, frugtbargør og stiller tørst, og at denne tjeneste finder sin fuldendelse i vandet som genfødelsens bad, der lader Helligånden som livets vand fylde os. Mange kirkesamfund velsigner derfor også dåbsvandet og nøjes ikke med på forbrugerisk vis bare at øse det op i døbefonten.

I vor tid er der et behov for en genritualisering af tilværelsen og for at erfare hele skaberværket som vidne om og bærer af Guds nærvær. Der er et behov for at erfare frelsens virkelighed på konkrete måder.

2. Ritualet til indvielse af vand er ikke selvopfundet, men er en del af en levende liturgisk tradition. Det er for mig at se et folkekirkeligt hovmod at tale om en rituel praksis, som kendes i andre kirkesamfund gennem historien og nutiden, som overtroisk og at kalde et ritual for selvopfundet, som er i den tradition - endog med rødder tilbage til Bibelen. Vievandet er en videreførelse af renselsesvandet, som omtales i 4. Mos. 19, og som David henviser til i Sl. 51.

3. Selvhjælpshæftet »Hvad gør jeg, når jeg oplever uforklarlige fænomener i mit hjem« er ikke en dårlig hjælp til mennesker. Jeg er naturligvis enig med Københavns biskop i, at det optimale er sjælesorg i et person-til-person møde, men problemet var jo en så overvældende mængde henvendelser, at det var uoverkommeligt at nå ud til alle, og at de kirkelige myndigheder på henvendelse fra TV 2 Zulu ikke kunne henvise til præster og lægfolk, som kunne imødekomme menneskers behov.

Men hæftet er ikke bare en nødforanstaltning. Det er en hjælp over for den frygt, som opstår, når man føler sig magtesløs over for et ukendt fænomen. Med hæftet får man en mulighed for at bede med på kirkens bøn og i kirkens tro på Jesus Kristus, som er Lyset i mørket, og man får en opfordring til at bede daglig morgen og/eller aftenbøn med udgangspunkt i, hvad Luther har lært os. Hvornår har et kirkeligt initiativ ellers i disse år gjort brugen af disse bønner aktuel for så mange mennesker, som ikke plejer at orientere sig mod traditionel kirkelig fromhed?

4. Er det et udtryk for selvtægt, at jeg indviede vand i kirkerummet? Jeg har gjort det omtrent lige så længe, jeg har være engageret i en udfrielsestjeneste, og dette engagement har været kendt siden 1974. Dengang behandlede bispemødet et brev fra mig med opfordringen til at revidere vejledningen i Kirkeritualet af 1685 under henvisning til bl.a. nutidig anglikansk praksis, som også indbefattede indvielse af vand. Biskopperne ønskede ikke at give en sådan vejledning, men overlod det til præsternes eget skøn at udøve sjælesorg over for dem, som mente sig plaget af onde ånder. Det er vi så nogle, der har gjort!

I 1995 udgav jeg bogen »Genoprettelse«, som beskriver kirkens fornyelse som kirke i mission og herunder kirkens helbredende tjeneste og i den forbindelse brugen af indviet vand. Bogen tager udgangspunkt i praksis i Bethlehemskirken - vel at mærke i min tid som sognepræst. Københavns biskop fik et eksemplar af denne bog ved dens udgivelse. Det er med andre ord en »offentlig hemmelighed«, at jeg har velsignet vand flere gange i min tid som sognepræst i Bethlehemskirken, da det efter mit skøn var nødvendigt for min sjælesørgeriske praksis, at vievandet ikke fremstod som noget magisk noget, men på ordentlig vis i menighedens nærværelse var indviet til brug.

Når biskoppen ikke ønsker et sådant ritual i kirkerummet, vil det naturligvis ikke ske mere i et folkekirkeligt kirkerum under min medvirken, men skal mennesker erfare frihed fra mørkets magter, vil det stadig være nødvendigt at indvie vand til brug for udfrielsestjenesten. Det må så ske andetsteds og i missionens kontekst.

Jeg håber dog, at folkekirken en dag tør arbejde bevidst med ritualer i mødet med vor tids åndelige søgen og længsel efter skabningens helligelse og lade kirke i mission sætte dagsordenen frem for skik og brug.

(Forkortet af red.)

Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i Areopagos